Prmotionsfesten_1929

104 at lære Befolkningen at kende, deres Levevis, Skikke, Religion, Sprog og Fortællinger, især da vor fortrinlige Tolk og Hansérak hurtigt fandt sig til Rette med Sproget. Jeg skal kun her bemærke, at Angmagsalikerne anerkender det som deres første sociale For­ pligtelse at staa deres Husfæller og nærmeste Slægtninge bi. Deres Samfundsliv er grundet paa Regler, hvis Tvang de stiltiende aner­ kender som lovmæssige, og hvis Overtrædelse udsætter dem for Samfundets Misbilligelse. Disse Regler vil endog befindes i visse Retninger at sætte snævrere Grænser for den enkeltes Frihed end civiliserede Samfunds Love. — Folkene er opvakte, kløgtige og forstaar godt at gøre sig de Ting nyttige, som de kommer i Be­ siddelse af. De er udholdende og dristige i deres Færden paa Fangst. De er livlige og begavede med stor Forstillelsesevne. De er høflige, gæstfri og føjelige i deres Opførsel over for hverandre, men sam­ tidig indesluttede og mistænksomme. Dybere Følelser, som Kærlig­ hed, Hengivenhed eller Venskab træffes kun sjældent. — Hansérak forsømte aldrig nogen Lejlighed til at tale til Østlændingene om Religion og Moral, hvilket i høj Grad tiltrak sig Tilhørernes Interesse. Vi tuskhandlede ogsaa med Folkene, idet vi afkøbte dem eth- nografiske Genstande og gav dem derfor Jernkram, Tøj varer, Perler m. m. Handlen kunde være ret besværlig. — Naar Folkene kom i Besøg hos os, foretog vi ofte anthropologiske Maalinger, som Fo l­ kene mente vilde gøre dem lykkelige eller helbrede dem, uden at vi dog havde bibragt dem denne Tanke. Vi fulgte ved disse Maa­ linger, ligesom ved alle vore andre Undersøgelser de Anvisninger, der findes i »Anleitung zu wissenschaftlichen Beobachtungen auf Reisen« af Dr. G. Neumayer. Der var kun meget faa Hunde til Slædekørslen om Vinteren, fordi saa godt som alle Hunde var blevet slagtet for at spises under de foregaaende Vintres Hungersnød. Vi foretog derfor kun en enkelt Slæderejse til det store Sund Ikerasarsuak i Begyndelsen af Maj for at efterforske en varm Kilde, Unartok. Fjordisen kunde kun befares, medens den endnu fra Natten var frossen ovenpaa. Slædekusken viste os en ganske almindelig Kilde. Paa Hjemvejen skar Slæden ofte gennem den øverste Skorpe af Isen og skar end­ og engang helt igennem. Østlændingen fjernede sig hurtigst mulig med Slæden, medens Knutsen og jeg længere Tid var i stor Livs