HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K gensen havde endog i en afhandling erklæret skildringen for sa­ krosankt: »I sandhed, dette billede bør stå hen i vor historie, uanfægtet af nogen tvivl og af noget forsøg på at formindske dets træk; thi vi har ikke råd til at ødsle med fortidens storhed«.179 Ikke desto mindre kom Weibull til det resultat, at Saxos fremstilling er en fri konstruktion, helt uden historisk pålidelighed. Den be­ rømte skildring af Absalons vægring ved at modtage ærkebispe- sædet, som Eskil udpeger ham til, udlægger Weibull som et vidnes­ byrd om, at Absalons vægring ene og alene var betinget af hans magtpolitiske beregning. Mens Saxo søger at give vægringen idea­ listiske motiver: klædelig ydmyghed over for opgaven og uvilje mod at forlade de trofaste sjællændere og det stift, som han gen­ nem 20 års arbejde havde givet ny styrke og anseelse, hævder Weibull, at Absalon på forhånd sigtede mod at komme til at råde over rigets to største stifter, Roskilde og Lund. Saxos bevidst urig­ tige fremstilling har til hensigt at tilsløre dette forhold. Det Absalon-billede, som Erik Arup tegnede i første bind af sin (ufuldendte) Danmarkshistorie ( 1925) synes inspireret af den mis­ tillid til Saxos pålidelighed, som Weibulls undersøgelser havde frem­ kaldt. For Arup at se har Saxo haft tre formål med sit værk: 1) at vise samtiden, hvilken mægtig skikkelse Absalon var, 2) minde nutiden om fortidens storhed, og 3) indskærpe det danske folk et uforsonligt had til tyskerne. Som kilde betragtet er Saxo derfor nærmest værdiløs. Beretningen om ærkebispevalget afvises som helt upålidelig. Eskil håbede i virkeligheden på at kunne få sin brodersøn, dom­ provst Asser i Lund valgt, men under indtrykket af kongens mili­ tære styrke (»selvom den ikke var i domkirken, men ude i byen«) vovede Eskil ikke at nævne sin kandidat; »med rystende stemme har han nævnt Absalon«.180 Arup erkender, at Absalon var en personlighed af usædvanligt

70