HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K

for på tinge - ved sin berømte veltalenhed - at søge at tale oprø­ rerne til fornuft. Det lykkes kun halvt, og ved det næste tingmøde holder han sig borte. Da oprøret bliver truende, erindrer han sig, at han ikke er »en stimand, men en fader og hyrde, der var kom­ met for at stifte fred og ej udgyde blod«. Med korset foran sig drager han ud imod oprørshæren og jager den ind i den nærmeste lund, og da oprøret er dæmpet, viser »han sig ikke grum, men god; ved at stikke sit sværd i skeden vandt han sig ros som en sand Herrens tjener«.7 Man kan meget vel formode, at denne skildring har til formål at smykke den kendsgerning, at skåningernes heftige modstand tvang Absalon til at søge ly i sin borg ved København. Imidlertid har Saxo, allerede inden skildringen af det skånske oprørs forskel­ lige faser, forberedt læserne på, at Absalon kort efter sin udnæv­ nelse til ærkebisp gik ind i en periode af modgang og trængsler. Det hedder som optakt til skildringen af det skånske oprør: »Da Daneme var på hjemvejen, hændte der et mærkeligt og hidtil uhørt jertegn: en nat kom der en umådelig mængde markmuif langt oppe fra landet og styrtede sig med en ynkelig piben ud i Slien, hvor de alle omkom; og næste morgen var stranden helt oversået med deres ådsler, der drev i land alle vegne. Men var det et stort under, så var det tillige til største gavn for folkene der på egnen. - Samme nat blev Absalons klæder musegnavede, mens han lå og sov —et sikkert varsel om den modgang, der forestod ham«.8 Dette er god middelalderlig fortælleteknik, men samtidig en indrømmelse af, at de tider, der fulgte, blev såre kritiske for den nye ærkebisp. Trods flugten fastholder Absalon ifølge Saxo den resignerende og forhandlingsvenlige holdning. Da kong Valdemar vil dæmpe oprøret med magt, foreslår Absalon, at man skal kalde de skånske stormænd til møde på Fyn. Men over for stormændenes forslag

10