MurmestterlaugetKøbenhavn_1623-1707

sikkert se i den Omstændighed, at Svendebogens Liste over deres egen­ mægtig valgte Oldermænd eller Formænd og Bisiddere slutter 1658 . Det kan vel kun betyde, at Svendene nu, nødtvungent eller frivillig, anerkender Mesterlaugets Ret til at besætte den ene af deres to For­ mandspladser. Det ses da ogsaa snart efter, at det stundom er en Laugsmester, der optræder som Formand eller Oldermand for Sven­ dene, om end det mulig forekommer hyppigere, at det er en Mester­ svend, der snart efter bliver Mester. Men at der stadig har været Svende, der var misfornøjede med Mesterlaugets Højhed over Svendelauget, lægger sig klart for Dagen i 1677 , da en Svend bliver straffet for højlydt at erklære, at de Mestre, der var indsat (som Odermænd o. s. v.) af Øvrigheden, ikke havde no­ get at sige over Svendene .24 Det er den gamle Opfattelse hos de tyske zünftige Svende, at det danske Murmesterlaug ikke var for et rigtigt Laug at regne. Medens Mesterlaugets Protokoller i Reglen kun melder om For­ handlinger, Skænderier og Stridigheder, som enten foregaar paa Laugsmøderne, eller finder deres Afgørelse der, og i Virkeligheden giver kun faa Bidrag til Oplysning om Livet i Lauget, træffer det sig saa heldigt, at Svendenes Straffebog for en Aarrække giver en Mængde Oplysninger om Livet paa Svendekroen, de zünftige Svendes faste Borg, der i alt Fald en Tid havde til Huse hos en Mester i Lauget, Sten Therkelsen. Af Straffebogen, —der næppe er bleven til med Svendenes gode Villie, og som forudsætter et vist Tilsyn fra Mesterlauget —ses det, at Svendenes Forening, hvad man jo kun kunde vente, er indrettet ganske som et Laug med Lade, Velkomst med en Sølvmand paa Laaget, Sølv­ skilte paa Velkomsten, Lysestager, ja, 4 Lysekroner, og ikke mindre end 9 store Skænkekander og 58 Smaakander, samt en Kobberhane, sandsynligvis til at tappe Øllet af Tønden med .25 Derimod melder In­ ventarielisten intet om Ligklæde eller Ligskamler, saa det synes, som om Svendene ved Jordefærd har maattet lade deres Opsternasighed fare og laane sig frem hos Mestrene. De mange Skænkekander og Smaakander tyder afgjort paa, at Be- 148