292548869 efter elena

D A N S K F O LK E MU S E UM

Stuerne.

I. Johan Heins Stue i Urendorf ved Gluckstadt. I dot gamle danske Monarki var Ejderen ikke Skjel mellem Dansk og Tysk. Endnu højere mod Nord maatte man drage Grænsen og til ind i forrige Aarliundrede var Slien, Danevirke-Volden og fra dennes vestligste Ende en Linie lien mod Husum Skjellet mellem dansk Sprog og Plattysk, der taltes herfra og Holstein igjennem. Overskred en Nordbo Plattyskens Nordgrænse, følte han dog ikke alene paa Sproget, at han nu færdedes mellem Folk af en anden Stamme. Ogsaa Bygningsskikken paa Landet var afvigende og vildfremmed. Man traf her sammenbyggede Landsbyer, men faa udflyttede Gaarde. Husene vare af mægtig Stør­ relse, laa lodret paa Vejen og viste en bred og høj (tavl med Port ud mod denne. Øverstoppe sade somPrydelse et Par H e stehoveder, udskaarne i Vindskedernes Forlængelse, en Ejendommelighed for denne Bygnings­ skik, som man har kaldet for den ned er sak sisk e efter sit Hjemsted, hvorfra den sammen med Plattysken er vandret op i Holstein og naaet til det nævnte Grænseskjel mod Nord. Traadte en Nordbo for første Gang ind ad denne Gavlport, saa han et Syn, som maatte undre ham, hvis lian før kun havde kjendt de snævre og lave Bondehuse i sin Hjemstavn. Her kom han ind i en mægtig Hal, haaren af to Rækker svære Stolper og delt af dem i et Midt- og to Side­ skibe, saaledes som Kirker ere byggede. I Sideskibene vare Baase for Kvæg og Heste. I Midtskibet, D ilen, var Tærskeloen; paa Gulvet fær­ dedes Smaakreaturet. Kom han længere op i Huset, saa han en lav Arne, hvorpaa en Tørveild brændte, og hvor Husmoderen syslede med Gryderne, der hang i Kjedelskeder ned fra et Tømmerværk, bygget som en Stapel eller fra en Svingknag, som i de norske Røgstuer. Oven over var Tag­ tømmeret glinsende sort af Sod, for Skorsten fandtes ikke. Røgen skaf­ fede sig ud ad et Trækhul i Ydergavlen, om den kunde, eller lejrede sig i tykke Lag under Tagværket og bølgede om Skinker og Pølser, som i Guds Velsignelse dinglede over Ildstedets Røgsøjle. Bag dette, paa den indre Gavlvæg, vare Husets Kogekar og Husgcraad i skinnende Metal stillet op paa Hylder. Oppe over Bjælkerne laa efter Høsten den avlede Sæd og der var Plads nok, da ikke Agerbrug, men Kvæg var Hoved­ sagen, som hos os i gammel Tid, medens Skoven, Engene og Over­ drevet ydede mere end den magre Afgrøde. Til højre og venstre for Arnen var i begge Sidevægge anbragt et Vindue med Alkover og Sovesteder paa Siderne, saa at der dannedes to Vinduesnicher med Bænke paa de tre Sider. I Midten stod et fast urok­ keligt Bord med tyk Plade og solide Ben. Her udenfor kunde ogsaa findes Skabe i gammel Stil eller Himmelsenge med rige Udskæringer. Saaledes var navnlig Gaardene syd for D a n e v irk e , et Oldtids­ hus, hvor Mennesker levede sammen med Husdyrene i ét Rum, hvor al den Hygge, der kunde findes, var sandet omkring Arnen, og hvor dennes Ild var eneste Varmekilde. I saadanne Diler levede største Delen af vor

I) A N S K F OLKEMUS E UM .

