HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K

for had med nye løgne; og hver gang jyderne hørte sligt, gav de dem (skåningerne) medhold, støttede ved smiger, hvad de burde straffe med sværd, snakkede dem skammeligt efter munden og fremmede derved mægtigt oprørernes sag«.1,5 Da kongen (af mangel på levnedsmidler, siger Saxo) trækker sine væbnede styrker bort fra Skåne, stævner han nogle udvalgte mænd af den skånske almue til møde på stranden ved det senere Helsingør for at forlige dem med Absalon. Som Saxo skildrer mødets optakt, ser det ud, som det er Absalon, der er den indstæv­ nede, eller rettere den anklagede, men at han i kraft af sin vel­ talenhed klarer frisag: »Her mødtes da Absalon omsider med kon­ gen, førte mange vidnesbyrd for sin uskyld og fralagde sig alle sigtelser, samt gendrev alt, hvad der i hans fravær var blevet løjet ham på, og det med så gode og gyldige grunde, at han tvang kla­ gerne til at vedgå deres skyld og bede ham om forladelse derfor, ja vendte deres søgsmål til hyldest og hæder«.14 I realiteten synes Absalon at have lidt nederlag, selv om Saxo hævder om Absalons tale, at »nogle af de tilstedeværende sagde, at det var som talt ud af Herrens egen mund«.10 De skånske for­ handlere kan ifølge Saxo trods »deres ærlige og oprigtige råd ikke bringe den skånske almue til at lade sin galskab fare«. Den vil »hverken svare bispetiende eller i nogen måde yde kirken dens ret«.10 Da griber ærkebispen til sit kraftigste, kirkelige våben; han lyser interdikt over Skåne. Skal man tro Saxo, gjorde dette våben sin virkning. Skåningerne bad om udsættelse af straffen og ny for­ handling med Absalon, »hvad han også villigt tilstod dem, da han altid hellere tog folk med det gode end med det onde«. Men heller ikke denne gang sejrer han. »Alligevel brød almuen sig fejl om hans godhed, men blev ved med at plyndre herremændenes gårde, hvad enten husbonden stod i kongens eller bispens tjeneste«.17 Dette bliver for så vidt til gavn for Absalon, som kongen nu be­

12

Made with