HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

A B S A L O N S E F T E R M Æ L E giveligt Mærke paa en nær Helsot, naar man i et Land begynder ivrigen at længes efter at faa dets Krønike beskrevet«. Det nævnes som Absalons fortjeneste, at »det ahnede ham«, at munkene i Soer ville ofre deres omhu blot »paa Legender, Aarstal og Navne«, og at han fandt virkelige historieskrivere som Svend Aggesen og først og fremmest Saxo, hvis ene store fejl er, at han skrev på latin, og hvis partiskhed dadies (han »ophøier mangengang sine Lands- mænds Dyder og Kongernes Vælde vidt over det, som er tilbør­ ligt«). Den endelige dom er, at Saxo og Absalon nok fortjener ære af, at vor gamle historie blev sikret mod forglemmelse, men det er »egenlig alene« Herren, der bør loves derfor.136 I tiden 1816-22, da Grundtvig oversatte Snorre og Saxo, vendte han tilbage til sin ungdoms begejstring for »Axel med Staven og Sværdet«. Med årene følte han sig mere og mere beslægtet med den store biskop, i erkendelsen af, at han selv øvede en dobbelt­ gerning som troens forkynder og folkeåndens genopvækker. I den­ ne følelse styrkedes han ved bevidstheden om, at hans moder Ca­ thrine Marie Bang var af Hvidernes æt, men ikke mindre ved den inspiration, han i 1824 fik fra sin soranske digterfælle, da Inge­ mann i dette år udsendte sin episke digtkreds Valdemar den Store og hans Mænd. Ingemanns værk er i højere grad en digtning om Absalon end en digtning om dennes kongelige ven. Ikke for intet er det Absalon, der nævnes først i epilogen som den, der skal genopvække fædre­ nes ånd, dersom den slumrer ind »i døsig Blund«:

»Da rejs dig atter fra Altergraven Du høje Axel med Bispestaven! Advar os for Udslettelsens Dom, Og vis os hvorfra vor Frelse kom«.

5 3