HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_IV h5

16 Flemming Dahl Kongens Magtfuldkommenhed. Man kunde nemlig ikke, hævdede Ministeren, som hverken savnede Verdenskund­ skab eller menneskelig Forstaaelse, kalde Mænd sammen for at høre deres Raad og saa undlade at tage Hensyn dertil.1) Som Medarbejder — stundom til Modstander — havde han Nordens største Jurist Anders Sandøe Ørsted (1778— 1860). Efter at have været Assessor i Højesteret, var han 1813 blevet Deputeret i Danske Kancelli; siden 1825 be­ klædte han Posten som Generalprokurør. I Besiddelse af en enestaaende Kundskabsfylde og human Dannelse, over­ legen som Teoretiker, men tillige en erfaren Praktiker, var Ørsted Dialektiker nok til at kunne se en Sag, ogsaa det nationale Spørgsmaal, fra alle Sider. Uden at være viljesvag var han en finere, fornemmere og mere hen­ synsfuld Natur end Kancellipræsidentens nok saa robuste og blodrige Personlighed. Ikke sjældent trak han derfor det korteste Straa overfor denne, naar den kongelige Resolution skilte Trætten.2) Af Overbevisning var Ørsted moderat-frisindet, en halvliberal Reformven, men Enevældens første Tjener. For hans mæglende Aand maatte Tiltalen »Kongens og Folkets Mand« være et Hædersnavn. Kommunalpolitisk gjorde han sig i sin Haandbog i Lovkyndighed (1835) til Talsmand for vidtgaaende Reformer.3) !) M. Rosenørn: »Biographiske Meddelelser om Geheime-Stats- og Justitsminister Poul Christian Stemann«, Personalhist. Tidsskr., 3. Rk„ VI (1897), S. 39. 2) Rubin (II, S. 344—49, 492—-97) skildrer Ørsted som en tiltalende, men svag Karakter, ingen »stor Mand«, hvad hverken L. Koch, Frantz Dahl, Hans Jensen, Troels G. Jørgensen eller nærværende Forfatter kan gaa med til; P. Munch (»1830—48«, S. 30) bygger for en Del paa Rubin, men indtager nærmest en Mellemstilling. 3) »Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed . . . . « , VI, 1835, S. 551—60, 563— 71, 589—98. Omtalt med Anerkendelse i »Fædrelandet« 31. Juli 1835, Sp. 82.