Prmotionsfesten_1929

49

mig. Nogen erindringer fra denne tid er av mig for et p a r å r siden offentliggjorte i det norske tidssk rift »Sam tiden« og siden utkom - met i sæ rtryk. Jeg henviser dertil. Efter at Kong H aakon d. 27 novbr. hadde besteget tronen, hadde ialfald jeg for m in del ønsket at m inisteriet kunde få avløsning. Men det var jo rimelig at den nye konge ikke vilde begynde sin regjering med et m inisterskifte, og vi blev altså stående. Ved denne lejlighet m åtte jeg, avgjort imot m it eget ønske, i stedet fo rju s tis e n overta F inansdepartem entet. Men året efter, da valgene i 1906 gjorde en delvis omdannelse av m inisteriet ønskelig, var det med ub landet tilfredshet jeg kunde vende tilbake til Højesteret. Jeg håpe t at m in deltagelse i politiken kun vilde være en helt forbigående episode (som jeg ganske visst var taknem lig for at ha gjennemlevet), og at jeg nu først og fremst kunde vareta min dommergjerning og sam tidig komme ordentlig i vej med litt fag­ lig litterær v irksom het. Rigtignok medførte særlige forhold at jeg netop nu måtte p åta mig endnu et bihverv, som krævet adskillig både av tid og tan k e r; men jeg kunde båpe at det kun vilde binde mig i ganske få år, — hvad senere også viste sig at slå til. Og helt forbigående var i hvert fald en forpligtelse jeg samtidig påtok mig, idet jeg gik ind på i et par semestre at bolde forelæs­ ninger ved Universitetet over »statsbudget og statslån« for de stats­ økonom iske studerende. Men inden disse forelæsninger kunde av- sluttes — de tok også litt mere tid end beregnet, så de vedvarte til langt på høsten 1909 —, hadde jeg vanskelig nok for at få døgnets tim er til at slå til. Jeg hadde i de sidst forløpne år heller ikke kunnet følge med i ju rid isk teori og praksis og måtte nu ind­ hente det forsømte. Men alt dette vilde jo snart rette sig! Skjæbnen gik im idlertid sine egne veje. I 1906 hadde jeg som statsråd ikke været valgbar. Men sommeren 1909, da valget atter stod for døren, fik jeg anmodning om påny at ta imot valg. Jeg sa rent u t til utsendingerne at jeg vilde anse det for en ulykke atter at skulle komme på Stortinget. Jeg forutså nemlig at hvis jeg atter kom med, vilde det neppe som sidst bli bare for en en­ kelt periode. Det politiske liv vilde antagelig i det væsentlige lægge beslag på de bedste av m ine fremtidige arbejdsår, arbejdet i Høje­ steret vilde falde spredt, bli halv t og haltende, alt litteræ rt a r­ bejde i disse år bli umuliggjort, selv større og m indre halvfær- 4