HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K af Seiervindinger, hvor ved Riget blev en Skræk ikke alleene for dets Naboer; men end og for heele Europa. Man seer Krigs Di- scipline paa den høyeste Spidse, man seer Landet vrimle af store Generaler, store Stads-Mænd og lærde Folk, man seer ogsaa de mange og herlige Love forfattede, som endnu ere udi Brug, og lære deraf tillige med hvor hastigen en fornuftig Regent kand om­ støbe et Land. Det er alleene at beklage, at disse 3 store Kongers Historier ere ikke tilstrækkeligen udførte; thi, naar man undtager Waldemari I. Historie, som er forfattet af Saxone, saa findes intet ordentligen, eller udførligen antegnet om de andre. Dette har jeg holdet fornødent at erindre, at jeg ikke skal beskyldes for at have været mest efterladende udi de allervigtigste og frugtbareste T il­ ders Historier«.'8 Holberg er en stor beundrer af Valdemar I: »denne Konges Navn bør være hellig hos Efterkommerne«, hedder det. Det frem­ hæves, at Valdemar »lod Dannevirke befæste med en Muur, efter sin store Ministers Bisp Absalons Begiæring«. Om Rygen-toget hedder det, at flåden var »under Anførsel af Biskop Absalon«, men i øvrigt er det hos Holberg kongen, der står som leder af aktionen, der fører til Arkonas fald.70 Det nævnes, at Absalon tvang Carentz til at overgive sig »paa samme Maade, som Arcona«. I øvrigt nøjes Holberg - som Huitfeldt - hvad de mange andre venderslag angår, med at henvise »til Saxonem, som saadant ud­ førligen beskriver«.80 Ligesom Huitfeldt dvæler Holberg meget ved Skåneoprøret. Han følger her - i langt højere grad end Huitfeldt - Saxos frem­ stilling - sådan som den fremtræder i Albert Krantz’ Wandalia ( 1 5 1 9) , men iklæder den sin egen »moderne« sprogdragt: »Erke- Bispen stillede dem vel i Begyndelsen med sin sædvanlige Vel­ talenhed tilfreds, og lovede dem Moderation, men, da de fornum- me, at saadant ikke paafuldte, brød det ud til aabenbare Oprør.

3 6