FruJulieSødringFødtRosenkilde

92

altid noget Elskværdigt.« Hun sagde ogsaa: »Jeg kan ikke lide de Folk, der taler saa kort, naar de skal ud­ trykke en Følelse. Herregud, vi har jo vort Sprog, og det elsker jeg, fordi der slaar et varmt Hjærteslag i det; det har saa mange Udtryk, hvorved man kan vise, at man er et Menneske!« Fru Sødring holdt af Mennesker, men hun sagde om dem: »Mennesker er vanskelige — de er akkurat ligesom Skorstene. Ja, De kjender maaske ikke Skjorstene, saa- dan som en Husmoder, der har med Komfurer at gjøre, kjender dem; de har deres Nykker, som man maa vænne sig til, og bliver nødt til at rette sig efter, inden man kan omgaas dem paa rigtig Maade. Saa skal det Spjæld drejes for, saa det, og naar det staar aabent, skal det andet lukkes o. s. v. — Akkurat saadan er det med Mennesker.« 4 Hun forstod sig godt paa dem, hendes psykologiske Blik var fint. Hun saae det Aandelige i det Legemlige. »Hvilket Udtryk der dog kan være i en Kind,« sagde hun, »ikke at tale om en Ryg. Naar En er muggen, se saa paa hans Ryg, den viser det; og naar En er færdig med Livet, saa skal jeg først kunne se det paa Ryggen af ham. Jeg finder ogsaa, at Folks Nakker er saa karak­ teristiske.« Saa sagde hun ogsaa: »Den eneste Slags Mennesker, som jeg slet ikke kan med, det er disse, som jeg kalder »Kagedej«; det ene Øjeblik kan man bringe dem i denne Form, det næste i en hélt modsat; de retter sig aldeles efter min Lyst.« Dette var, for saa vidt, sandt. Hun havde Respekt for det Individuelle; men jeg kommer dog i Sandhedens Navn, efter min Overbevisning og Erfaring, til her at