591955128
E X L I BR I 5
K Ø B E N H A V R A A D H U S - B I B L I O T E K
EH
R obert N eiiendam SKUESPILLER FORENINGEN af 1879
UDGIVET I ANLEDNING AF HALVFJERDSAARSDAGEN FOR FORENINGENS STIFTELSE
1 9 4 9
SKUESPILLER FORENINGEN a f 1879
R obert N eiiendam SKUESPILLER FORENINGEN a f 1879
Udgivet i Anl edn i ng af Hal vf j erds aar sdagen for Fo reningens Stiftelse
1 9 4 9
\ rV i lo L\
S. Johnsen & Co. Bogtrykkeri . København K
iden Juledag 1848 aabnedes Casino, Københavns første Privat teater indenfor Voldene, men først en Menneskealder senere opstod Trangen til at stifte en Skuespillerforening, hvis Midler kunde komme Medlemmerne til gode, naar Sygdom eller Alder bindrede dem i at dyrke deres Kunst. Man havde for Øje triste Eksempler paa, hvorledes Standens udslidte Gamle hjemfaldt til offentlig Forsorg, hvilket den Gang vilde sige Fattighjælp, — anden Hjælp kendte Estrupiatet ikke. I det kgl. Theater stod som Dørvogter Jens Cronborg, der i sin Ungdom havde været en anset Skuespiller ved Christiania Teater og Medstifter af den første norske dramatiske Skole; han havde for Hesten ogsaa spillet Ludvig XI i Casimir Delavignes Drama paa Folketeatret, og Opsynsmanden i det kgl. Teaters Toiletrum L. O. Iversen havde endog set sit, navnlig i Norge kendte, Navn trykt udfor tre Stjerner paa Nationalscenens Plakat, da han som Gæst udførte Hertugen af Gloucesters Rolle i Delavignes Tragedie „Edvards Sønner44. Saadanne hæderlige, men triste Forsøg paa at holde sig klar af Fattigvæsenet virkede som et Memento for Standens yngre Medlemmer. Men Idéen til at samle de urolige Hoveder i en Forening med humane Formaal for Øje udgik ikke fra Nationalteatret, hvis Kunstnere havde den fælles alma mater, Statskassen, at støtte sig til. Planen opstod ude i Periferien blandt Øjeblikkets lystige Gøglere, der midt i Overgivenheden tænkte paa den Dag, da Hukommelsen svigter, og Smilet bliver træt. 5
Musik- og Ølhallen „Odéon4 ude ved Kirkegaarden i Frede riksberg Allé var Begyndelsen til Allé-Scenen, livis nuværende Bygning blev rejst i 1888. Teatret fik i Tidens Løb mange Navne og en ikke kedelig Historie, som strakte sig fra banale „Opvar terstykker4 over vittige Revyer til fornem Skuespilkunst. Kun faa busker nu Skuespiller Ferdinand Schmidt, en barok Revy komiker af jødisk Type. Ham var det, som i 1869 fik udvirket en Bevilling, hvorved „Odéon4 blev ombygget til Frederiksberg Morskabsteater . Navnet skulde genkalde Erindringen om del 25 Aar forud nedrevne Morskabsteater lige over for Skydebanen paa Vesterbro, hvor bl. a. Pricefamilien havde haft sit Hjemsted. Der skulde kun spilles i Sommermaanederne, og Repertoiret bestod af smaa Farcer og Vaudeviller af den Art, som Dilettan ter plejede at opføre. Tæppet rullede første Gang op den 4. Juni 1869 for det meget beskedne Foretagende. Publikum sad ved Smaaborde og drak 01 eller en Toddy, og Billetten kostede kun en Mark, d.v.s. 33 Øre. For den Betalmg fik de Lysthavende bin første Aften fire Smaastykker, adskilt af Musikafdelinger. Teatret var, ogsaa af Justitsministeriet, tænkt som en Konkurrent til Vesterbros og Frederiksbergs mange Syngepigeknejper. Huset var kun en brandfarlig Træbygning, karakteristisk for Sommer byen Frederiksberg, hvor endnu Familier fra Hovedstaden laa paa Landet. Skuespillerne kom fra Provinsteatrene og fik her i deres Ferie et velkomment Engagement. Blandt de unge, som prøvede Vingerne, var Peter Fjelstrup — ingen kunde da ane, at ban mange Aar senere samme Sted skidde skabe en af de store Skikkelser i dansk Skuespilkunst, Ritmesteren i „Faderen44. Og Christian Zangenberg var en Tid Førsteelsker — ti Aar senere stod ban, beundret af Damerne, paa den kgl. Scene; Springet var glimrende, navnlig fordi Svælget mellem Fjælleboden og Natio nalscenen dengang var meget bredt. Men trods al Primitivitet be- 6
stod „Morskaben4 i sin første Skikkelse i næsten tyve Aar; uden for i Haverne, hvor nu Asgaardsvej og Frydendahlsvej strækker sig, var det en yndet Sport for unge Knægte at klatre op i Træ erne for at titte ind i Skuespillerindernes Paaklædningsværelser, og indenfor paa Scenen anslog Frederik Christensen (1847—1929), der i flere Perioder var Husets Direktør, en forsoren Revytone, som svarede til den dampende Toddy. Stor Støtte havde han i sin Hustru, med hvem alle var paa Fornavn; Lisbeth Christensen var slagfærdig i sin Replik og havde Smæld i sit Sangforedrag. Hendes „Daudivise4 tog Publikum med Storm. Det bestod af ge mytlige Københavnere, hvis Tobaksskyer langsomt svævede op mod det spraglede Loft, hvor primitivt malede Muser spillede paa allehaande Instrumenter. Entréen steg snart til 50 Øre over hele Salen, og den, der kom først, fik det „bedste4 Bord. Fra den lille Scene parodierede man „Ambrosius4 og „Et Dukke hjem4 eller andre af de „rigtige4 Teatres aktuelle Sukcesser, og Frederik Christensen foredrog sine gemytlige Viser med et lunt Blink i Øjet, jovial og godmodig, som Publikum vilde have Revy- komiken i en Tid, hvor „Branderen4 („Kældermanden44) gjorde mere Lykke end den politiske Satire. Han var — som senere Fre derik Jensen og William Gerner — populær i det brede Lag og fik efter Skik og Brug under Forestillingen Besøg i Paaklædnings- værelset af Venner og Bekendte, som vilde hilse paa ham og sige de kendte Ord „Tak for i Aften44. Disse Besøg kunde under ha stige Omklædninger være meget generende, men de gav ham Mod til at realisere en Idé, der førte til Oprettelsen af Nordens første Organisation af Scenekunstnere, Skuespillerforeningen af 1879. Han hængte en Sparegris op paa Gasarmen ved sit Spejl og for synede den med en Seddel, som bar Paaskriften: „Denne Vej med Sølvtøjet4. Naar Gæsterne vilde traktere, pegede han paa Grisen og sagde: „Først maa den have noget.4 Følgen var, at 8
FREDER I K CHRI STENSEN Skuespillerforeningens Stifter
man troede, at han samlede ind til et Gilde, men da lian ikke savnede Talegaver, fik han sine Gæster overbevist om, at Grisens Indhold var „alvorligt ment“ — det skulde danne Grundlag for en Forening, hvis Opgave engang i Fremtiden vilde blive at hjæl pe trængende Kolleger. Saa fløj der i Reglen nogle 25-Ører og undertiden, naar en Mæcen var paa Besøg, en hel Krone ned i Grisen, som i Løbet af Sommeren 1879 blev saa fed, at Frederik Christensen i Forbindelse med sine Kammerater Julius Larsen (1840—1888) og Fritz Emil Bugge (1844—1928) kunde indvarsle til et forberedende Møde hos Restauratør Borregaard, en Skue spillerven, der boede i et nu forlængst nedrevet Hus, Nr. 14 paa
9
