HistoriskeEfterretningerOmRosenborg

108 ja selv Overhofmarskal Numsen kunde ikke tilbage­ holde sin Harme, idet han i en Skrivelse til Rente- Rosenburger Garten vielleicht um 1/20 verkleinern wird, hören lassen. Der Verfasser bedauert vorläufig den schon vorher vom Garten zum Exercierplatz abgeschnittenen Theil, der doch nur eine schattenlose Ebene war, wo ein kahler Springbrunn höchstens einige Kinder und ihre Wärterinnen hinzog, und nun, dasz noch mehr Lärm von Trommeln und Pfeiffen die Nachtigallen ver­ scheuchen wird. Den angrebne Avisskriver indrykkede derefter i Morgen­ posten for 13 . Juli 1787 Nr. 3 og 4 S. 24—31 følgende: Forsvar imod en mig af den politiske Journals Avisskriver tilføiet Overlast. Skal Skrivefriheden virke med heldig Indflydelse paa Statens Tarv, skal den handthæve den menneskelige Værdighed, være et Yærn for de Undertrykte, og et Lys for Landets Styrere, skal den ikke blot være et Skyggespil, eller en Kampplads, inden hvis Skranker de skrivende Stridere tumle sig, da maae man ikke mishandle den redelige Mand, fordi han troskyldigen taler fra Hiertet, og ei stemmer sine Ord efter den krybende Hyklers Klingklang. Hans Kierlighed til sin Konge, hans Nidkierhed for Fædrenelandet vil evindelig være Borgen for, at han ikke skeier uden for Sandhed, eller fremstiller sit Anliggende med fræk Dristighed. Den trofaste Mand søger sin Hæder i, at Fyrsten og Landets Styrere fæste Lid til hans Ord; thi da er det, han kan beskierme den Underkuede, forsvare den LTskyldige, og revse, hvad Shakespear kalder Th’ oppressor’s wrong, the proud man’s contumely, Ikke har jeg staaet frem og talt i nogen vigtig Sag, til mit Fædrenelands Fremtarv, eller opløftet min Stemme til Landets Ypperste. Med Yeemod havde jeg længe seet Kosenborgliave forlise sin gamle ærværdige Skikkelse: de Mægtige og Rige, tænkte jeg, kiende maaskee ikke alletider, hvor karrig Skiebnen tildeler den Fattige Livets Glæder, hvor nænsom han maae være over Brødet, og hvor sielden han kan tage Deel i de Moerskaber, som æske Guld; Rosenborghave var et Fornøielsessted, hvor han kunde forgiette en kummerfuld Time, og nyde en uskyldig Fryd, uden at opvise Rang eller Rigdom; skal nu dette yndige For­ lystelsessted Tid efter Tid bortrive« fra ham? Disse vare mine The insolence of office, and the spurns That patient merit of th’ unworthy takes.