Prmotionsfesten_1929

55

ståelse jeg fand t hos de andre lands repræ sentan ter, og den over­ ordentlige elskværdighet hvormed de altid møtte mig. I de sidste å r h a r jeg, som det sømm er sig en aldrende k av a ­ ler, efterhånden tru k k e t mig tilbake fra m ine fleste gjenværende gjøremål, Og jeg gjør mig ingen illusjoner om herefter at kunne utrette synderlig hverken i den ene eller den anden retning. Men — hvem vet? N år jeg nu ser tilbake på m it liv, m å jeg med blu indrømme a t m it arbejde h a r spredt sig helt utilladelig. Jeg h a r anvendt om ­ tren t like mange å r hovedsakelig i adm inistrationens, i retsplejens og i politikens tjeneste. Og ved siden herav h a r jeg stadig, og i det hele i voksende utstrækning, h a t m asser av bigeschåfter og ydermere dy rket ret talrike utenom sinteresser. Man måtte vel være forberedt på helt mådelige resultater av sådan ustadighet og split­ telse av kræ fterne. Men unegtelig blev m in fortid i adm inistrationen og i retten mig til uberegnelig nytte i virksomheten på Stor­ tinget, — og navnlig var m in tidligere dommergjerning et helt uundvæ rlig grundlag for m in befatning med civilprocesreformen. Så en viss samm enhæng er der dog tildels. Og alt i alt synes jeg det h a r gåt over forventning. Men for enhver alvorlig syslen med videnskapelige spørsmål h a r dette uavladelige arbejde på så mange spredte felter været temmelig hinderlig. Jeg h a r for videnskapen utrettet så meget, meget m indre, end jeg både i ungdommen og mangen gang senere hadde d røm t og planlagt. Det er ikke noget nævneværdig mere end nogen få avhandlinger i »Norsk Retstidende« og »T idsskrift for Rets videnskap«. Når allikevel det hø jt ansete retsvidenskape- lige fakultet ved Kjøbenhavns Universitet nu h a r vist mig den store hæder at kreere mig til æresdoktor, er det da en selvfølge at jeg er dypt taknem lig for denne utmerkelse, samtidig som jeg m å føle mig litet værdig til den. Jeg h a r im idlertid den bevidst- het, at jeg også i m in v irksomhet i retsplejens og lovgivningens tjeneste efter evne h a r søkt at tilgodegjøre videnskapens resultater for livet. Sluttelig m å jeg tilføje at den æresbevisning, Kjøbenhavns Uni­ versitet h a r latt mig bli tildel, for mig h a r så meget højere værdi, fordi jeg m å erkjende at jeg som ju rist h a r dansk retsvidenskap noget næ r like meget at takke for som norsk. Om jeg bare fæster