Vesterbrogade. Julius Larsen havde deltaget meget i Forenings livet og var derfor den, der bedst egnede sig til at lave Udkast til Love, medens Bugge især var ivrig for at faa en Laanekasse oprettet, skønt hverken han eller de andre Stiftere anede, hvor ledes de skulde faa fat paa de hertil fornødne Kontanter. Men Stemningen for Foreningens Oprettelse var stærk, ogsaa ved et følgende Møde med en større Kreds af københavnske Skuespil lere hos Restauratør Kehlet i Allégade (nu ,,Lorry“ ), hvor det blev besluttet at anmode Folketeatrets udmærkede Karakterskue spiller Harald Kolling om at overtage Formandspladsen. Da han unddrog sig Besværet og Æren, faldt Valget paa Casinos jeune premier Severin Abrahams (1843—1900), Folketeatrets senere Direktør, som erklærede sig villig. Man indvarslede et tredje, sidste Møde, der fandt Sted den 16. A u g u s t 1 8 7 9 i Thuns Lokaler i Linnésgade, hvor ca. 80 Scenekunstnere fra Hovedsta dens og Provinsbyernes Teatre var kommet til Stede. Her blev Skuespillerforeningen stiftet.. Den ypperlige Farcør Frederik Mad sen, som da var en nedbrudt Mand, frabad sig Dirigenthvervet, og man valgte saa Teaterdirektør Peter Petersen, kaldet „Tyske- Petersen“ , fordi han i sin Ungdom havde rejst med de tyske Sel skaber, som i Frederik VI’s Tid gæstede Danmark. Han gav Or det til Bugge, der forelagde Lovudkastet og satte det under For handling. Den blev baade lang og vidtsvævende. I første Paragraf stod, at Foreningen foruden at yde Syge- og Begravelseshjælp ogsaa skulde give Laan mod en billig Rente, men paa Forslag af Severin Abrahams udgik denne Bestemmelse straks, og Efter tiden har al Grund til at være ham taknemmelig herfor. Det blev tværtimod bestemt, at Foreningens eventuelle Midler under ingen Omstændigheder kunde udlaanes. Opgaven var i første Række at skabe en Alderdomsforsørgelsesfond samt dernæst at hjælpe de Syge og yde et Tilskud til Begravelser. Kontingentet 10
fastsattes til 14 Kr. om Aaret (1,75 Kr. i otte Maaneder) samt én Krone i Indskrivningspenge. Det sidste Punkt paa Program met var Oprettelsen af en Stiftelse, der for de tilstedeværende stod som en saa fjern Mulighed, at man ikke tog den helt alvor lig. Nogle Talere holdt paa, at kun Scenekunstnere skulde op tages i Foreningen, medens andre vilde gøre den mere rummelig, saaledes at ogsaa vidt forskellige Direktører, som Teaterchef Fallesen og Direktør Rantzau i „Kisten4, kunde blive Medlem mer. Omsider enedes man om at lade Bestyrelsen affatte Bestem melser herom. Foruden Severin Abrahams kom Foreningens Ledelse til at be- staa af de kendte Skuespillere J. F. S. Dorpli-Petersen (Næst formand), Sophus Neumaim og Christian Zangenberg. Stifterne følte med Rette, at hvis Tanken skulde føres videre ud i Livet, maatte der stærkere Kræfter til, end Provinsens farende Folk raadede over. Derfor forlod de Ledelsen samme Dag, Foreningen blev stiftet, og de indtraadte aldrig senere i Bestyrelsen. Begyn delsen til Velgørenhedsværket var uhyre beskeden: Formuen bestod af fire Kroner og ti Øre — Resten af Grisens Indhold, som Udgifterne til de forberedende Møder havde levnet. Denne „Grundfond4 overrakte Frederik Christensen paa Stiftelsesdagen den nyvalgte Kasserer, Rodemester, fhv. Skuespiller Valdemar Møller (1836—1922), der trofast, med sjælden Kærlighed til Foreningens Opgave, varetog Hvervet i 42 Aar. Da han træt af Dage i 1921, hædret af Staten og udnævnt til Æresmedlem, for lod sin Stilling, var Formuen vokset til ca. 350,000 Kr. Den sidst- levende af Medlemmerne fra Stiftelsesdagen blev Direktør Albert Helsengreen, som døde i 1943, 89 Aar gi. Foreningens Tilblivelse faldt sammen med hans Bryllup, og da 50 Aar var forløbet, min dedes han smukt begge Begivenheder ved at oprette sit Guld bryllupslegat, stort 12,500 Kr., hvis Renter ifølge Fundatsen skul 11
de tilfalde „en 60-aarig Scenekunstner med 25 Aars Anciennitet i Foreningen, Mand eller Kvinde, som ikke længer havde fast Engagement, ligegyldig om Vedkommende hovedsagelig havde virket i København eller Provinsen.4 Indsamlingsarbejdet begyndte i Oktober 1879, idet Bestyrelsen udsendte et Opraab til Bladene. Foreningen vilde „ved Medlems bidrag, Forestillinger af forskellig Art o.s.v. samle en Fond, men kunde umulig ved egne Midler realisere Hovedtanken: Alder- domsunderstøttelse eller Fribolig jor gamle Kunstnere “ . Man bad derfor Medborgere støtte Tanken enten ved Bidrag én Gang for alle eller ved at indtræde som ekstraordinære Medlemmer. Mange gode Navne fra Samfundets forskelige Grene havde underskrevet Opraabet, bl. a. Teaterdirektør Tb. Andersen, Folketingsmand C. St. A. Bille, Redaktør Erik Bøgli, Formanden for Haandvær- kerforeningen, Snedkermester J. Cortsen, Teaterchef, Kammer herre Fallesen, Bankdirektør, Etatsraad I. Gliickstadt, Forfatteren, Kaptajn Frits Holst, fliv. Konseilspræsident, Lensgreve Holstein- Holsteinborg, Redaktør Hiort-Lorenzen, Skolebestyrer Kjeldskov, Departementschef, Konferensraad Linde, Vekselmægler Lorek, Redaktør Maniens, Godsejer P. J. de Neergaard, Digteren, Re daktør Carl Ploug, kgl. Skuespiller Emil Poulsen, Danseren Wal demar Price, Grosserer H. Puggaard, Departementschef C. F. Ri- card, kgl. Skuespiller Adolph Rosenkilde, Grosserer Lauritz Sa- lomonsen, Dr. pliil. Sophus Schandorph, Kontorchef, Justitsraad Schwartzkopf, kgl. Kammersanger Simonsen, kgl. Skuespillerinde Fru Julie Sødring, Redaktør Topsøe og Teaterdirektør Robert Watt. Man mærkede, at den unge Formand havde gode Forbin delser fra sin Faders, Professor Abrahams’ ansete Hjem. I de følgende Maaneder indeholdt Bladene Artikler, som støt tede Bestræbelsen. Ingen skrev varmere end den 22-aarige Her man Bang, der ude i Provinsen ved Selvsyn havde oplevet de 12
rejsende Skuespilleres ublide Kaar. „At hjælpe og støtte alle pri vate Sceners Skuespillere,“ skrev lian, „er en Opgave, som altfor længe har ligget hen, uden at nogen har gjort noget for at løse den. Nu har Skuespillerne selv taget Sagen op og ved at danne en Forening søgt at naa hen imod Maalet: Oprettelsen af en Syge- og Alderdomsforsørgelseskasse og forhaabentlig Oprettelsen af et Alderdomshjem. „Vi ville,“ siger en Skuespiller til mig, „søge at dække de fuldstændigt blottede iblandt os mod den yderste Nød. Ligefrem den yderste Nød. For et Par Aar siden døde en elendig, forarmet Kollega næsten af Sult paa et Tagkammer, hvor man efter hans Død kun fandt et itubrækket Bord og en trebenet Stol; virkelig intet andet — ingen Klæder, intet Sengetæppe; kun en gammel Madras og nogle Klude. Vort første Maal er at lindre en saadan Nød.4 Men Foreningen bør kunne naa meget vi dere, og det er Publikums Pligt at hjælpe dertil. Her er en vid Mark ikke alene for Velgørenheden, men ogsaa for Taknemme ligheden, en Mark, hvor enhver kan finde Anvendelse for sin Skærv, thi vi have alle noget at takke for. Hovedstadens Beboere skylder Privatteatrenes Kunstnere megen Fornøjelse og ofte me gen Nydelse. Taknemmeligheden paalægger os Hjælpen som en Pligt, og hvert, selv det mindste Bidrag, er et Skridt hen imod Maalet: En nogenlunde sorgløs Alderdom for vore Privatteatres sceniske Kunstnere og Tespiskærrens vandrende Skare.4 6500 Kr. var indkommet til April 1880, og desuden havde et Par Haandværkere tilbudt at indlægge Vand og Gas samt elek triske Klokker i Stiftelsen-------- ak, de var forlængst døde, da der 47 Aar senere blev Brug for deres velmente Offer. Bidrags listen blev fremlagt paa Børsen, og blandt Giverne var især det gode Borgerskab repræsenteret, Navne som Moses Melchior, Etats- raad Holmblad, Grosserer Puggaard, Generalkonsul Johan Han sen senior, Grosserer Johan A. Neiiendam og mange, mange flere. 13
