HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

Z E L I A N. A N D R U P På væggen modsat vinduerne stod i den sidste halve snes år, jeg var hjemme, et stort mahognichatol. Det var ikke noget arve­ stykke, og jeg ved ikke, hvor det kom fra, men min mor havde fået smag for at gå på auktioner, og hun købte både møbler og kobberstik, når lejlighed gaves, så det er rimeligt at antage, at det var et auktionskøb. Kakkelovnen i dagligstuen var et stort, rundt jernskrummel med en krone af gennembrudt smedearbejde, hvorover der tronede en mægtig gipsbuste af Appollon Belvedere. Foran ovnen stod en skærm, en gave fra de to ældste børn. Den bestod af en bred mørk træramme, som Johannes havde skåret ud i almuestil, en form for husflid, der var meget skattet i hjemmet, og som satte sig talrige spor. I rammen var udspændt et stykke musegråt fløjl, hvorpå den ældste datter, Augusta, hjemmets beundrede »kunst­ ner«, havde malet en kastaniegren i efterårets rødbrune og gule farver. Den har sikkert været gyselig, men vi små børn var jo lette at imponere. Ved siden af kulkassen stod privatlejlighedens eneste spyttebakke. Jeg husker ikke, at andre end min far nogensinde brugte den, ikke engang gæster, hvilket i grunden er mærkeligt, da min far aldrig røg tobak i nogen som helst form, og han skråede heller ikke. Det samme gælder »onkel Asmussen«. Men min far hostede engang imellem en smule, og så fik han brug for spytte­ bakken. Mellem dagligstuen og »det store kontor« lå kabinettet. Farven i denne stue var bronze. De lette nøddetræsstole med medaillonryg og sæde uden frynser, den lille to-mandssofa, portierer og gardiner, alt var bronzebrunt. Det store, sorte flygel stod udfor det nederste vindue og på pillen mellem vinduerne et forgyldt konsolspejl, der forekom mig uhyre højt, gående fra gulv til loft, hvor det endte i et topstykke med en fakkel og fasces lagt i et liggende kors. På

1 5 6

>