HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

E R I N D R I N G E R

ligvis krævede, at også det store tæppe blev fjernet. Jo, der har vi moret os dejligt. En senere tids mere fornuftige anvendelse af søndagene til ud­ flugter var kun sjælden i mit hjem; dog hændte det undertiden, at min far spadserede med os ud til »Over Stalden« i Charlotten- lund, hvor han belønnede os for den lange gåtur med en bøf og pandekager ovenpå. »Det store kontor« var bindeleddet mellem kontorerne og privat­ lejligheden, idet det havde en fløjdør til begge sider. Familiens officielle entré var til højre fra trappeafsatsen. Man kom ind i en ret smal og skummel gang, som lå midt i lejligheden og følge­ lig ikke havde vinduer. Her hang overtøjet, de voksnes på høje knager til venstre, mens børnene havde lave knager på væggen ind mod gårdsiden. Første dør til højre førte ind til »Johannes’s« værelse. Han var min ældste bror, som døde i 1894, men længe efter hans død kaldtes værelset således. Det var et kedeligt gårdværelse til nord med to fag vinduer, og møblerne var der heller ingen stads ved. Ved det højre vindue stod hans ret store skrivebord; han var nær ved at fuldende sine juridiske studier, da han om sommeren på en rejse til Norge skød sig på et hotel. Han blev knap 23 år. Over skrivebordet hang en platte, som blev et stridens æble for min far og Johannes, som havde købt den og beundrede den som et af verdens syv vidundere. Det var et tidligt arbejde af Bindes- bøll, en skrapgul, ret flad platte med tre store, ørelignende orna­ menter i sort eller mørkebrunt. Min far derimod betegnede den som »galimathias« - et af hans yndlingsudtryk - og rasede over, at kunstnere således skulle have lov til at »gøre nar« af det brave borgerskab, og han tilskrev Brandes skylden for en så forkvaklet smag hos sin søn. Det var en stor sorg for min stokkonservative

J 5 1