Ogsaa Scenens største Navn i Norden, Fru Etatsraadinde Johanne Luise Heiberg, fandtes paa Bidragslisten ved Siden af de berømte Søskende Julie Sødring og Adolpli Rosenkilde. Derimod savnedes Ægteparret Phister. Foreningens første Generalforsamling afholdtes d. 3. Juni 1880 paa Skydebanen og blev dirigeret af Folketingsmand, senere Amt mand Bille, der havde redigeret Lovene. De ordinære Medlem mers Antal var allerede 180, medens ikke færre end 123 Damer og Herrer af det gode Selskab støttede Arbejdet som ekstraordi nære Medlemmer. Efter nogen Diskussion blev Lovene vedtaget. Da det fra alle Sider erkendtes, at Alderdomsunderstøttelsen var Foreningens HovedformaaL fremkom Skuespiller Hyltoft med et Forslag om helt at stryge Sygekassen for desto hurtigere at naa en virkelig Fond. Forslaget faldt, men hvis det var blevet gen nemfort, vilde Foreningen selvsagt nu have kunnet give sine gamle Medlemmer langt bedre Pensioner. Sygehjælpen ansattes til én Krone om Dagen (nu tre Kr. og gratis Hospitalsophold i Som- mermaanederne) samt 50 Kr. i Begravelseshjælp (nu 300 Kr.). Det bestemtes, at Fonden ikke maatte træde i Virksomhed, før den havde naaet en Storrelse af 50,000 Kr. Foruden de egentlige Scenekunstnere (Skuespillere, Sangere, Dansere) skulde ogsaa Em bedsmænd kunne optages, saafremt de i ti Aar havde haft fast Ansættelse ved et Teater. Bugge vilde ogsaa give Korister og Paa- klædere Adgang, men Forslaget herom blev straks nedstemt, og samme Skæbne ramte ogsaa hans Ønske, at Formuen skulde deles mellem Medlemmerne i Tilfælde af Foreningens Oplosning. I Stedet for Sophus Neuinann, som ønskede at fratræde, valgtes Skolebestyrer Axel Kjeldskov til Bestyrelsesmedlem, og han vare tog denne Stilling i tyve Aar med stor Interesse for Foreningens Trivsel. Da Formuen allerede udgjorde ca. 9300 Kr., fandt man det tilraadeligt at supplere Bestyrelsen med et finanskyndigt Med 14
lem. Hertil valgtes Etatsraad Isak Gluckstadt, Landmandsbankens Førstedirektør, hvis Tro paa Foreningens Fremtid var saa grund fæstet, at han i Begyndelsen selv førte dens Bøger. Gennem 30 Aar var han den en udmærket Støtte, og da han i 1910 døde, efterfulgtes han af sin Søn, Etatsraad Emil Gliickstadt, der i 1922 kort før Landmandsbankens Sammenbrud for sidste Gang under skrev Aarsregnskabet. I Katastrofedagene gennemlevede Besty relsen spændende Timer, men lykkeligvis viste det sig, at For muen, som Banken opbevarede, var urørt. Emil Gluckstadts Ef terfølger som Foreningens „Finansminister4 blev (paa Robert Neiiendams Initiativ) fhv. Handelsminister, Generalkonsul Johan Hansen. Scenekunstnernes offervillige Ven føjede nu til sine øv rige Fortjenester ogsaa Varetagelsen af Bogholderiet gennem 14 Aar. Han støttede Foreningen med Raad og Daad, og da han ved sin Afgang i 1936 som Tak udnævntes til Æresmedlem, tilraadede han, at Hovedregnskabet, der siden Stiftelsen var ført uden Ve derlag, nu paa Grund af dets stadig stigende Omfang overgik til Revisions- og Forvaltningsinstituttet. Dette betryggende Forslag vedtoges enstemmigt. Det er ikke Hensigten lier at skildre alle de Forestillinger, Mar keder, Fester og Koncerter, som i Aarenes Løb er afholdt til For- maalets Fremme, men kun at fremdrage nogle Hovedpunkter, de vigtigste Etaper i Institutionens Historie. Første Gang, Skuespil lerforeningen viste sit unge Ansigt ved en festlig Lejlighed, var, da den i Forbindelse med den nogle faa Maaneder yngre Journa listforening fejrede Sarah Bernhardt under hendes berømte Før stebesøg i København. Festen fandt Sted den 20. August 1880 paa Hotel d’Angleterre og vakte Opsigt langt ud over Landets Græn ser ved det Svar, hun gav paa en Tale, som den tyske Minister, Baron v. Magnus, boldt for hende. Det var navnlig hendes Skaal for „et udelt Frankrig4, som vakte Jubel. Da hun slyngede Gr- 15
dene over mod Gesandten, tilføjede hun: „N’est ce pas, Monsieur le Baron?4 Orkestret faldt ind med „Marsei 11aisen4, der efter fulgtes af „Den tapre Landsoldat44, og Festen blev i et Nu for vandlet til et sydende Virvar, hvori Ønsket om Revanche for Frankrigs Tab i 1871 opfyldte Sindene. Ved øjeblikkelig Hjem kaldelse straffede Bismarck liaardt den uforsigtige Gesandt, som ikke havde kunnet betvinge sine Følelser for Frankrigs store Kunstnerinde. Et Samarbejde mellem de to unge Foreninger, hvis Formaal paa flere Punkter var parallelle, blev lier indledet til Held for begge Parter. Man bar givet Forestillinger i Fælles skab, udført af Landets bedste Skuespillere, og navnlig blev ,^ å r hundredets Viser4 (1899; en Sangcyklus i seks Billeder ved Char les Kjerulf) og „Under Loven4 med Emma Thomsens kunstneriske Gennembrud som Hustruen (Decbr. 1900) store Sukcesser, og i Tiden mellem 1925—34 bragte Overskuddet af de natlige Cirkus forestillinger et tiltrængt Tilskud til det velgørende Arbejde. Idéen med at lade Skuespillere optræde som Artister i Manegen var fransk, og Einar Linden forstod at frugtbargøre den i Brødrene Schumanns Omgivelser med Elskværdighed og det rette løsslupne Humør. „Cirque dramatique4 bragte under hans Ledelse hver Forening ca. 25,500 Kr. ialt. Men i Skuespillerforeningens første Aar var Optræden al Na tionalscenens Kunstnere udenfor det kgl. Teater en Sensation, som ingenlunde let lod sig gennemføre. Gammel Fordom herskede in denfor Murene, Skrivelser udveksledes om Smaasager, som i vore Dage afgøres med faa Ord. Da Fritz Hultmann for Eks. i 1877 tog Afsked, forudsaa Chefen, Kammerherre Fallesen, at Publi kum den sidste Aften vilde hædre ham med en Fremkaldelse. Han indsendte derfor nogle Dage forinden en Ansøgning til Kul tusministeren, som indstillede Sagen til Kongen, der allernaadigst bifaldt Tæppets eventuelle Opgang, hvorefter nye Skrivelser pas- 16
Festen for Sarah Bernhardt 1880. (Teatermuseet).
