KongensKlub_1802

79 ~ Vor Jord blev jo smykket til Levendes Lyst, og dannet til Glæde al Skabningens Bryst; hvo vilde da gaae mod Naturen i Strid, og modlos bortklynke sin feireste Tid? Nei Ven, naar du finder en Blomst paa din Vel, da pluk den kun dristig, men misbrug den e i! End Lunden jo aarlig udspringer saa skion, end Engen biir blomsterklædt, yndig og grdn ; end gives paa Jorden jo Uskyld og Dyd, og trofaste Venner, som dele vor Fryd; klink: Uskyld og Dyden ufristede gaae, og usminket Venskab urokket bestaae! For sidste Gang findes vi samlede her, thi Lærken os varsler, at Vaaren er nær; snart, Venner! omvexle vi vinterlig Sal med lovrige Lunde og blomsterklædt D al: Skaal derfor til Afskeed, for hver som sad hos, og ynded’ vor Fryd, og ei svigede os! F r a n k e n a u „