GaardenNo.8Amagertorv

danske Sindelag og kom efter en tredje Nats Kørsel til København, hvor jeg blev modtaget med aabne Årme.« Han færdes derefter i Flensborg og i København, virksom og ivrig, med Sønderjyllands nationale Fremtid skreven i sit Hjerte, og dør pludselig i de sidste Dage af Aaret 1854. »Han var den første Slesviger, der førte Sandhedens og Videnskabens Fakkel hen over hele den sørgelige Tilstand, hvori Slesvig, ved Ligegyldighed for dets dan­ ske Nationalitet lige fra Valdemarernes Dage, var ned­ sunket, og som elskede sine Fædres Land saa dybt, at han, trodsende Livets Kamp og Lidelser, vedblev til det sidste at holde den lysende Fakkel i Vejret, for at hele Danmarks Rige kunde faa at se, hvad Aarhundreder havde forbrudt og Eftertiden at bøde,« skriver Flor om ham efter hans Død. Sit politiske Frisinds Præg tegner han selv i denne Erklæring fra Trediverne: »Saa stærkt som jeg afskyr det vilkaarlige Konge-, Adels- og Em­ bedsmands-Herredømme, saa utaalelige finder jeg de overspændte Frihedssnakkeres Grundsætninger, som daar- ligt skjule Egennytte og Plyndringssyge under de høj­ røstede Ord. Jeg frygter den rene Republik lige saa meget som den strengeste Absolutisme.« To Gange var han gift. Første Gang med Tora Bloch, Roskilde-Rektoren S. N. Blochs smukke og elsk­ værdige yngste Datter, som døde tidlig. Anden Gang med hendes Søster Margrete, hende, i hvis unge Ynde — »blaa Øjne og gule Krøller, slank og saa lys, at det skinnede af hende som af en Solstraale«, — Poul Møl­ ler, endnu mens han gik i Latinskole, var bleven heftig

*) H. N. Clausen: Anf. Skr. S. 82. 2) S. 19.

3) V. Andersen:

Poul Møller. S. 70.