serede Kancellivejen tilbage gennem Ministeriet og Teaterkonto ret for at ende i Hnltmanns Dagligstue. Med en saadan Forret ningsgang virkede en Ansøgning fra Skuespillerforeningens Be styrelse om Udlaan af Kunstnere som en Begyndelse til Anarkiet. Kravet bragte Forstyrrelse i Forordninger og Sædvaner, hele Sy stemets Sinai, men Fallesen bekvemmede sig dog til at lade Lo vene sove „paa Grund af Foreningens bumane Formaal44. Det første Marked, som gav Foreningen et officielt Stempel, afholdtes i Prins Wilbelms Palæ paa Set. Annæ Plads i Dagene mellem 9. og 11. Marts 1882 fra Kl. 4—7 og 8—11 Aften, og da det blev en meget stor Sukces, maatte det forlænges for omsider at slutte med en Auktion. Foretagendet var glimrende arrangeret af Forlæggeren Emst Bojesen, og alle Sejl blev sat til. Hele Huset var omdannet til et Festpalæ, hvor der foregik noget fantasifuldt i alle Sale. Ved Boderne, som var prydet med afdøde Kunstneres 17
SEVEKI N A li HA HA MS Formand 1879 — 1882
NIELS JVEL SI MONSEN Formand 1882 —1895
Navne, stod ikke smaa, ukendte Damer, men Scenens Store, Fruer ne Eckardt, Hennings og Oda Nielsen, medens Peter Schram og Olaf Poulsen hittede paa tusind Løjer, forklædt som Musikere i et tyrkisk Haremsorkester, hvor vor geniale Komiker trakterede en kolossal Kontrabas til den gamle evigunge Kammersangers diminutive Stokfiol. Kongefamilien kom gentagne Gange paa Be søg, og Resultatet blev et Overskud paa 28,000 Kr., den Gang en meget stor Sum. Bestyrelsen kunde derfor med Rette skrive i Aars- beretningen, at Sæsonen 1881—82 havde været „overordentlig gun- stig“ , og at Æren tilkom de Medlemmer, „som med den mest le vende Interesse havde virket for Sagen4'. Grisens Indhold, de tid ligere omtalte 4 Kr. 10 Øre, var paa tre Aar vokset til 44,000 Kr. Severin Abrahams betragtede hermed sit Starthverv som endt, og han kunde gøre det med Ære. Da han agtede at opholde sig et Aar i Paris, trak han sig tilbage fra Formandsposten paa Gene-
18
CHR I ST I AN ZANGENBERG
J. F. S. DORPH - PETERSEN
Formand 1895 —1898
Formand 1898—1900
ralforsamlingen, som dirigeredes af Højesteretssagfører Rasmus Strøm. Til lians Efterfølger valgtes med Akklamation kgl. Kam mersanger Niels Juel Simonsen (1846—1906). Under ham fortsattes den gode Begyndelse, navnlig i de første Aar. Simonsen var en festlig anlagt Natur, repræsentativ og po pulær i de videste Kredse, Kongens og Folkets Sanger, som for hen Christian Hansen under Frederik den Syvende. Den første Forestilling til Fordel for Foreningen fandt Sted paa Folketeatret i April 1883, hvor bl. a. Olaf Poulsen og Peter Schram optraadte i „Skatten eller Staa ikke paa Lur44. Den indbragte ca. 4000 Kr. Samtidig gav den svenske Skuespiller August Lindberg Indtægten ved en Forestilling som Tak for den Modtagelse, hans Selskab havde faaet i København, og som en Introduktion til hans berøm te Førsteopførelse af „Gengangere44. Foreningen var nu blevet saa bemidlet, at Bestyrelsen kunde uddele den første Pension: 500 Kr. 19
til fhv. Provinsteaterdirektør William Lewini og Hustru, Hansine f. Jacobsen, der i sin Ungdom tilhørte Det kgl. Teater. Næste Aar (1884) blev Fru Betty Smidth den første københavnske Skue spillerinde, som kom paa Pensionslisten. Siden bar den rummet mange Hundrede, saaledes som Opgaven bød. Det tidligste Kar neval afholdtes i 1885 sammen med „Kunstnerforeningen af 18. November4, men det gav kun et Overskud paa 2,200 Kr., fordi Omkostningerne havde været for store. Det var hertil, P. S. Krøyer udførte en halv Snes farvelagte Rollebilleder, hvoriblandt et Par Mesterværker af komisk Karakteristik, Olaf Poulsen som Chilian og Otto Zinck som Jokum. De fleste af disse Billeder pryder nu Teatermuseet ved Christiansborg. Markedet fra 1882 blev genta get i Marts 1887, ikke med saa stort Resultat som første Gang, men det forøgede dog Alderdomsfonden med 12,000 Kr. Festerne krævede omfattende Forberedelser, men Skuespillerne havde bed re Tid i hine Dage, fordi Privatteatrene hverken spillede Lørdag Aften eller Søndag Eftermiddag. Og Film og Radio kendtes hel ler ikke! Markedet varede et Par Dage, og hver Billet gav Ret til to Timers Ophold i de fantasifuldt udstyrede Lokaler, hvad enten Odd-Fellow-Palæets Sale eller Prins Wilhehns Palæ blev benyttet. Indledningen var i Reglen højtidelig, for Eks. fremsagde Emil Poulsen i 1887 denne af Holger Drachmann skrevne Prolog, der ikke senere er optaget i Digterens Værker:
„Hvad er en Kunstner? — Øjeblikkets Barn! og Scenens Kunstner? — Øjeblikkets Herre! Af Lys omstraalet stolt paa Tespis’ Kærre han troner sejrvant og sejrssikker: Omkring hans Fod Vidunderlandet ligger, og „Stemningen4 maa lyde, naar han kalder; 20
u
At tabes ukendt i det store Hele — en udtjent Kunstner, strøget af Plakaterne, et Navn, som huskes kun — af Kammeraterne! Se, det er slige Gamle og Forladte, som vi vil støtte i de tunge Stunder, vi, som endnu paa Guders Gunst begrunder vort Herredom i Fantasiens Riger. Vi træder her for Mængden frem og siger: Noblesse oblige! Det er ej Kunstner-Smiger strøet for et Publikum — sligt kunde dadies: Det er den simple Sandhed, at vi adlcs ved Kunsten alle, Høj saa vel som Lav! Og hvad dens Tjener — var han nok saa ringe — engang i Fortid efter Evne gav, derfor vil De til Pak et Offer bringe!“
