Prmotionsfesten_1929

51

spænding og stræv. Det var litt meget av det gode selv for m ine upåklagelige arbejdskræ fter og nerver. Forsåvid t blev tiden adskillig strengere end jeg hadde ventet. Men så hadde jeg på den anden side den overordentlige til­ fredsstillelse at få en stor opgave, som hadde b ruk for m in meste og bedste arbejdskraft, og som det virkelig også lyktes m ine m ed­ arbejdere og mig i løpet av disse å r at få tilfredsstillende løst. Jeg sigter til den norske civilprocesreform. Jeg må nu sie mig selv at det er tvilsom t om nogen anden i m it sted kunde og vilde ha tat opgaven op. Og jeg er da m in skjæbne bare taknem lig, fordi jeg tilhørte Stortinget i hine år. Der er ingen grund til at opholde sig ved de mange andre saker jeg i dette tid srum hadde med at gjøre. Der kunde være enkelte større saker iblandt, men ingen utenfor de sædvanlige d i­ mensjoner. Men det kompleks av love som skulde reformere hele den norske civilproces, var uten sammenligning det mest om fat­ tende lovverk som nogensinde h a r foreligget for det norske S tor­ ting, — hvorved også må merkes at dettes avdelinger efter hævd­ vunden skik gjerne søm farer ethvert lovforslag i alle dets detaljer. Reformen var desuten bland t fagmænd yderlig omtvistet, for næsten alle lægmænd en ukjendt og likegyldig affære. Opgaven var like vanskelig som stor. Og dens løsning pålå i første række mig. Jeg var denne gang anb rag t i justiskom iteen og var valgt til formand i den. Forslag til reformens tre store hovedlove blev straks sendt os til behandling. Jeg var allerede fra ungdommen av på det rene med at vor civilproces var helt forældet. Og m in dommervirksom- het hadde til overmål vist mig dens mange svage sider. Som med­ lem av en inden Højesteret et par år tidligere nedsat komite, som avgav forslag til en retten avæsket betænkning i saken, hadde jeg desuten under et par m åneders perm issjon h a t anledning til at sætte mig ind i forarbejderne. Jeg skulde da ha visse betingelser for at løse opgaven, og jeg besluttet at sætte al m in evne ind på at føre reformen igjennem. Under Stortingets samvæ r i 1910 blev der im idlertid ikke a n ­ ledning for kom iteen til at begynde arbejdet. Andre presserende saker optok al vor tid. Fø rst i en møterække om høsten kunde komiteen ta fat. Og siden blev arbejdet, i og mellem Stortingets sessjoner, drevet med fuld kraft, indtil vi henimot slutningen av 4 *