FruJulieSødringFødtRosenkilde

93

paapege en Svaghed hos hende. Hendes stærke, ud­ prægede Natur gjorde, at hun havde Vanskelighed ved at finde sig i Anskuelser og Leveviis, som gik uden om hendes Opfattelse; her var hun ikke fri for Ensidighed og viide — i alt Fald overfor Unge - gjærne gribe ind — om ikke styrende, saa dog stærkt paavirkende. Hun kontrollerede og vilde gjærne holde Regnskab med sine Venner. Hun kunde blive vred, og da var hendes Dom begrænset. Det synes mig, at dette tiltog i hendes senere Aar, da hun levede saa ensomt og var saa lidt med i Verden og Livet udenom. Hun var ikke uden Fordring til sine Medmennesker; de maatte noget rette sig efter hendes Vilje. Jeg tror, dette for en Del var en Følge af hendes legemlige Skrøbelighed, og fremtraadte saa tyde­ ligt, fordi hun — som sagt — altid ærligt sagde rent ud, hvad Andre ofte kunde tænke. Det skal tilføjes, at skjønt hun havde ondt ved at tilgive virkelige Fornær­ melser, saa arbejdede hun dog stadigt derpaa og har mere end én Gang gjort det første Skridt til Forlig, og er da optraadt med stor Ærlighed og med venligt Sind. Dem, hun holdt af, gav hun sig stærkt hen til. Hun havde da en ganske udpræget Evne til at holde dem fangne og paavirke dem. Allerede som ganske Ung kunde hun være saa livfuldt optagen, at hun evnede at fordrive sine Hovedpiner ved at tvinge sig ind i en stærk aandelig Samtale; men saa paastod hun, at Hoved­ pinen gik over til Den, hun talte med. Hun kunde kun optages ét Sted af Gangen. Hun sagde: »Naar jeg taler med Nogen eller iagttager Nogen, som interesserer mig, kan jeg umuligt tage mindste Del i hvad der foregaar et andet Sted i Stuen ; dertil staar jeg med for stærke Nerve-