Kongehuset gav atter Møde med den gamle Majestæt, Christian den Niende, i Spidsen, overfor livem Kammersanger Simonsen gjorde Rede for Foreningens Maal og takkede den kongelige fa milie for al Velvil je, som „forøgede de loyale Følelser, hvormed Skuespillerstanden omfattede og hyldede Monarken og hans Hus‘\ De kongelige Damer var ikke alene køhende Besøgende, men og saa givende: Dronningen sendte et Bord med Marmorplade, som hun havde dekoreret med Blomster, Kronprinsesse Louise havde tilvirket et Tæppe og Prinsesse Marie malet en Akvarel. Marke dets clou var Viggo Lindstrøms Tintamaresk-Teater, paa hvilket lian uhyre morsomt karikerede Fru Oda som Frk. Nitouche og Nordmanden Henrik Klausen som Peer Gynt; begge havde nylig gjort stor Lykke paa Dagmarteatret. Markedet endte med en Auk tion, hvor ingen var mere utrættelig til at „gaa paa“ og sige fæle 22
„Brandere 44 end den studentikose Otto Zinck. Blandt alle de hete rogene Sager, han solgte, var en autentisk Lok af Frederik den Syvendes Haar, et Minde om, at det var under hans Regering, Privatteatrene med Casino opstod i København. Emil Poulsen og Fru Hennings i Folketeatrets borgerlige Om givelser var en Sensation, som vakte stor Interesse. Den indtraf, da „Damernes Ven4 af Dumas blev spillet i Marts 1891. Stykket gjorde saa megen Lykke, at det senere gik ind i Det kgl. Teaters Repertoire. Men da Overskudet skulde deles med Journalistfor eningen, blev der kun 2300 Kr. til Skuespillerforeningen, hvad der dog syntes en Formue mod de 23 Kr. 42 Øre, en Forestilling paa Dagmarteatret gav i Sæsonen 1893—94. Saa lidet lønnende kan selv den hedste Hensigt være. Samme Aar udgav Otto Zinck en „Julebog4 med fortrinlige Breve fra længst afdøde Skuespillere og gode Bidrag hl. a. fra Fru Sødring og Peter Schram; den ind bragte 400 Kr. Et af Simonsens sidste Fremstød var Tilsagnet om, at de københavnske Teaterdirektører med Nationalscenens Chef i Spidsen for Fremtiden hvert Aar skiftevis vilde give Indtægten af en Forestilling til Fordel for Fonden, og i den Anledning blev Kammerherre Fallesen Foreningens første Æresmedlem. Løftet indfriedes gennem en længere Aarrække, men trange Tider med førte efterhaanden, at denne Form for Velgørenhed bortfaldt. En Del Medlemmer med Viggo Lindstrøm som Ordfører syntes, at Fonden voksede for langsomt. Men denne Kritik „behagede ikke4, som han sagde, Kammersanger Simonsen, og han beslut tede derfor i 1895 efter 13 Aars Styre at nedlægge sit Hverv. Han kunde da se tilbage paa et for Foreningen nyttigt Arbejde, som gav sig Udtryk i Formuen; den havde ved hans Afgang passeret de første 100,000 Kr. og kunde udrede godt 4000 Kr. om Aaret i Pensioner. Det var derfor naturligt, at Generalforsamlingen ud nævnte ham til Æresmedlem. To smaa Legater var ogsaa kommet 23
til: Et, der bar den tidligt afdøde Skuespillerinde Fru Louise Holsts Navn, og et, som var testamenteret af Partikulier Chr. Brønnum. Kgl. Skuespiller Christian Zangenberg (1853—1914) valgtes til Formand, og Karl Mantzius og Enocli Aagaard ind- traadte i Bestyrelsen, da J. F. S. Dorpli-Petersen, som havde været Medlem deraf siden Stiftelsen, ønskede at fratræde. Det sidste, han foretog sig, var at fremhæve den gamle Etatsraad Gluckstadts Betydning for Foreningen. Den nye Formand havde mange vindende Egenskaber. Han var frisk i Initiativet og ejede en elskværdig Overtalelsesevne, som ingen kunde modstaa. Navnlig nærede han Interesse for de gamle blandt Provinsens farende Folk, som han selv havde tilhørt, og han bevægede Teaterdirektørerne derude til at give Forestillin ger til Fordel for deres Hjælpekasse. Det lykkedes ham ogsaa at realisere Bjørn Bjørnsons Idé om en Fribillet-Afgift, som skulde tilfalde Fonden. Tanken gennemførtes i nogle Aar, men bort faldt for atter at genopstaa under Adam Poulsens Direktorat paa Friluftsteatret. Nu ligger Afgiften fast ifølge Aftale med Teater direktørforeningen. Bevægelsen frem og tilbage og atter frem er et Bevis paa, at gode Indfald ikke kan dø. Andre har undervejs ment, at Æren var deres, men den tilkommer rettelig Bjørn Bjørn son og er et Minde om den store Teatermands Virketid paa Dag- marteatret, inden han grundlagde den norske Nationalscene. Under Christian Zangenhergs Ledelse afholdtes (Januar 1896) Markedet „Det gamle Kjøbenhavn“ , som varede i fire Dage og indbragte over 10,000 Kr. Salene i Prins Wilhelms Palæ var om- skabt til Eksteriører fra Hovedstaden i det 18. Aarhundrede, hvor man baade saa Fjællehodskomedie, udført paa Tysk af Emmanuel Larsen, Jobs. Marer og (diaries Schwanenfliigel, og Modsætningen, Holbergs første Teater i Lille Grønnegade, hvor Fru Phister — firs Aar gammel — var Prologus, medens Aktørerne udførte en 24
Skuespillerforeningens Marked 11196.
