HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

C A R L E M I L F E N G E R S O M B O R G M E S T E R noget parti. Meget tyder på, at de knap nok har drøftet sagen i forvejen. Men debatten var i al fald pinlig for borgmesteren, og da kommerceråd J. W. Heimann tog ordet og vendte sig mod tanken om et udvalg i lidt mindre uvenlige vendinger end de foregående talere, skyndte Fenger sig at takke ham - og kun ham —for de faldne udtalelser, hvorefter han optog en diskussion med ham om tilbagebetalingsterminen for lånet. Fengers modstandere lod sig imidlertid ikke distrahere. Thune, der for denne aften synes at have betragtet sig som Fengers fjende nr. i, rejste sig og stillede for tredie gang i aftenens løb sit krav om et kontroludvalg. Sagen kom til afstemning, og med 21 stemmer mod 5 vedtoges det at nedsætte et sådant udvalg på tre medlemmer. Det blev Reimann, Thune og Herforth.41 Medens Fenger således mødte adskillig modstand på det finan­ sielle område, gik det ganske glat på hospitalsområdet. De mørke skyer, som »den blandede afdeling« på Kommunehospitalet havde fremkaldt, var nu spredte, efter at afdelingen var blevet rent kirur­ gisk, og Fenger havde vel lært af den historie, at han ikke uden videre kunne diktere overlægerne sin vilje. Der måtte forhandling til, og den tog han fat på. Den 4. oktober 1875 skrev han ret så fornøjet til sin ven arkitekt F. Meldahl, at han er klar med et forslag til en bedre indretning af sygeplejen på Kommunehospi­ talet. Han har drøftet den nøje med overlægerne, og de er fuld­ stændigt enige.42 Overgangen til »den nye sygepleje« er skildret andetsteds,43 og her skal kun lige nævnes, at med den udskiftedes de hidtil an­ vendte »stuekoner«, hvis standard i mange tilfælde var ringe, med skolede sygeplejersker. Fenger må dele æren for denne reform med andre, men det har givetvis været til uvurderlig nytte for tempoet i reformens gennemtrængen, at der som hospitalsborgmester sad en mand, der ikke alene fuldt ud gik ind for den, men som kunne 123