KongensKlub_1802

Et stakket Tidsrum blev os givet*

thi gielder det at n y d e Livet, den Sandhed er jo soleklar. Kom, Druens Nektar litlig smager; den Sielens Kummer let forjager, Fortab tes Ven den stedse var. C li o r, Ja Druen Mangen trostet har. i Cirkel dreier hver en Stierne, af Druens Væsen være maa; I Kreds jo Soel og Maane vandre, Naturens Gang Du ei forandre, din Stue sog paa Gled at faae! C li o r, Du sligt hos Druen let vil naae. mens end os fulde Flasker vinke, mens end du ynder Spog og Sang! hvad os i Verden end Skal mode, vi aldrig savne Druen sode, og fulde Glasses muntre Klang! C h o r. Nei, sligt os glæde mangen Gang !

Den Kraft som i det store Fierne

Kom Naboe, kom, med mig at klinke,

F r a n k e n a u.