GaardenNo.8Amagertorv

132

gen lød: Forsangeren og et lille Kor, ledsaget af Horn­ musik, og i stille Andagt fulgte alle med til den ny Kirke. »Aldrig vil jeg kunne glemme denne Højtid,« siger Heymann. »Hver Gang jeg kommer den i Hu, er jeg sjæleglad over at have bivaanet en saa oprigtig Guds­ tjeneste, som vist er lige saa behagelig for den Aller­ højeste, som Ofrene i Templet var.« Men til gammeltestamentlig Størrelse vokser han, naar Sagnet om hans Dødsstund, i et Brev fra 1874, fortælles saaledes: »Det var en gammel Jøde, der laa paa sit yderste og følte, at hans Time var kommen. Da lod han Lysene tænde i Lysekronen, at Stuen kunde se ud som en Festhal, samlede sin Hustru og sine Børn om sig og tog Afsked med hver enkelt, og derpaa bad han dem alle forlade sig; ti, sagde han, »Sjælen er ikke saa villig og glad ved at forlade Jo r­ den, som den skal være, naar ens kære omringer en og Kærligheden til dem holder den tilbage«. Saa blev han ene med dem, der skulde synge Dødssangene ved hans Henfart. De begyndte paa den Sang, der synges i det Øjeblik Livet viger, men han sagde: »Endnu er ikke dens Tid kommen, vent, først 0111 en Time er Øjeblikket dertil.« Saa laa han stille, mens Sangen lød, og læste de Bønner, med hvilke den troende Jøde skal dø, indtil han sov hen.« Forretningsdriften var tidlig vakt hos Heymann. Allerede 15 Aar gammel havde han begyndt at veksle Penge — hans Fader var Guldtrækker, det vilde han ikke være. Et Par store Sølvlysestager, som han laante af en Farbroder af sig og satte ud, var hans Drifts­ kapital. 17 Aar gammel aabnede han en Hosekram­ handel i et Hus, han havde købt i Møntergade. Sam­ tidig, i Forening med en Svoger, en Manufakturhandel