Komedie af Dr. Schandorph, kaldet „Thehuset udi Pilestræde44. Her optraadte Fader Holberg i Karl Mantzius’ Skikkelse, og Olaf Poulsen var for én Gangs Skyld krobet i Sufflørkassen. Naar ban stak sit berømte Hoved ovenfor, jublede Publikum, og da Tæp pet var faldet, raabte gamle Kong Christian: „Suffløren frem!4 Han maatte adlyde og krøb under en mægtig Ovation frem fra sit Skjul. Ganske vist havde han ikke ageret med, men dog „sagt4 det altsammen. Broget Festlighed var Indtrykket af dette Mar ked, hvorom Erindringen endnu lever. Bjørn Bjømson tumlede sig som norsk Bondegut, Peter Fjelstrup var Anfører for en Zigeu- nerlejr, og Frederik Jensen sang som Poeten fra Aabenraa „Visen om Sidse4*, der gjorde stormende Lykke. Ni Skuespillerinder — „de ni Muser4*— havde samlet sig om at udgive et lille Festskrift, hvoraf der snart ikke var et eneste Eksemplar at opdrive. Det var 25
♦leri, Fru Anna Larssen skrev den lille frejdige Beretning om „sin forste Bryllupsrejse“ med Gustav Wied. Men Christian Zangenbergs Ledelse blev desværre kun kort. Ved Generalforsamlingen i 1898 kom det frem, at han paa egen Haand havde laant Fru Anna Larssen 150 Kr. af Foreningens Mid ler, skønt hun først blev Medlem den Dag, hun fik Laanet. Belø bet var ingen Herregaard, og Gustav Esmann havde kautioneret for det, men principielt set maatte Handlingen kaldes lovstridig. Medlemmerne agtede for enhver Pris at hævde, at Skuespillerfor eningen ikke var nogen Laanekasse, og Prisen var Formandens Fald. Det skulde ikke gøre Situationen bedre, at han paa Grund af et Gæstespil i Norge var afskaaret fra at forsvare sig, og at Næstformanden, Karl Mantzius, intet vidste om Laanet. Zangen- berg havde fortjent en blidere Afgang i Erindring om det ud mærkede Arbejde, han havde udført dels som Bestyrelsesmedlem fra 1879, dels som Formand. Nu faldt Valget paa ./. F. S. Dorph-Petersen (1845—1927), som styrede i to for Foreningen magre Aar, men allerede fratraadte 1900, da han skulde være Direktør for Folketeatret. Saa overtog Kammersanger Simonsen paany Formandsposten og kom derved til at erfare, at det altid er vanskeligt at vende tilbage til Stedet for tidligere Triumfer. Hans nye Periode varede ligeledes kun to Aar, i hvilke Skolebestyrer Kjeldskovs Død indtraf; den betød et Tab, fordi han altid havde været Bestyrelsens fremaddrivende Kraft. Foreningen satte en Sten paa hans Grav. 1901 blev Johan nes Ring hans Eftermand, og Aaret efter, da Simonsen trak sig tilbage, og Aagaard gjorde ham Følge, tiltraadte Inspektør Norrie og Foreningens Kritiker, Viggo Lindstrøm. Formand for den nye Bestyrelse blev 1902 Dr. pliil. Karl Mantzius (1860-—1921). Den, der troede, at Foreningen nu vilde faa et tiltrængt Opsving, blev skuffet. Personlig stod Mantzius i sin bedste Kraft som Na 26
tionalscenens ypperste Skuespiller næst Olaf Poulsen, radikal, skarp, vittig og overlegen. Men lian trivedes ikke i sin nye Vær dighed som Formand, thi Skuespillerforeningen var ikke det Or gan, han havde Brug for. Han var paa det Tidspunkt Oppositions mand, først og fremmest mod sin egen Direktion (Danneskjold- Samsøe—Einar Christiansen), og hesjæledes af en Trang til at ville udføre noget for sin Stand, som han iøvrigt allerede havde hædret ved at hlive den første Skuespiller her til Lands, der er hvervede Doktorgraden ved vort Universitet. Men at h jælpe gamle Mennesker til lidt bedre Kaar var et for snævert Omraade for hans Virketrang; han vilde hellere tage Kampen op mod Direk tørers Vilkaarlighed og gammel Slendrian, mod forældede Kon traktbestemmelser og slette Lønninger. Hans Maal var at skaffe Scenekunstnerne baade i og udenfor Hovedstaden mere Ret og bedre kunstneriske Vilkaar. Om noget Arbejdsløshedsproblem var der dengang i Aarhundredets Begyndelse ikke Tale. Den dyg tige Skuespiller gik kun rent undtagelsesvis ledig. Men alle disse Spørgsmaal var jo af rent faglig Natur, og det laa ganske udenfor Skuespillerforeningens Opgave at bistaa i Kon- traktspørgsmaal og under Konflikter, eller naar det gik et Teater galt. Dr. Mantzius indsaa, at Standen savnede en social Organi sation. Derfor indbød han til et Møde Søndag den 17. April 1904 om Formiddagen i Wivels Lokale, og her blev Dansk Skuespiller- Forbund stiftet. Øjeblikket var heldigt valgt, thi Uviljen mod Di rektørerne blussede overalt, især paa Dagmarteatret — det var Aaret før otte af dets fortrinlige Kunstnere brød med Martinius Nielsen og rejste til Norge. Hvor berettiget Bevægelsen var, saas tydeligst deraf, at adskillige af de bedst stillede Skuespillere gik i Spidsen. Den nye Organisation skulde ikke paa nogen Maade være en Konkurrent til den Forening, hvoraf den udsprang, men en selvstændig Sammenslutning med andre Formaal. Dr. Mantzius 27
valgtes enstemmigt til Formand, og det første, lian sagde, da han takkede for Valget, var, at han nedlagde sit Mandat i Skuespiller foreningen. Ingen vidste bedre end han, at de to Stillinger ikke kunde forenes. Desto mere maatte det forundre, at han nogle Aar senere, da det kneb med at skaffe Resultater for Forbundet, af sin Ærgerrighed lod sig forlede til at fremsætte et Forslag om en Sammenslutning. Denne Tanke maatte naturligvis møde abso lut Modstand hos Foreningens Bestyrelse, der paa Grundlag af Lovene fastholdt, at Formaalet udelukkende var af human og ikke af faglig-social Art. Under det forberedende Arbejde til Forbundets Start fik Dr. Mantzius ikke Tid til at virke for Foreningen. Den vilde i disse Aar have haft magre Resultater at fremvise, hvis ikke Prinsesse Marie af Overskudet fra sine forskellige Velgørenhedsfester havde betænkt den med ca. 10,000 Kr. ialt. Ved Generalforsamlingen i 1904 blev Peter Jerndorff Formand, og et Par Maaneder senere kunde Foreningen i al Stilfærdighed fejre sit 25-Aars Jubilæum. Den talte da sit næsten konstante Medlemsantal, ca. 300, medens de ekstraordinære var gaaet ned til 68 . Mange af dens Venner fra 1879 var døde. Formuen udgjorde ca. 160,000 Kr., og der var i de forløbne 25 Aar udbetalt 120,000 Kr. til Foreningens forskel lige humane Formaal. Kgl. Skuespiller Peter Jerndorff (1842—1926) var med sine hvide Haar og sin stilfulde Fremtræden en typisk Repræsentant for Statsscenen som nationalt Begreb. Hans Anseelse strakte sig vidt, men nogen dybere Interesse for Skuespillerforeningen bavde ban ikke. Han nøjedes belst med at administrere og repræsentere. Dog gennemførtes under ham en forsinket Jubilæumsfest i Tivoli (2. Juni 1905), hvor Direktør Vilh. Petersen dirigerede Harmoni- Orkestret, og Johan Svendsen havde overtaget Taktstokken i Kon certsalen, medens kendte Skuespillere spillede „Harlekin Kok“ 28
