KongensKlub_1802

Naar al Naturens favre Pragt sig skiuler under Vinterdragt: Naar ingen Lærke længer slaaer, Du skaber Lærkesang og Vaar!

Naar Flammen, tændt af Elskovs Gud,

ved Tidens Aande pustes ud, da luer jevn Din rene Ild for evig varm, for evig mild ]

Naar Livets Vei os vorder trang, Du letter huld vor tunge Gang ; hver Yngling gior da Banen blod, hver Olding Livets Aften sod!

Ei er dit Maal som Livet kort;

naar til et Bedre vi gaae bort, hist over Taarer, Grav, og Dod, du atter aabner os dit Skiod.