Hær i Vinteren 1863—64 og det er paa Minder fra denne snart fjerne Tid, at nærværende Fremstilling er bygget. Vi lærte den Gang, hvor haardt Livet i den strænge Vintertid, det netop var, kan falde i et uvant stort Rum, som aldrig naaede til endog kun at blive hint, i Træk og Slud fra den utætte Port og i en Luft, som var forpestet af kold Tørverøg og rev ulideligt i Lungerne, men efter de slesvigske Bønders Sigende var udmærket tjenlig for Sæden, der laa oppe under Taget. Og de led ikke under disse Forhold, der vare saa stik modsatte det, vi vare vante til: at gaa tyndt paaklædt i varme Rum. Her gjaldt det at gaa med varme Klæder i koldt Rum, som man gjorde i Oldtiden, og saalænge de aabne Kaminer bleve i Brug. Og som hos os den Gang trivedes man her godt derved, og i disse kolde Røghuse voksede det sydslesvigske og holsteinske Folk op og blev sundt og stærkt, intelligent, dygtigt og rigt. Som det var der den Gang, kan det findes endnu, men som andre Steder er meget veget for Tidens Ændringer, og det kan ses med Sikker­ hed, at i en ikke fjern Fremtid vil der intet være tilbage af denne gamle Bygningsskik. Det er dog ikke i en nær Fortid at andre Samfundsklas­ sers Higen efter Luksus og en anden Hygge er bleven efterlignet i disse Bondegaarde. Det begyndte for Aårhundreder siden, men man lod det gamle Hus og Livet i Dilen være urørt, og nøjedes med at vise, at man alligevel godt vidste, hvorledes det var hos Adelsmænd og Borgere, og at man meget vel havde Raad og Smag til at skaffe sig det, de satte Pris paa. Man føjede derfor kun et nyt Rum til den gamle Dile og det blev P iselen, oprindelig en Udbygning paa Husets indre Gavlvæg, som et Korhus paa en Kirke. Det var dog især i Landet syd for Sli og Danevirke, at den op­ rindelige Grundform for den saksiske Gaard holdt sig. I andre Egne af Søndcrslesvig og Holstein blev den paa mangfoldige Maader ændret i Rummets Inddeling og Benyttelse. Dilen bibeholdtes vel som Stald, Lade og Lo, men Beboelsesrummene anbragtes ikke bag den indre Gavl. De henlagdes til Dilens Forparti ud mod Gaden. Saaledcs var det i Urcn- dorf ved Gliickstadt, hvorfra den Pisel blev hentet, som nu er opstillet i Dansk Folkemuseum. Den laa tilvenstre for Hovedporten mod Vejen og bag den fandtes en stor Stue med Dør til Haven. Paa den anden Side af Dilen indrettedes et Kjøkkcn og Dilens mellemliggende Del afskildredes som Forstue, hvor der stilledes de mægtige Klædeskabe, hvoraf Prøver findes paa Museet. Der var Bord og Siddepladser og her nød man sine Maaltider. Men hvor man end lagde Piselen hen, blev den i rige Hjem udstyret med al den Pragtsans og Ævne man havde, og mange Steder gik man jævnsides med det, der fandtes i fyrstelige Huse. Den ældste og berømteste Pisel fandtes i Lehe ved Ejderen og blev bygget i 1568 af den rige Bonde M arkus Swyn. Den ødelagdes i vor Tid delvis ved Ildsvaade, men er nu sat i Stand og anbragt i Mel- dorfs Museum. Den er et Vidunder af nordtysk Renaissancekunst og det er et sjældent Held, at netop den bedste af dem alle. er bleven os levnet. Ordet P ise l er ikke udelukkende Nedertysk. Det findes i Norge under flere Former: Spis, P ist, Speis, Peis. I Sverig som Sp is eller Spisel. I Gammelfransk som j)oisle (poélc). 1 Norden betegner det dog ikke noget Husrum, men en Kam in, i Frankrig en Ovn. Ordet er hentet fra Latinens pisalis, pisdes eller piselum o: Kvindestue. Stamordet er pensile af pensum, Arbejde, Haandgjærning. Pensiles ancillæ kaldtes de Piger, som gjorde tekstil Haandgjærning. Det var altsaa, hvad vi kaldte F ru e rs tu e n , das F rau en z im m e r, oprindelig det eneste Rum i Huset, som gjennemvarmedes med Kamin. At en Stues Navn kan gaa over paa Tingen, som varmede den, er ikke mærkeligt. Vi vide jo, at modsat kan Stuen lade sit Navn gaa over paa de Kvinder, som færdedes i den — das F rau e n z im m e r — ja endog drive dem over i Intetkjøn.

D A N S K F OL K E MU S EU M.