paa Pantomimeteatret. William Bewer tryllede, Lauritz Olsen var Udraaber og Emil Helsengreen Billetkassererske. Udbyttet til Fon den blev ca. 5500 Kr. Da Peter Jerndorff paa Generalforsamlin gen i 1907 ønskede at fratræde, blev Johannes Ring (1863—1936) lians Efterfølger, skønt lian gentagne Gange frabad sig Valget og anbefalede Elith Reumert. Samtidig forlod Viggo Lindstrøm og William Norrie Bestyrelsen, den første skulde snart være Direk tør, den anden Gaardejer paa Landet, og i Stedet valgtes Holger Hofman, Jacques Wiehe og Johannes Nielsen; den sidste afløstes Aaret efter af kgl. Kammersanger Helge Nissen, som ved sin tra giske Død i 1926 var Foreningens Næstformand. Ved Johannes Rings Tiltrædelse var Foreningen nær ved at gaa i Staa. Nyt Initiativ tiltrængtes i høj Grad. Heldigvis forstod den nye Formand, at det ikke var nok at leve paa Fortidens Laurbær, men at Opgaven, som skulde løses, tværtimod gik ud paa ved nye Fremstød at skaffe Foreningen forøgede Indtægter. De vin dende Egenskaber, som paa Scenen var Johannes Rings Særkende, blev ham ogsaa en stor Støtte i hans Formandsgeming. Hans Per son skabte Sympati om Foreningen baade indadtil blandt Med lemmerne og udadtil mod Offentligheden, og denne Sympati gav sig Udslag i en Række Legater, som efterhaanden tilfaldt For eningen fra ældre Teatervenner, der i deres Testamente aflagde Vidnesbyrd om Taknemmelighed. Et smukt Eksempel paa den ukendte Tilskuer, for hvem Teatret betød en af Livets bedste Glæ der, var Frøken Betty Elisa Giers, der (1921) skænkede Forenin gen 20,000 Kr. Flere Teaterdirektører viste Sans for at hjælpe æl dre Medarbejdere, som Livet havde bragt ringere Kaar: Tb. An dersen, Jens Walther, J. F. S. Dorpb-Petersen betænkte Forenin gen med Legater og fik derved deres Navne bevaret i dens Anna ler, medens Fru Alma Pedersen oprettede et Rejsestipendium for de Yngre til Minde om sin Mand, Direktør Benjamin Pedersen. 29
KARL MANTZI US Formand 1902 1904
PETER JERNDORFE Formand 1904—1907
Ogsaa lios forskellige Legatbestyrelser lykkedes det Jobs. Ring at vække Interesse for Foreningen, f. Eks. udvirkede han, at „An tikvar Carl Julius Petersens Hjælpefondu til Dato tilstaar den 1200 Kr. om Aaret. En ny Idé var Raadbuskoncerterne, til livilke den kgl. Opera med Kammersangerne Vilb. Herold og Helge Nis sen i Spidsen stillede sig til Disposition. De gav gode Indtægter, og da Vilb. Petersen i 1912 var blevet Bestyrelsesmedlem efter Jacques Wiehe, prægede lians Initiativ navnlig nogle vellykkede Tivolifester, indtil Idéen blev udnyttet af andre Foreninger og dermed gjort altfor dagligdags. Fra 1924 lod Direktor Adam Poul sen Fribilletafgiften fra Friluftsteatret i Dyrehaven tilfalde For eningen, og han genoplivede derved Bjørn Bjørnsons gamle Idé. En Andel af Overskudet fulgte med og betingede Oprettelsen af „Friluftsteatrets Legat“ , bvis Renter særlig skal tilfalde saadanne Medlemmer, der har virket til Gavn for Foreningen. Overskudet
30
JOHANNES RING Formand 1907— 1927
ROBERT NEU EN DAM
Formand 1927—1936
fra de tidligere omtalte natlige Cirkusforestillinger betød en stor Hjælp; flere Gange dirigerede Johannes Poulsen Orkestret; Emil Helsengreen var en storkomisk Udgave af Cirkusbaron Knuth, Sigrid Neiiendam og Sigurd Langberg agerede „stærkt 44 Artistpar fra Dyrehavsbakken for kun at nævne nogle enkelte af det Væld af Optrædende, som stillede sig til Disposition. Da Jobs. Ring overtog Styret, udgjorde Formuen ca. 177,000 Kr., men da han tyve Aar senere efter eget Ønske sagde Farvel, var den steget til 414,000 Kr., hvoraf dog 38,000 Kr. skyldtes Obligationernes Op skrivning til Pari. Reelt var Formuen altsaa steget med ca. 200,000 Kr., men deraf tilhørte ca. 125,000 Kr. Byggekassen. Thi sin varigste Fortjeneste indlagde Jobs. Ring sig ved at gen nemføre foreningens anden Hovedopgave, Oprettelsen af Alder domshjemmet, som ingen havde turdet tro paa, hverken i Begyn delsen eller senere, da Justitsraad Josepbsen i Halvfemserne tilbød 31
en Grund af „Mariendal“ s Jord ved Fasanvejen. End ikke det paatænkte Sommerlijem i „Skovly“ ved Hellebæk, som Josephsen ogsaa forærede, havde man af Frygt for Driftsudgifterne turdet oprette; Bestyrelsen foretrak at sælge Huset for 6,500 Kr. Men efter Foreningens 40 Aars Jubilæum i 1919, ved hvilken Lejlighed Jobs. Ring og Kasserer, Kancelliraad Møller udnævntes til Rid dere af Dannebrog, begyndte Formanden at virke for Planen, og i Løbet af syv—-otte Aar havde ban ved Hjælp af Lotterier, Fore stillinger (bl.a. Overskudet fra Carl Alstrups ,,OthelIo“ -Opførelse) og kontante Gaver samlet ca. 120,000 Kr., som suppleredes med 5000 Kr. fra en anonym Velynder den Dag, Grundstenen blev nedlagt. Overfladisk, utaalmodig Kritik var ogsaa dette store Fore tagendes Lod paa Vejen — en Kreds paatænkte endog i 1921 at styrte Formanden og vælge Dr. Karl Mantzius, hvis pludselige Død imidlertid hindrede dette Eksperiment. Maalbevidst fortsatte Ring sit Arbejde, og den 8 . Oktober 1926 var ban kommet saa vidt, at Bestyrelsen kunde samles med en Del Indbudte, hvor iblandt Justitsminister Steincke, til en lille Højtidelighed paa det for 10,000 Kr. købte Areal ude paa Bispebjerg bag Grundtvigs- kirken. Under Grundstenen blev nedlagt et Dokument med denne Ordlyd: „Anno Domini 1926, den 8 . Oktober, i Kong Christian den Tiendes 15. Regeringsaar blev Grundstenen lagt til denne Byg ning, som skal rejses til Brug for Skuespillerforeningens Alderdomshjem. Kjøbenhavns Kommune solgte Anno 1926 Grunden til Skue spillerforeningen. Dens Matrikel er No. 813 Utterslev Kvarter, Størrelse 1253 m-, Beliggenhed paa Hjørnet af Bispebjergvej og Peter Rørdamsvej i Kjøbenhavn. 32
Bygningen skal opføres af røde, haandstrøgne Sten i to fulde Etager og skal rumme 18 Lejligheder, der, efterhaanden som Mid lerne tillader det, skal bortgives som Friboliger til Foreningens ældre Medlemmer fra bele Landet. Den indtil Dato indsamlede Kapital til Byggeforetagendet an drager ca. 120,000 Kroner, hvoraf en Del er indkommen ved ju stitsministeriel Tilladelse til Afholdelse af Lotteri. Grundstensnedlæggelsen foretoges af Justitsminister, Medlem af Landstinget K. K. Steineke, Fhv. Skuespiller Frederik Christensen, som var Foreningens Stifter i 1879, Skuespiller Johannes Ring, som er Foreningens Formand siden 1907, Foreningens Bestyrelse bestaar idag foruden af Formanden af: Generalkonsul, fhv. Handelsminister Johan Hansen som Kasserer, Skuespiller ved det kgl. Teater Nicolai Neiiendam, Skuespiller Charles Wilken, Kgl. Kammersanger Helge Nissen var Næstformand, Overretssagfører Fr. Wolff er Foreningens juridiske Konsulent, D’Hrr. William Wandahl og Henry Arnborg dens Revisorer. Til Medlem af Byggeudvalget valgte Generalforsamlingen i 1925 1eaterhistorikeren, Skuespiller Robert Neiiendam og Skuespiller Nicolai Brechling.
