HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

A N M E L D E L S E R Jan Møller: Borger i det gamle København på Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes tid. Perspektiv bøgerne, Ju l. Gjellerups Forlag. i q 6 6 . 130 s. ill. 24.so kr. Det er en pæn lille bog, Jan Møller har forøget Københavnslitteraturen med. Jævnt og klart fortæller den om de sidste enevoldskongers »gode gamle København«, fremhæver idyllen, men skjuler intet med hensyn til mang­ lende hygiejne og triste slumforhold. Topografien gennemgås med gode kort, og alle sider af dagliglivet behandles på de 130 små sider. Billedmaterialet er i stor udstrækning det traditionelle, men forfatteren udnytter også på en fornuftig måde Fritz Jiirgensen og H. C. Andersen illustrationerne som Københavnsdokumenter og gør det godt. Men hvad skal man egentlig med bogen? Noget væsentligt nyt bringer den ikke. Man spørger sig selv, når man får den i hånden uden at under­ kaste den et nærmere eftersyn, om det ikke er en af de utallige julegaver, som grafiske virksomheder — og andre — i de senere år med stigende hast har pumpet på bogmarkedet, mer eller mindre som suppe på en pølsepind. Men her bør man mærke sig betegnelsen »Perspektiv bøgerne«. Den rummer nøglen til forståelsen af bogens fremkomst. Perspektiv bøgerne er nemlig tænkt som supplerende læsning for folkeskolens øverste klasser. Det er med andre ord noget i retning af en begynderbog i Københavns historie, og som sådan vellykket og velkommen. Hvis ungdommen skal forstå deres by, skal grunden lægges i tide, og »Københavnslære« i beskedent omfang burde være en selvfølgelig ting en eller anden gang på vejen frem. For den voksne »begynder« er bogen et udmærket udgangspunkt for læs­ ning. Den er ikke skrevet i et for voksne læsere utåleligt barnesprog, men på et fornuftigt dansk. Den er så velegnet for den voksne begynder, at man ligefrem kunne have ønsket en vejledning for videre læsning, der vel også kunne have vakt en og anden ungdommelig læsers nysgerrighed. Selvfølgelig er der noget at anke over, men lad det bero ved, at oplys­ ningerne om billedernes proveniens er yderst uegal, rangerende fra oplysnin­ ger om kunstneren og grafikkens art til overhovedet ingenting. Enhver historisk interesseret københavner bør være taknemlig for den lille bog, selv om han er kommet ud over begynderstadiet. Jens Vibcek.

1 8 0

Made with