Pi s el en svarer til vore Folkevisers S te n s tu e , til de tyske Borges K em en at: Stuen, hvori S tenen , S k o rste n e n eller K am inen fandtes. Det var det Rum, hvor der var hyggeligst og lunest; her arbejdede Kvinderne og her fødte de deres Børn. Baade paa Ørup og paa (tlim- minge Stenhuse hedder endnu det Rum, hvor den oprindelige og eneste Skorsten blev opsat: S te n s tu e n . Da det nu lakker mod Enden med disse herlige Stuer, følte Dansk F o lk e m useum det som en Pligt at bidrage sit til, at om end ikke den Ældste og Skønneste kunde erhverves for Danmark som Minde om de Hundreder af Aar, vi levede sammen med vort gamle og før Separatist­ bestræbelsens Sejr saa tro og loyale Land Holstein, burde der dog sørges for, at en yngre og jævngod Stue blev skaffet til Veje. En saadan fand­ tes i J o h a n H ein s Gaard i Urendorf ved Gliickstadt, erhvervedes med store Ofre i Penge og er nu opstillet i Museet. Lokalet, der her kunde disponeres over, var ikke heldigt, og Rum- forholdene tvang til at bytte Sidevæggene om. Ydervæggen kunde følge­ lig ikke Hyttes herover og dens oprindelige Vinduer ere endnu ikke er­ hvervede. Stuens Alder er det for Øjeblikket ikke muligt at bestemme paa Aar. Snitværkets Stil er nemlig en Blanding af Traditionen fra det 17dc Aarhundredes Arkitektur — det Nedarvede har altid øvet stor Magt i Holstein — og af en Rocaillestil, der er tung, hvor den f. Eks. træder frem i Dørfyldingerne, men fin og yndefuld i Ornamentslyngningerne, der bryder (Tlasfladerne i et Skab over Døren ud mod Dilen. Det Nedarvede i Stilen findes i Fyldingernes Indfatninger og indre Ornering med de idelige og stærkt sammensatte Forkrypninger af Listerne, en Komplikation, der aldrig har trættet den holsteinske Snedker. Der vises endvidere i de fortrinligt udskaarne Hjørnefyldinger paa Dørene Spor efter et Kjcndskab til Planter og Dyr, et Studium af Naturen, der just ikke var et Hang hos Rocailletidens Kunstnere. Hvor Traditionen raader, er Snitteren ret i sit Es. Mindre hjemme er han i den nymodens Manér. Paa en Tavle, som lukker for det øverste af et smalt Skab, hvor vistnok et Musikur har havt sit Hus, er malet Orgelpiber og en Urskive med Visere. Paa denne staar skrevet Kong Christian VII.’s Navn, Navne- bogstaverne J. T. M. og L. T. M. samt Siem Ew ers B ro c k d o rff fe tc it. Er denne Tavle samtidig med Piselens Indretning, og det maa den omtrent være, da J. T. M. og L. T. M. ogsaa er anbragt paa Skabet over Døren, maa denne være opsat i Aarene efter 1766, da Kong Christian blev Konge. Snedkerarbejdet er fortrinligt og værdigt det Materiale, der virkes med. Egetræet er udsøgt og har et Spejl med Aarer som i den skøn­ neste Moiré. I Væggene findes to H u lrum . I det ene er anbragt et Sengested. Det andet er af Mangel paa Plads indrettet som Skab. Andre Vægskabe ere anbragte paa tre forskjellige Steder. Ud mod Dilen vender et V in d u e med blyfattede Ruder, for at der fra Piselen kan holdes Øje med hvad der foregaar udenfor. D ø ren paa den anden Væg fører ind til en stor Sal, som har Udgang til Haven. Som i saa mange Stuer fra forrige Aarhundrede dreves der en stor Luksus med blaa og hvide F a ja n c e p la d e r, der findes baade paa Ovns­ pladsen og paa Vinduesvæggen. Piselen varmes ved en B ilæ g g e r af støbt Jærn. At denne fand­ tes her og ikke en aaben Kamin, kan tale for, at Stuen er fra en senere Tid. L o f te t har en (lang været meget pragtfuldt malet. Det er paa Ind­ ramningerne fyldt med Dekorationer og Sentenser i Guld, der desværre

3

D A X S K F OL K KMUS E U M.

nu ere næsten udviskede. Da Stuen ventelig ikke faar sit blivende Sted, hvor den nu staar, er der ikke forsøgt nogen Opfriskning. M øb lerne ere samlede fra Omegnen, i Wilster Marsk, og gjen- tage de samme Dekorationsmotiver som paa Panelværket. B o rd e t er et Pragtstykke; de svære Kugleben, tilligemed andre Dele ere fuldt Palisandertræ, Fineringen er liere Gange tykkere end den, der anvendes i vore Tider. I Vinduerne er anbragt malede G la s ta v le r fra forskjellige Steder i Holstein, mest fra Ditmarsken. Det var her en Skik helt ned mod Slut­ ningen af forrige Aarhundrede, at skænke dem til Rejsegilder, ved Familie­ højtider o. s. v. De bare Givernes Kavne eller Billeder, Bomærker, Sen­ tenser, Virksomhedstegn o. s. v. Det var hine Tiders Stambog og Fotografialbum i Forening. En af Tavlerne er forsynet med Paategning om, at den og vistnok de 7 andre, som ere anbragte paa de midterste større Vinduer, ere malede af Hi n r i c li Loss i Bunsoh og kostede 12 Schilling Stykket. Det er underligt, at paa hver af disse otte Tavler have fire Personer, trods den hillige Pris, slaaet sig sammen om An­ skaffelsen. Der henvises til R. M ejborgs fortjenstrige Arbejder: „Gamle d an sk e H jem “, „Om Bygning ssk ik k e i SI es vi g“ og „S lesvigske B ø n d e rg a a rd e “, hvor Oplysninger om Bygningsskik i Sønderslesvig og tildels ogsaa i Holstein findes, ledsagede af fortrinlige Billeder og Detail­ tegninger, Planer og Snit. Borgmester Lars Hansen Skrivers Stue i Aalborg. Den Bindingsværks Bygning, som har huset denne og følgende Stue, blev opført i Aaret 1620 af Borgmester L a rs H an sen S k riv e r og var i sin Tid et af Aalborgs interessanteste Huse. Den er nu saa godt som helt ombygget. Ved Ejerens, H a a n d v æ rk e rfo re n in g e n s , Omsorg blev imidlertid en Stue med udskaaret Panelværk og Loft reddet fra Ødelæggelsen og anbragt i et Rum paa den ny Bygnings Loft, men under Forhold, som give ringe Forestilling om dens Velmagts­ dage. „Dansk Folkemusoum“ fik to lignende Stuer overladt. Den forreste Stue i Brudstykker, den bagerste derimod i komplet Stand, og ud af disse har man søgt at danne Billedet af et borgerligt Hjem i første og anden Halvdel af det 17de Aarhundrede. V in d u e rn e give i fem forskjellige Varianter Prøver af den rigo Udstyrelse, man i hin Tid gav denne Del af Bygningen. Mønstrene i Ruderne ere tagne af en fyensk Glarmesterbog fra Tiden. (Se Tidsskrift for Kunstindustri for 1892, Bernhard Olsens Artikel: G las og Bly i V indue r. III. En anden Stue i Sammes Hus. Medens første Stue søger at give en Forestilling om Smagen i det 17de (Aarhundredes Begyndelse, er denne for Møblernes Vedkommende, et Billede fra Aarhundredets Slutning. Baade Loft og Vægge ere tagne ud af Gaarden i Aalborg før den sidste Ombygning. Den er tarveligere i sin Fremtræden, men ved det smukke Snedkerarbejde i Panelerne og

