HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

E R I N D R I N G E R sålænge vi var for små til at spise sammen med den øvrige familie i spisestuen. Ørebetændelse var min barndoms svøbe. Hvor ofte har jeg ikke ligget om natten og vredet mig af smerte, mens jeg ventede på det lille befriende knald, når trommehinden brast og gav luft for det udstrømmende pus. Jeg var så vant til den omgang, at jeg roligt gik i skole efter sådan en nat. En af lærerinderne så engang, at pusset drev mig ud af øret og havde dannet en stiv skjold på min skulder. Jeg blev sendt hjem, men jeg var forbavset over, at der blev gjort sådan et nummer ud af det, for nu gjorde det jo ikke ondt længere. Skønt enhver, der ser barnebilleder af mig med den halvåbne mund og det imbecile udtryk, kan se, at jeg havde adenoide vegeta­ tioner, faldt det hverken min mor eller dr. Siemsen ind. Helt al­ mindeligt at skrabe vegetationer ud på børn var det nok ikke i de år, men der er dog mange af mine samtidige, der fik det gjort. Det er ikke med særlig venlighed, at jeg tænker tilbage på denne hus­ læge, en homøopat og modelæge, der kom kørende i en elegant »Kupé« og trinede ind i stuen med høj silkehat og handsker i hån­ den og skinnende blanke laksko på fødderne, mens der stod et kølvand af vammel parfume efter ham. Sommetider blev mine ørebetændelser behandlet med varm olie hældt i øret før Perfora­ tionen og udskylning med lunkent vand efter. Meget ofte blev de ikke behandlet. Det er et Guds under, at jeg ikke er blevet døv eller i det mindste tunghør. Undertiden hændte det, at jeg om natten for skrigende op i sengen. Hele gulvet vrimlede af små, lodne, firbenede trolde med røde øjne og lange haler. De tumlede rundt, rev og sled i hinanden og samlede sig tilsidst under min seng. Jeg havde den forestilling, at hvis blot den mindste del af mig selv kom udenfor sengen, ville jeg få overbalance og falde ud, ned til de gyselige tingester, som så ville æde mig. Naturligvis var det Marie, som frelste mig. Hun

1 6 5