HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

A B S A L O N S E F T E R M Æ L E salon er vor Richelieu«, han er »Landets Vagt, dets Beskytter, dets Aarvaagenhed«. Der stikker en oldnordisk viking i ham: »Ryttergeneralen er tillige en Admiral«. Udtalelsen giver Brandes anledning til den dristige påstand, at Absalons temperament bry­ der igennem hos Tordenskjold! Absalon minder tillige om Cæsar. Han udøver ingen krigstugt, hans personlige overlegenhed gør ud­ slaget. »Han er af den Art Mænd, som et Land behøver for at blive til et Rige«. Brandes vover endda at hævde, at Absalon talte latin som dansk. Mere ret har han, når han —som Vogelius og Estrup - fremhæver hans rolle som mægler og hans genialitet som politiker. Den specielle brandesske patriotisme fornægter sig ikke: »Han følte dansk. Han har elsket dette grønne Land i det graablaa Hav«. To ting kan de nulevende takke ham for: Saxo og Køben­ havn. »Med mere Ret end Valdemar den Første kunde han føre Tilnavnet den Store«. Mens Brandes’ Absalon-billede bærer mærker af sin forfatters svaghed over for geniet, heroen og overmennesket, møder man hos Vilhelm Andersen i hans gennemgang af Saxo Grammaticus i »Ti­ der og Typer«, I, 1907, viljen til med Saxo at se Absalon i skæret af en middelalderlig humanistisk holdning: »For Saxo er Absalon først og fremmest Kulturhelten, ikke Kirkefyrsten. Venderkampene er ikke bare et Landeværn og et Korstog, men en Kulturkamp; Venderne kaldes ikke med det kirkelige udtryk Hedninger: De er »Fjenderne«; men især Barbarer«. (Tider og Typer I, s. 73). Bag Vilhelm Andersens skildring fornemmes en dyb trang til at finde mennesket og humanisten bag Saxos skildringer af Absalon. PO ET I SK EFTERSLÆT Også i digtningen spores i disse år en interesse for Absalon. I sit berømte digt »Til Holger Drachmann«17S betegner Valdemar Rør­

67