D A N S K F O LK EAl U S E UAL

deres rolige mørke Tone, nok saa hyggelig som den rigere Nabostue. Som dette Rum nu fremtræder, gengiver det en rig Mands Hjem omtrent indtil Holbergs Dage, da Hovedstadens Brand 1728 gav det ydre Stød til en stor Omvæltning i Levevis.

IV. Samsøstue.

I Nordby paa Samsø findes endnu bevaret enkelte Skorstensstuer, ligesom man her i andre Retninger endnu sporer en Levevis, Bygnings- maade o. s. v., der er helt forsvunden i det øvrige Land. Nedenstaaende Meddelelse skyldes Samsingen, Billedskærer Bertel Olsen, som har opstillet og ordnet Stuen: 1 Stuen var en aaben S k o rste n og overfor denne M altk ø llen , som begge muredes op af raa Sten. Endvidere fandtes her et L ang ­ b o rd , en F o ld bæ n k (eller Kistebænk) til H ø jsæ d e t, som er Hus­ faderens Plads og hvor han kan se Ilden i Køllen, naar man tørrer Alalt. Højsædebænken var Opbevaringssted for Brødstumper og andet Affald som Materiale for den af Navn meget kendte Bæ nk evæ lling . I Krogen ved Højsædet staar S to lp e s k a b e t, og L a n g bæ n k e n langs Vinduerne, hvor Karlene havde deres Plads til Spisning. Hvis der er en ung Kone i Huset, staar hun og Pigerne foran Bordet og spise, og den gamle Kone sidder ved den anden Bordende. Her har hun tillige sin Arbejdsplads ved d e t lille V indue under Løsholtet. 1 Hjørnet findes Døren til Gaarden, som er Ud- og Indgangsdør. Ared Siden af Køllen er Døren til Pigekammeret. A7ed den anden Side af Køllen er et stort indmuret Skab, som er Husmoderens Madskab, hvor hun staar ved Klappen og skærer Maden til sit Tyende. Bagvæggen af Stuen danner to Alkover med Indgang imellem dem til K o rsstu en . For Enden af Alkoverne staar K an d e b o rd e t. Den øverste Del er indrettet til at sætte Tallerkener og Fade op. Det nederste danner Skabe for Kogekar og andre Ting, som ikke kan an­ bringes paa Skorstenen. Døren imellem Skorsten og Kandebord er til et Forraadskammer, Døren imellem Højsæde og Skorsten er til L ille stuen . Stuen prydes med T a lle r k e n e r i forskellige Farver; Panel, Kølle og Skorsten med F ad e og andre Brugsgenstande, M ang le fjæ l, Spjæ l, S k æ k te h æ n d e r , S k æ k te træ e r, Tæ rsk e l og S try g e , som var pænt udskaarne. For en stor Del ere disse Ting lavede af Karlene med en Kniv og en Passer, i de lange Vinteraftener, og navnlig udførte som K j æ re s te g a ver. I Stuen brugtes tre å fire Stole og et mindre Bord, Som man kan flytte nærmere til Skorstenen, for at nyde noget af Alarmen, naar der spindes om Vinteraftener. Paa Gulvet staar en flyttelig A rn e , en Trækasse med Lerbund, der fyldes med Gløder fra Ildstedet og sættes ud i Stuen. Naar et stort Byggeforetagende skulde udføres i gamle Dage paa Samsø, hjalp Bymændene hverandre med Raad og Daad. Derefter blev Arbejdet overladt til en Tømrer, som kaldtes for Snedker eller Alester for Arbejdet. Bygningsmaterialet tilbragtes af Gaardmændene, en med et Læs Tømmer, en anden et Læs Ler o. s. v. og naar Alaterialet var samlet, begyndte Hugning og Tilretning af Tømret, som udførtes af Naboer og Genboer og andre frivillige Alænd for at hjælpe til at faa Bygningen op. Alændene mødte til Arbejde, hver med deres forskellige Værktøj, en har en JØkse, en anden et Stemmejern og saa fremdeles, enhver kom med den Slags Værktøj, han bedst kunde bruge, saa der blev taget fat paa Ar-

D A N S K F O L K E MU S E U M .

