HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

C A R L E M I L F E N G E R S O M B O R G M E S T E R et Beløb i Forventning om Efterbevilling; det var en å conto Be­ taling paa et Beløb, om hvis Betaling man ikke nærede Tvivl«.21 Også ledelsen af hospitalsvæsenets forhold voldte bryderier. Fengers ulyksalige »blandede afdeling« på Kommunehospitalet var kun et uromoment blandt mange. En nyopdeling af afdelin­ gerne på dette hospital syntes uomgængelig. Men hvordan skulle sagen gribes an? Gennem den sidste menneskealder havde alt, hvad der vedrørte hovedstadens hospitals- og sundhedsvæsen, været særdeles brandfarligt stof. Hertil kom, at hospitalslægernes løn­ forhold var ved at komme i søgelyset. Hidtil havde man lønnet overlægerne beskedent ud fra den tankegang, at deres position og erfaringer fra hospitalsarbejdet ville sikre dem store indtægter gen­ nem privatpraksis. Men hvad nu, når hospitalsarbejdet beslaglagde de fleste af dagens timer?22 Også reservelægernes lønforhold trængte til revision. Den kvindelige medhjælp på hospitalerne, stue­ konerne, var en stadig kilde til besvær. Disse usselt lønnede og derfor bestikkelige kvinder var ofte hentet fra samfundets underste lag, og deres moralske vandel var langt fra altid upåklagelig. En reform syntes nødvendig. Men hvordan? Hertil kom, at kommu­ nen snart måtte til at bygge nye sygehuse. Ikke nogen lystelig tanke for en finansborgmester midt i en dyrtid. Ved siden af disse to store problemkomplekser var der diverse småærgrelser at indkassere. Den national-liberale inderkreds, hvor­ til Fenger hørte, havde ikke glemt Schlegel, at det var ham, der havde slået deres gamle ven Fenger ud ved borgmestervalget, og man kan mærke, hvordan det fryder Krieger, da han får lejlighed til i september 1873 at drille Schlegel med at få arkitekt Meldahl ind i styrelsen for Thorvaldsens museum (i den plads, der var ledig, efter at maleren Wilhelm Marstrand var død om foråret).23 Krieger havde fået støtte hertil af den gamle national-liberale H. N. Clausen.24

8