HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K derne mod Henrik Løve, og da han Skridt for Skridt bryder med den mægtige Staufer, for senere endog at undergrave Kejsermag­ ten i Nordtyskland! Hvor fremsynet er han ikke, da han sikrer Tronfølgen og helliger Kongedømmet ved Salvning og Kroning! Eller da han indkalder Vilhelm og sender Anders Sunesøn til Pariserstudieme !«1,,{ Stundom synker lovprisningen helt ned i det banale og barnlige niveau. Det hedder, at han var »Folkets bedre Jeg«,1 '4 og Olrik undser sig ikke for at skrive: »Absalon var selv et Søndagsbarn, og han spredte Søndagsstemning om sig«.175 Olriks bog bør dog nok ses i lyset af den tid, hvor den blev til. Endnu i slutningen af det 19. århundrede kunne man med glad københavnergemyt slå den store bisp på skulderen og synge de helt uromantiske linjer: »I Lille Kongensgade, der boede Biskop Absalon«.1 <(’ Men med århundredskiftet, hvor København foldede sig ud som europæisk storby, byggede sit nye rådhus, ryddede op i ruinerne af Christiansborg og fik ny interesse for den gamle borg med »Absalons Brønd« (jvf. Sophus Bauditz’ tilforladelige og ube­ tydelige københavnerroman med denne titel ( 1 90 1 ) ) får genopli­ velsen af Absalon-myten atter gunstige konjunkturer. En ny opti­ misme afløser pessimismen fra 1864. De kraftige politiske diskussio­ ner vedrørende forsvarssagen og en voksende modstand mod hvad- kan-det-nytte-slagordet skærper behovet for nationale symboler. 700-året for Absalons død fejres bl.a. med afsløringen af Bissens stol­ te rytterstatue på Højbro Plads, i hvilken anledning selveste Georg Brandes udformede en tale, »som ikke blev holdt«, men trykt.177 »Talen« er et retorisk mesterstykke, der i sin stil leder tanken hen på lovtalerne fra 1700-tallet (jvf. ovenfor s. 43 ff). Mens Peder Vogelius sammenlignede Absalon med oldtidsskikkelser som Aristi­ des, Hannibal og Leonidas, sammenligner Brandes ham med Richelieu, der ligeledes kæmpede til hest (ved La Rochelle). »Ab­

6 6