Lejdet med Flid, Liv og Lyst. Husmødrene kom ogsaa hver med sin Del, en med Æg, en anden med Smør og atter andre med forskellige Føde­ varer, for der skulde meget til de mange Mennesker, men i Løbet af nogle Dage stod Bygningen paa sin Plads, og Ungdommen glædede sig til det forestaaende Klinegilde, som var en stor Morskabsdag, der endte med Dans paa Højene og forskellige Lege. Gaardene var Bindingsværk med Sadeltag og Gavlen var 6 å 8‘‘ ud af Lod for bedre at staa mod Regn og Slud, som var det værste for de klinede Vægge. Den øverste Del, fra Hanebjælkerne til Rygningen, var beklædt med Brædder, Taget dækket med Straa og Mønningen med Tørv. Væggene vare klinede op af Ler paa Staver, som vare borede ind i Tømret. Kimingen udførtes af Byens unge Piger, som arbejdede to og to, den ene inde i Huset, den anden udenfor. Leret blev trykket paa med Hænderne og Væggen glattedes med en Stryge. Karlene bar Leret hen, hvor det skulde bruges og Drengene æltede det, hvilket blev udført Aftenen forud. Klinearbejdet begyndte den aarie Morgen for at blive tidlig færdig, saa at de kunde komme paa Højene at danse og lege. Legene var f. Eks. a t sta a paa H o v ed e t og drikke en Dram, T rom le ­ h ju l, si aa Hal lin g e r o. lign., og derefter danse i G aarde parvis fra den ene Gaard til den anden, hvor de bleve opvartede. (Lig den skaanske L a n g da n s). V. Grimstrupstue. Nørre Sjæland. Den indskrænkede Plads har hverken tilladt at opstille denne eller efterfølgende Stue i sin fulde Størrelse. Paa sit Hjemsted var denne et Fag længere. Efter Traditionen blev den bygget for omtrent 100 Aar siden af en Mand, som havde tjent i fornemme Huse i Kjøben- liavn, og som hjembragte Sans for det Moderne, hvilket ogsaa kan skjønnes af Anvendelsen af Rocailleornainenter, samt af at lian kostede denne Udsmykning paa en Øvcrstestue. Medens S tuen , det Rum man levede i Dag og Nat, var det eneste, som havde nogen Hygge, var nem­ lig Ø v e rste stu e n , S to r s tu e n et øde Rum med nøgne Vægge, væsent­ lig møbleret med Kister, hvor man kun kom ved særegne Lejligheder. Morsomt er Maleriet i den store V æ g fy ld in g . Det forestiller et Bryllup, hvor Præst og Degn ere til Stede, fungerende hver for sin Bordende. saaledes som den kunde tindes før Udskiftningen i Slutningen af forrige Aarliundrede. V a a n in g sh u se t bar endnu, skønt det i Tidernes Løb var bleven afdelt i flere Rum: S tue, Kamm ers og Ø v c rste stu e , Spor af Indretningen i Oldtidshuset. Der var kun ét I ld s te d midt i Huset; til venstre for det var Opholds- og Sovested for Husfolket, til højre Plads for Madlavning, Vask og anden Husgjerning. Det daglige Beboelsesrum var Stuen, vi lier se. Dens Afskildring fra Ildstedet i Skorstenen nødvendiggjorde en særlig Varmekilde, som paa den Tid var J e rn b ilæ g g e ro v n e n . Den var det eneste opvarmede Rum i hele Huset. Her spiste, sov og opholdt hele Husstanden og Smaa- kreaturerne sig Dag og Nat paa den mandlige Ungdom nær, der sov i H e r­ b e rg e t (nu Karlekamret). • VI. Hedebostue,

li

D A NS K F O L K EMU S E U M .

