HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

E R I N D R I N G E R og fremmest havde jeg sukkerhuset lige overfor at kigge på, og morsommere genbo har et barn sjældent haft. Der skete næsten altid noget derovre; snart var det kranen, der hejsede sækkene op og ned, og bevidstheden om deres søde indhold gjorde dem meget spændende, snart var det de tunge arbejdsvogne, der rullede ind og ud af den store port. Så var der selve arbejderne, som gik rundt med sækkelærredsforklæder og benklæder, men ellers intet, og det endda ofte i den hårdeste vinterkulde. Opløb i gaden var både hyppige og meget skattede. Bedst af alt var det opmuntrende syn af »Jomfru Tidsfordriv« i sin pjaltede, sorte kjole med en stiv bræmme af gadeskidt forneden og med den blomsterprydede hat dinglende på det ene øre og den sædvanlige hale af hujende og skrigende gadedrenge, der spredtes som rotter, når hun rasende slog efter dem med den ganske ubeskrivelige paraply. De mange hunde var heller ikke at foragte, de var sjove at kigge på, både når de satte sig og lavede, og når de snusede hinanden i halerne. Det mest dramatiske var dog de fulde mænd, der sloges enten indbyrdes eller med politibetjenten, der kom for at tage dem på stationen. Dengang købte man en flaske brændevin for en halv snes øre, så det var intet under, at gaden særlig henad aften vrim­ lede med berusede mennesker, og det var ikke det fineste publikum, der holdt til i Dr. Tværgades vestlige ende. Der lå dansebulen »Kæden« og overfor den »Herberg for hjemløse«, to etablissemen­ ter, som satte deres tydelige præg. Bag spisestuen lå det sidste af lejlighedens mange værelser. Man kom derind fra en gang, som forbandt spisestue og køkken. Det var oprindeligt mine forældres soveværelse, og bag det store skab derinde gemte min far den fatale ridepisk, hvormed han afstraffede børnene, indtil min mor forbød det. Selv har jeg aldrig været ude for den behandling, men de lidt ældre søstre, særlig Julie og Astrid, hvis karakterbøger sjældent svarede til min fars forventninger, fik

1 6 7