HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K

Først bagefter kommer kongen og hans mænd, i Absalons følge.

»Da stig af Graven til Kamp igjen Henfarne Konge med dine Mænd!«

Den fromme Sorø-digter ser i Absalon Valdemars gode ånd, den stærke, ædle og fromme bisp, hvis sande og sikre kristentro er baggrunden for de store gerninger og bedrifter, der løfter folket til frihed, enighed og styrke under Valdemar den Stores regering. Ingemanns digt er hverken tænkt eller formet som et »historisk« digt, snarere en romantisk myte om folkeåndens opvækkelse, cen­ treret omkring Knud Lavards helgenskikkelse, den ædle hertug, hvis drab betegner rigets dybe fald og indleder ufredens, splittelsens og afmagtens tid - og hvis ophøjelse til helgen bliver som et sym­ bol på rigets forening og sikring mod ydre fjender og styrkelse i kristentro. Til illustration af dette historiske forløb, har digteren med vel- beråd hu valgt x\bsalons myteomspundne skikkelse. I en fortale til 2. udgave af værket (1844) nævner Ingemann som sine kilder: Saxo og Knytlingasaga (samt med hensyn til skil­ dringen af »Sæderne i Norden« Kongespejlet), Et nærmere stu­ dium af hans digt viser imidlertid, at han må have haft andre kilder, formentlig først og fremmest Suhms ovennævnte værk. Fra Suhm har han sandsynligvis troen på, at Absalon oprindelig hed Axel (jvf. ovenfor s. 48), medens den kraftige understregning af, at hans tilnavn var Hvide, må hidrøre fra andre kilder (jvf. sst.). Om Skjalm Hvides slægt hedder det:137 »Skjalm Hvides Blod er som Kongers godt«, og et andet sted: »Skjalm Hvides Æt er til Sejer fød!«,138 de samme ord som Ingemann senere benyttede om Valdemar Sejr. Sagnet om Absalons slægtskab med de danske konger er således knæsat af digteren. Allerede ved den første præ­ 54