HistoriskeEfterretningerOmRosenborg

kammeret af 15 . Maj 1787 siger: »Da det .haver be­ haget det kongelige Rentekammer at tilkjendegive mig,

Tanker; og troskyldigen yttrede jeg nogle nidkiere, dog i den venneliulde, sørgmodige Tone, stemte Beklagelser i dette Blad. Den politiske Journals Avisskriver (see 6te Stykke 87 ), liar sagt, at der havde ladet sig en latterlig, høist uforskammet Stemme høre i Morgenposten, imod Opbyggelsen af det nye Exerceerhuus i Rosenborg-Have. Om dette er sandt, vilde vi strax undersøge. Men først vil jeg spørge min Antastere, om han troer at den Mand, der taler sine Medborgeres Sag uden Hensigt til Roes eller Y nding, skulde ræddes ved at opløfte sin Stemme høit og mandigen; eller troer han, at vormenneske- kierlige, retsindige, og aarvaagne Kronprinds, skulde kierligere bøie sit Øre til den hyrede Avisskriver, som alletider staaer fær­ dig til at blæse i Basunen med oppustede Kiever, og ydmyge- ligen logrer i Støvet, naar lian troer at kunde tilvende sig en Naadeskierv med sin Smidsken. Jeg skrider nu til'mit Forsvar; og for at vise, at jeg hverken har skrevet hen i Taåget, eller skrevet noget, som jeg maatte blues over at fremkomme med for min Fyrstes og mine Lands- niænds Øine, vil jeg Punctum for Puuctum giennemgaae dette lille sex og tyve smaae Linier udgiørende Stykke, som findes i Morgenposten Ro. 48 , 1787 , under Titel: Rosenborg-FIave. 1. Da Forfatteren skrev dette Stykke, var Orangerieliuus- Pladsen indplanket; Øxe og Sav vare paa Gang med at sleife Havens ene Side, han kunde altsaa ikke vide, hvor Oprydningen vilde standse, eller hvorvidt Haven vilde hævdes for Fremtiden. Ru see vi, at vor retfærdige, selvtænkende Kronprinds, langt fra ikke vilde borttage denne Sommerens yndige Sankeplads fra de hulde Kiøbenliavnere, hvis Forfædre med saarede Bringer stodetilYærn for Fædrenelandet, bragte den modige, seirende Svenske til at vige, og overrakte Kongehuset sit uindskrænkede Yælde. Troer du da ikke, du ydmyge Avisskriver! at en Mand, som selv med Stolthed føler sig en Kiøbenhavner, som føler, livor varmt hans Barm banker for Konge og Fædreland, torde freidigen fremsige, hvad der laae ham om Hiertet. 2 . Jeg kan erindre Rosenborg-Have i tyve Aar, og tydelig mindes Forskiellen imellem de høie tetgroede Træer, som for­ dum overskyggede dens Vildnisser, og de faa enke Træer, som nu sørgeligen stikke frem mellem de afhuggede Stubbe; jeg indsaae, hverken Hytten eller Øiemedet af disse Omliugninger, jeg troede altsaa, de vare udvirkede af Egennytte og Vindesyge;