HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

A B S A L O N S E F T E R M Æ L E

det synes«, hørte til »Absalons Familiestamme, alle besjelede af hans Aand«.161 Estrup er mere meddelsom end sine forgængere med hensyn til Absalons Pariser-år og frugterne af hans forbindelser med Frank­ rig. Han kan ikke tilbageholde en formodning om, at Absalon »har ledet« ikke blot sin fættersøn Peder Sunesens, men også den­ nes højlærde broder Andreas »Studier i fremmede Lande«.162 Han fremhæver - med støtte i Saxos tekst - Absalons veltalenhed, tilbageholdenhed, legemsstyrke og hårdførhed, og ikke mindst lægger han vægt på at fremdrage så mange træk som muligt til belysning af Absalons fredelige indsats til gavn for kirken (kirke­ retten) og munkelivet (Sorø) og til fremme af den nationale histo­ rieskrivning (Svend Aggesen og Saxo). Estrup er på vagt over for en ensidig foherligelse af Absalon - og navnlig af krigeren. Han undlader ikke at nævne hans mod og handlekraft og hans kløgt (saml. s. 8 1 , hvor der tales om Val­ demar den Store og hans endnu større rådgiver Absalon). Men et bærende træk i hans skildring er, at Absalon var »Statens, men endnu mere Kirkens Tjener«.163 Om Absalons skånsomme freds­ betingelser efter Arkonas fald hedder det udtrykkelig, at de »unæg­ telig begunstigede Kirken mere end Hæren«.161 Estrup indrømmer gerne, at Absalons krigeriske og politiske adfærd ikke svarer »til vor Tids Begreber om en kristelig Helt og Bisp«. Han var »en dansk Helt og Biskop af det tolvte Aarhundrede efter Christi Byrd«. Derfor er Estrup heller ikke ukritisk over for Absalon og hans politik. Han hævder i forbindelse med omtalen af, at Knud fik kongenavn, at det var et »Indgreb af et aristokratisk Partie«, og at »Folket . . . blev fornærmet i sin gamle Sædvane og Ret til at vælge af Kongehuset, hvilken Prinds det selv vilde«.160 Han har blik for, at Valdemar-tidens politik bevidst søgte at svække folkets magt over for aristokratiet og hierarkiet.166 »Forandringen

6 3