Bygningen opføres efter Tegning af Arkitekt F. C. Harboe, Kjøbenhavn.“
33
Men inden Bygningen stod færdig, havde Johannes Ring ned lagt sit Hverv. Hvad der i de senere Aar især besværliggjorde ham Stillingen, var Sygekassens Forhold. En Opposition havde, anført af Viggo Lindstrøm, faaet Lovene forandret, saaledes at enhver, selv den, der oppebar fuld Gage, kunde faa Sygehjælp, som endog undertiden fik Arbejdsløshedsunderstøttelsens Karak ter. Alt, hvad der kom ind, trillede hastigt bort, og Foreningens Hovedformaal, Alderdomshjælpen, forflygtigedes. Sygekassens Regnskab balancerede ikke længere, men viste til sidst et Under skud paa 3500 Kr., og hvis denne Linje var blevet fortsat, vilde Pensionerne selvsagt være kommet i Fare. En Tilbagevenden til »le tidligere Bestemmelser var altsaa tvingende nødvendig, og den Dag — 1. Juni 1927 — Johannes Ring fremlagde Forslag herom, tog han sin Afsked og udnævntes under enstemmig Tilslutning til Æresmedlem som Tak for alt, hvad lian gennem tyve Aar havde udrettet for sine Standsfæller. Samtidig traadte Nicolai Neiien- dam tilbage fra Bestyrelsen, hvor han i 1914 var blevet Holger Hofmans Efterfølger. Den nye Ledelse kom til at bestaa af Teater- historikeren, Museumsleder Robert Neiiendam (f. 1880) (For mand), Nicolai Brechling og Poul Wiedemann. Fra den tidligere Bestyrelse overgik Charles Wilken, som havde været Medlem deraf siden 1920 og nu blev Næstformand, samt Johan Hansen. Det blev den nye Bestyrelses første Opgave at indvie „Skuespil lerforeningens Hus“ . Begivenheden fandt Sted den 8 . September 1927, elleve Maaneder efter Grundstensnedlæggelsen. Den milde Vinter havde i høj Grad begunstiget Bygningens Opførelse, og flere af Beboerne, deriblandt Foreningens Stifter, Frederik Chri stensen, var allerede flyttet ind. Den gamle Mand var den Dag Genstand for alles Opmærksomhed. Det Frø, han 48 Aar forud kastede, havde spiret og var blevet til et stærkt Træ med en løv rig Krone, og smukt var det, at han nu selv i sin høje Alder blev 34
Den tidligere Formand, Johannes Ring,faar overrakt Diplomet som Foreningens Æresmedlem af sin Efterfølger Robert Neiiendam ved Alderdomshjemmets Indvielse den 8. September 1927.
blandt (le første, som fik Ly derunder. De fire andre Friboliger, som Foreningen evnede at bortskænke, blev tildelt Valdemar Pe tersen, Fru Faber-Daugaard, Fru Hulda Tregder og Frk. Dagmar Wildenbriick. Dødsfald fremkaldte snart Forskydninger; Jobs. Ring blev til sin Død i 1936 Husets første Inspektør. Efter at den nye Formand havde budt Gæsterne velkommen og overrakt sin Forgænger Diplomet som Æresmedlem, gjorde Jo hannes Ring Rede for Husets Tilblivelse og bragte en Tak til de mange forstaaende Mennesker, som havde muliggjort Værket. Derefter ønskede Justitsminister Rytter Foreningen til Lykke med Foretagendet og overrakte Johannes Ring Dannebrogsmændenes Hæderstegn som en Hilsen fra Kong Christian. Saa sang de til stedeværende, anført af Poul Wiedemann, de smukke Vers, Dig teren Axel Juel havde skrevet til Dagen: 35
Digteren har skrevet, Maleren har malt, men Dit Værk har levet kun, mens Du har talt. Mennesker, Du skabte i Dit Væsens Glød, er de da fortabte, fødte kun til Død? Nej, imens de leved i Din Flammes Skin, har Du lønligt skrevet
Ingen Kunstner skaber kæmpende som Du,
sejrer eller taber i det korte Nu,
løftes eller fældes — brænder ud derved — trænger, naar han ældes,
til saa fuld en Fred.
Derfor rejstes Huset højt paa Bakkens Top, her, hvor Verdens-Bruset
stiger dæmpet op; her, hvor Solen luer
i de tusind Sind;
hvad Dit Væsen tolked
længst, naar den gaar ned,
fandt til Sjæle Vej, Digteren og Folket mødtes helt i Dig.
giver stille Stuer Skær af Evighed.
Maatte denne Bolig signe Sjæl og Sind, Verdens Larm, urolig, aldrig naa herind — Stjerneskæret finde Solens Purpurstrøm om Din Gernings Minde og Din Ungdoms Drøm.
Danmark var ikke det første Land, hvor et Hjem for gamle Scenekunstnere hlev rejst. Oppe ved Tahy Station i Nærheden af Stockholm indviedes 1918 „Hostsol“ , Gustaf Fredriksons Alder 36
domshjem, der var blevet skabt gennem et fleraarigt Samarbejde mellem den gamle Charmør og „Svenska Teater-Forbundet4, og som bar modtaget rige Dotationer fra Venner af svensk Skuespil kunst. Men længe forud, allerede i 1895, satte H. C. Andersens Veninde, den berømte Ofelia-Fremstillerinde Marie Seebach sig selv et uforgængeligt Minde, da bun i Weimar aabnede sit „Heim fiir alte hilfebediirftige Schauspieler4. Pladsen til Bygningen i den dybe Tiefurter Allé blev skænket af Storhertug Carl Alexan der, og Fru Seebach testamenterede Institutionen sin Formue, 120,000 Mark. Hjemmet er en hyggelig Villa, omgivet af en præg tig Have med gamle Træer. En halv Snes Aar senere stillede Coquelin ainé ved Pont-aux-Dames, en Landsby nær Conilly St. Germain, sin storslaaede Gave til Disposition for den franske Skuespillerstand: En lang, gul Bygning med rødt Tag, hvorpaa Hanen — le coq — er Bomærke, medens Thalias og Melpomenes Masker fra Gavlen stirrer ud over Markerne. Under Parkens skyg gefulde Træer hviler nu Stifteren, den store Coquelin, som døde herude i sit jordiske Paradis, da han en Januarmorgen i 1909 sad ved Vinduet og arbejdede med Rostands Komedie „Chantecler44. Medens det saaledes i andre Lande var fremragende Scenekunst nere, som skabte dette Velgørenhedsværk, blev det bos os reali seret gennem et Sammenspil af Kræfter, baaret af Johannes Rings Initiativ og lyse Tro paa Sagen. Bygningen blev bogført til 211,000 Kr., men deraf skyldtes ca. 78,000 Kr. Huset rummede atten Bo liger, og for at muliggøre, at flere end de første fem kunde blive stillet til fri Afbenyttelse, var det nødvendigt at skaffe Institutio nen en fast, aarlig Indtægt. Bestyrelsen stod lier overfor et van skeligt Problem, tbi af de sædvanlige Indkomster vilde intet kun ne undværes til Afbetaling af Prioritetsgælden. Sygekassens Un derskud havde omtrent skrabet Dispositionsfonden, og Byggeud giften var overskredet med 10,000 Kr., som maatte dækkes af 37
Made with FlippingBook - Online catalogs