Den gamle Stue var lav, ofte knap mandsliøj under Bjælkerne. Den fandtes oftest i Husets nørre Længe. Vinduerne vendte mod Syd paa et lille Vindue nær i den nørre Væg, vest for Bagerovnen, der ofte var overskygget af en gammel Hyld. Bag ude laa Toft eller Have. For at skærme mod Vind og Vejr, der trængte ind i Bindings­ værksliuset med sit Stavværk, Risfletning og klinet Ler, blev navnlig Vinduesvæggen og vestre Væg (Huset blev helst bygget so lre t) klædt med Panel, oftest tarveligt og bemalet med raa Gjengivelser af Blomster, Mennesker og Dyr, undertiden bag H ø jsæ d e t (Husbondens Plads) smyk­ ket rigere med udskaarne Fyldinger. Paa saadanne B o rd e n d e s ty k k e r yder denne Stues en særdeles rig og smuk Prøve, interessant derved at man kjender dets Historie gjennem mundtlig Overlevering. Det er i sin Tid reddet ud af en brændende Gaard, hvor det bredte sig over større Vægflade, end her er Rum til, og hvor det betragtedes som en stor Her­ lighed. Der sagdes om det, at det engang havde været et Skab, men dette var taget i Stykker for at smykke Stuen. De fleste rige Højsæde­ stykker have sikkert lignende Oprindelse eller de ere simpelt hen Kirke- panel, som Bonden var meget ivrig efter at faa i Huset, hvor det skulde bringe Guds Fred med sig. Sidestykket til Højsædebænken hed T ran ik en . 1 de udskaarne Hak hængtes fordum Økserne. Bohavet bestod af faa Stykker. De væ g fa ste Bænke, de to Borde. Det øverste af dem maatte Tyendet kun nærme sig under Maal- tidet. Karlene sade paa Vinduesbænken, „Manden“ paa Højsædebænken, medens Hustruen og de andre Fruentimmer spiste staaende, Hustruen nærmest ved Manden, Døtre og Piger tilvenstre for hende. Hun stod op, medens selv Vogterdrengen spiste siddende. I Krogen, ved Højsædet stod S to lp e s k a b e t, hvor Manden gjemte sine faa Dokumenter og Optegnelser. Det smykkedes af to M e ta lsta g e r og M o rte ren . S eng en e vare fra Alkovesenge (Hulsenge) bievne til Himmelsenge eller til Skabsenge. Endvidere fandtes K lokken (Sigerværket), en lille jernbunden K iste og den eneste S to l ved Ovnen, hvor Stodderne, der kom i Huset, maatte sætte sig til Varme, men ikke gaa op i Stuen. Mellem Bordene stod F o ld b æ n k e n med bevægelig Ryg, et ældgammelt Møbel, der oprindelig havde sin Plads foran det aabne Ildsted. P y ram id e n (Tabletten) til Opstilling af Nips. Under Loftet løber Ræ kken med Tin- og L er ta lle rk e n e r og Hylder med S ib ø tte r. Under B jæ lk e rn e anbragtes T ræ sk e e rn e efter Maaltidet i renslikket Stand. Kniv bares i Lommen og Gaffel brugtes ikke. Her findes ogsaa J u lem æ rk e rn e , tolv Kredse for de tolv Dage mellem .lul og Hellig tre Kongers Dag. Havde Dagen været solklar, kridtedes hele Kredsen og dette varslede saa, at den tilsvarende Maaned vilde blive solrig. Det ukridtede betød Regnvejr. Under Loftet blev stukken S ank t Hans U r te r (Kjærestekaal), som de Unge satte op og gav Navne. Eftersom de nærmede eller fjernede sig, visnede eller trivedes, sluttede man til Skæbnen i Kjærlighed. G ra a b y n k e n over Døren bag Amuletten, H e ste sk o e n under Dørtærskelen værgede Huset mod onde Magter. De mangfoldige Smaagjenstande af mere eller mindre Nytte, mange tilvirkede i Huset, som stabledes op paa Hylder og Gesimser, var Arv fra tidligere Dage. Paa en Tid, da Værdipapirer og Sparekassebøger ikke fandtes i Bondens Hænder, var der Fristelse til at sætte sine Spareskil­ linger i Ejendele, hvad enten det nu var til at pryde Huset eller til at fylde Kister og Skab. H æ n g ek læ d e rn e paa Sengene, S k a b s s ty k k e t paa Stolpeskabets Korniche, K n agdug en ved Ovnen og S to lp e k læ d e rn e ved Dørene hørte til Stuens Højtidssmykke, en Skik, som bevarede sig længst paa Sjæland og i Skaane. De ere syede i H v id s øm, en Husflid, som frem

D A N S K F OL K EMU S EU M.

