Prmotionsfesten_1929

53 hurtige fremme. De fleste kviet sig i grunden for at ta fat på et sådan t m onstrum av lovgivning. Hele sessjonen i 1914 og meste- parten av den i 1915 gik hen, før saken blev ført på Odelstingets kart. Og da den endelig kom frem m idtsomm ers 1915, møttes den med et utsættelsesforslag, som kunde sam le både motstanderne, de tvilende og de likegyldige. En utsættelse — atter til et Storting efter nyt valg — vilde im idlertid bety sakens begravelse for en uoverskuelig frem tid, — bedre forberedt end nu kunde den neppe nogensinde bli, og ingen kunde efter endnu en utsættelse føle op­ fordring til påny at ta fat. Jeg så stillingen meget m ø rk t an. Der m åtte kun av al magt kjæmpes til det sidste. Og efter en flere dages debat, som vistnok vandt mange tvilende sjæle, nedstemtes utsættelsesforslaget med stort flertal. E fter denne avgjørelse førtes alle de tre hovedlove med lethed og kun med ganske ubetydelige ænd ringer frem til vedtagelse gjennem begge Stortingets avdelinger. Komiteen hadde imens allerede arbejdet adskillig med et par av de talrike »bilove« til reformen. Og efter stortingsvalget blev i 1916—18 også alle bilovene efterhånden vedtat efter den nye kom i­ tes indstillinger. Det store arbejd var lykkelig tilendebragt. Men reformen skulde — for at de meget om fattende forberedelser kunde bli truffet — først træ i k raft flere å r frem i tiden. Og imens var den voldsomme økonom iske nedgang indtrådt. Ikrafttrædelsen blev gang på gang u tsat og reformen først gjennemført fra 1 ju li 1927. Og det skete da med modifikationer, som efter de rådende forhold vistnok var fuldt forklarlige, men efter m in mening i væsentlig grad ind sk ræ nker de fordele reformen skulde bringe. Livets prøve får im idlertid her bli det avgj ørende. Når bedre tider oprinder, vil der ialfald være adgang til en mere konsekvent gjennemførelse av de grund tanker, hvo rpå den hele reform hviler. Med disse ændringer h a r jeg intet h a t at gjøre. Efter vedtagel­ sen av civilprocesreformen var m in m issjon på Stortinget endt. Arbejdet hadde også slitt h å rd t på mig. Min læge uttalte at en fortsættelse som tingm and vilde »forkorte m it liv«. Jeg frasa mig da gjenvalg i 1918. Og allerede i begyndelsen av samme år hadde jeg, efter mange alvorlige overvejelser, søkt avsked fra Højesteret. Dette fald t mig ikke let. Men i alle disse år hadde jeg kun i et p a r m åneder i 1912 kunnet fungere i retten. Og jeg hadde været ganske ute av stand til at følge med både i retsvidenskapen og i