BtænkningMinisterietForKirkeOgUndevisningsvæsenet

7 8

ning, der ser bort fra de øjeblikkelige For­ hold, vilde føre til paa det nærmeste den samme Udgift, som efter det principale Forslag. Eli stærkere Overskriden af den finansielle Grænse vilde endelig kunne ventes opvejet ved Aarrækker, hvor Beløbet vilde blive ringere, saa at en Udjævning henimod den finansielle Grænse kunde ventes, naar der regnedes med længere Aarrækker. Men anderledes end som en Henstilling til Over­ vejelse har det fra Kommissionens Side ikke været ment. Kun skal det gentages, at ogsaa det principale Forslag, baade Flertallets og Mindretallets, fjerner sig fra den i Kom­ missionen ellers fulgte Ordning af Lønnings- forholdene, forsaavidt som man her ikke har været hindret i at regulere i det enkelte ved Hensynet til Teaterstjuelsens Frihed, et Hensyn, der ikke tidligere har været taget her, og hvorpaa der ikke fra Styrel­ sens Side er gjort noget Krav. Bortset fra det anførte have Udkastene hverken ved selve det kunstneriske Per­ sonale eller ved Embedsmænd og Funk­ tionærer foreslaaet nogen mere i det enkelte gaaende Ordning af Lønningsforholdene, end hvad der maatte anses nødvendigt af Hensyn til Pensionsretten i Almindelighed og særlig af Hensyn til Forslaget om, at Pen­ sionerne skulle bæres af Teatret selv ved Tilskud til Pensionsfonden. Indenfor de derved dragne Grænser er det altsaa Me­ ningen, at Teaterbestyrelsen skal have saa megen Frihed til at ordne Lønningsforholdet efter hvert individuelt Tilfældes Krav, som den nødvendige finansielle Grænse (for pen­ sionsgivende Lønning og ikke -pensions­ givende Honorar iilsaminicn, jfr. § 18, 4de Stykke) tilsteder. Heraf følger da, at der ikke ved de paagældende Lørimiigsbestem- melser er givet nogen enkelt et Krav paa noget bestemt Beløb, De give i det højeste (nemlig hvor der er givet Maksimumsbestem­

melser for den enkeltes Lønning) kun en Udsigt til, hvad den paagældende kan naa, og drage iøvrigt de nødvendige Grænser for Styrelsens Frihed, ved i Udkastet udtrykke­ lig udtalte Maksimumsbestemmelser eller ved de i Finansloven givne Bevillinger. Hvis den Pensionsret, Udkastene fore- slaa, var den almindelige for Embedsmænd gældende, ensartet for alle og udredet af Statskassen, vilde der maaske kun behøves en almindelig Maksimumsbestemmelse for den pensionsgivende Lønning af hele Per­ sonalet. Et saadant Forhold, skønt ikke sædvanligt, er ikke ukendt. Saaledes er ifølge Lov af 25. Marts 1871 § 23 Forholdet ved det kgl. Akademi for de skønne Kunster og ved Kunstsamlingerne. Dette Maksimum i Forbindelse med Størrelsen af det til Hono­ rarer paa Finansloven bevilgede Beløb vilde da være de eneste nødvendige Grænser for Teaterstyrelsen. Denne maatte fremdeles i Overensstemmelse med de gældende .Regler (se Finansloven) kunne anvende som Hono­ rar, hvad der maatte spares paa Kontoen for pensionsgivende Lønning. Men Ud­ kastets særlige Regler om Personalets Pen­ sionering kræver videregaaende Begræns­ ninger. Baade Hensynet til de to Pensions­ klasser, der afvige i Henseende til Betingelse og Størrelse, og Hensynet til, at Pensionerne skulle udredes af en Fond, der har besrræn- sede Tilskud, og ikke maa bebyrdes mere, end den sandsynlig kan bære, nødvendig­ gøre mere specielle Maksimumsbestemmelser for pensionsgivende Lønninger, dels i Hen­ seende til Tallet af Personer i Pensions­ klasserne, dels med Hensyn til de Beløb, der kunne anvendes til pensionsgivende Lønning i hver Klasse eller for hver Person eller samtidig i begge disse Ret­ ninger, hvorved det da stadig maa gælde, at hvad der bespares i en Klasse, vel kan anvendes i en. lavere, men ikke i