bragte Masser af Broderier paa Sjæland, særlig- i Hedeboegnen. Den egenlige Hedebosyning var, som det oprindelige Navn antyder, livid, men udenfor Hedens Grænser forekom jævnsides med den hvide Syning et broget Broderi udført i Kryssting med farvet Garn, begge Maader ofte anvendte paa et og samme Stykke. De ældste Stykker, som nu forefindes, ere fra Slutningen af forrige Aarlmndrede, men forekomme kun sparsomt, fordi de i hin Tid bleve slidte op ved det daglige Brug. Fra Aarene 1820—fiO findes derimod uhyre Masser paa Grund af, at den ældgamle Skik at drage Huset med udsyede Duge mere og mere gik af Brug og de eksisterende Beholdninger henlagdes i Gjemme. Denne Syning, som i fuldeste Betydning kan kaldes Husflidskunst, fordi den udførtes i den Fritid, som faldt af fra Arbejdet i Huset og i Marken og uden Hensyn til Pengefortjeneste, er en Hæder for de Egne, som have frembragt den, baade ved sin Afveksling i Mønstrene og ved den indenfor Husets Vægge erhvervede Kunstfærdighed i Behandlingen af det simple Materiale. Den har aldrig været gjort til Industri i det store, saaledes som Tilfældet har været med Kniplekunsten, og har derfor ikke været Modens Paavirkning underkastet, men skønt den beskjæftigede Tusinder af Hænder, har denne ihærdige Flid kun havt det Formaal at smykke Huset. Det maa erindres, at det var den samme kvindelige Haand, som saaede Hørren, ruskede, brød og skæktede den, spandt og vævede Traaden og tilsidst bedækkede Lærredet med Broderier, som ofte vare Aars møjsommelige Arbejde. Væ­ verenderne flettedes i sindrige regulære Mønstre, det saakaldte T ræ nd . Vil. Jan Wybrantsens Stue i Magleby paa Amager er et Billede paa en rig „Hollænders-4 Hjem i forrige Aarlmndrede. Hovedstadens Nærhed, Amagernes hyppige Samkvem med borgerlige Kredse voldte, at Møbler og Husgeraad omtrent vare som i Kjøbenhavn en Del Aar forud, idet man her som andre Steder paa Landet nødig optog nogen ny Skik, før den var bleven rodfæstet i Kjøbstæderne. Stuen er, hvad Loft, Panel og Dørparti angaar, tagen ud af J a n W y b ra n tse n s gamle Gaard i Magleby og skænket af ham; den er med sit smukke Panel typisk for det h o lla n d sk e Amager. Møblerne hidrøre saa godt som alle fra Stedet eller Nabolaget. (Moderne: Reisnæs). Ligesom den sydskaanske Stue hører denne til den ældre Bygningsform, somLinnéi sin „skaanske Rejse41opstiller som Typen, idet Langbordet ikke, som i den nyere Form, staar langs Vinduesvæggen, men derimod langs den ene Gavlvæg, hvor det fik sin Plads allerede i den tidligste Middelalder, efter at Arneilden midt paa Gulvet var vegen for de murede Skorstene. Karakteristisk for Røsnæsstuen ere Sengene paa Bagvæggen med det høje Trin og V raasen gen, der her er et smukt Eksemplar af en udskaaren Seng fra det 17de Aarlmndrede. Røsnæshuset ligner de sydskaapske Huse, men afviger i andre Hen­ seender saa meget fra de andre sjælandske Bondehuse, at man maa tro paa her at have Levningen af en oprindelig Bygningsmaade. Paa Røsnæs ligger Vaaningshuset i Gaardens sydlige Længe, Stuens Vinduer vende mod Syd, hvor Haven findes, og samme Vej vender Bagerovnen. De gamle sjælandske Gaarde lignede derimod en Fæstning, idet der paa VIII. Røsnæsstue.

I) A N S K F OL K E MU S E U M.

Ydervæggene kun fandtes et eneste Yindue, nemlig det, der fra Dagligstuen vendte mod Nord ved Siden af Bagerovnen. Stuens andre Yinduer vende ind mod (iaarden. IX. Ingelstadstuen, Skaane, søger at vise K o rs v irk e h u s e ts ældste Form. Væggene ere af Bindings­ værk med klinede Tavl af Ler og Halm (K line li ns), Gulvet var som i alle danske Bondehuse af Ler. I denne Stue samt i Røsnæsstuen staar Langbordet ikke ved Yinduesvæggen men jiaa tvers langs den ene Gavl­ væg. Stuen er draget og Bordet duget og dækket til Julehellig. Ved Døren: G aa sebæ nk en , hvori Gæssene husedes om Vinteren, Hønsene boede underSengen. Nærmest Døren, S ta k k a re bæ n k e n , hvor Stodderne fik Lov at sidde. H im lin g e se n g c n , hvor Far og Mor sov; Fodenden: Gavl skabet, hvor Madvarer gjemtes. 1 Hjørnet ved Bi­ læggeren staar K ak k e lo v n sbæ n k en . Her tilbragte H an sæl (Manden) Dagen og Kvælden, naar Arbejdet eller de seks Maaltider ikke hindrede ham. Han nød dem ved Hustruens Side, siddende ved Vinduet for B o rd ­ k is te n s Ende. Paa det dugede Bord staar den trearmede L y se sta g e , J u le s tu e n s Helligtrekongerslys, som i Julen fortrængte den ellers brugelige Lampe dal la, der hænger under Bjælken. I Hjørnet staar V ra a sk a b e t, ved Døren K lo kk en . H y ld e rn e under Loftet ere fyldte med Husgeraad og hvad der skal lægges til Tørre, f. Eks. Ostene. Loftet er sværtet af Sod, der fik Lov at sidde og gnedes saa blankt, at det i Aarenes Løb kom til at ligne Ibentræ. Væggene ere dragne med D ræ ttc d u g o og H æ n g e k læ d e r, Bænke, Sofaer og Stole med Rød­ lak an og K ra b b a s n o r. Over Bordet hænger J u le k r o n e n , Gulvet strøedes med Ju le h a lm . Midt i Stuen staar G an g sto len , hvor Barnet flyttedes hen fra Vuggen for at gøre sine første Skridt i Livet.

Fajance- og Guldsmedemærker. En kort Udsigt over de danske Fajanceværkers Historie findes i Katalog over Dansk Folke,museum Side 52. De kjøbenhavnske Guldsmedes Mærker ere tegnede og forklarede i et Arbejde af B e rn h a rd Olsen. De kjøbenhavnske Guldsmedes Mærker i Tiden før Auret 1800. Sælges paa Museet for 2 Kr. 50 Øre.

D A N S K F OL K E INIU S E U M.

Svenske Kontrolstempler. Indtil 1754 var Kontrolstemplet paa Guldsmedearbejde den saa- kaldte OIder m an d sran k e , en zigzagdannet Linie, som opstod, naar Prøven udtoges. Nævnte Aar indførtes i dens Sted de tre Kroner. 1759 blev hertil føjet en Tidsbestemmelse med Aarsbogstaver. 1759 blev be­ tegnet med A; 1760 med B o. s. v. indtil Z (1782). Den næste 24 Aars Serie betegnedes med A2—Z,2. Serietegnene tage sig altsaa saaledes ud :

" 1759—1782 = A -Z . 1783-1806 = A2—Zt. 1807—1830 = A3-Z... 1831—1854 = A4—Z4. O. S. V.

De i Museet forekommende skaanske og blekingske Guldsmedearbejders Alder er altsaa let at bestemme. Oldermandsranken er Tegn paa, at Tiden maa søges før 1754. De tre Kroner alene findes fra 1754—1759. De se­ nere indførte Seriebogstaver udvise selve Stemplingsaaret.

Danske Fajancemærker. Fabriken i St. Kongensgade. Kjobenhavn.

Perioden for 1749. Johan Pfaus Monogram. (Nr. 1—9).

1 .

2 .

Bakke. Katalog-Nr. M. 1407.

Fad. Katalog-Nr. M. 809.

D A N S K F OL KEMU S E UM .

Bordskaal. Katalog-Nr. .T. 44.

4.

e

Vf

tf

Kongetallerken (Chr. YI’s Navn). Katalog-Nr. H. 138.

Bolle. Katalog-Nr. M. 340.

Flødekande. Katalog-Nr. M. 430

Dekorationsstykke. Katalog-Nr. L. 149.

8.

9.

10 .

t

er

Skrivetøj fra Tiden før 1749. uden Pfaus Mærke. Katalog-Nr. P. 10.

Blomsterkumme. Katalog-Nr. Ii. 7C.

Blomsterkumme. Katalog-Nr. h . 75.

11

D ANS K F OL K EMU S E U M.

Perioden e fte r 1749. (Nr. 11— 14). 11 .

12 .

Terrin og' Ead. Katalog-Nr. M. 278.

13.

14.

_W_ $ / >

Sandhus.

Mælkespand. Katalog-Nr. M.473.

Katalog-Nr. P. 29.

Andre danske Mærker.

16. / Antvorskov Major Jensens Fabrik. Tallerkener. Katalog-Nr. M. 741—744. 12

15.

17.

&

C /V Jacob Fortling. Kastrup Fabrik.

1 Johan Spietz. Bornholm. Legetøjsfajance.

Fad.

Katalog-Nr. M. 867.

D AN S K F O L K EMU S EIIM.

Slesvig.

21 .

20 .

Paa et 1/2 Dusin Tallerkener, kjøbte i samme Graard paa Samsø. Katalog-Nr, M. 591—596.]

22 . S‘SL 5- Biskopbolle. Katalog-Nr, M. 341.

i S -

Lysestage. Katalog-Nr. K. 266.

Eckernforde.

24. L

25

26.

O

O E o Q £ ”5 t i X ' _ a Å Olielampe. Kande med Fad. Kurv. Katalog-Nr. K. 306. Katalog-Nr. M. 432. Katalog-Nr. 11. 416. 13

D A N S K F O L K EMU S ElTM.

Kiel.

27.

Tallerken. Katalog-Nr. M. 636.

Terrin med Fad. Katalog-Nr. M. 283. (m. T. = mit Teller).

Kellinghusen.

Stockelsdorf. 30. A§: Flødekande. Katalog-Nr. M. 431.

Tallerken. Katalog-Nr. M. 650.

Rendsburg. 32.

31.

33.

7 S - Tallerken. Katalog-Nr. NT. 625.

Fad. Katalog-Nr. M. 870.

Krus. Katalog-Nr. M. 1118.

34.

35. '

Blomsterkumme. Katalog-Nr. Ii. 73.

Frimurertallerken. Katalog-Nr. II. 268.

14

D AN SK FOLKE MU S E ITAI .

Hollandske Mærker.

37.

36.

38.

De witte star. Th. Witsenburgli. 1690. Delft. Fad. Katalog-Nr. M. 806.

Dc bvl. .Tustus Bromver. Dclft 1764. 5 Tallerkener. Katalog-Nr. M. 563.

De drie Klokken. AV. van der Does. 1764. Delft. Sæt paa 5 Stykker Katalog-Nr. LT. 140—144

39.

f

T> . . 7

J. van Duyn. Fad. Katalog-Nr. M. 895. Saltkar. Katalog-Nr. M. 444.

Et Par Lysestager. Katalog-Nr. K. 265.

42.

41.

Fad. Katalog-Nr. M. 1013.

Krus. Katalog-Nr. M. 1120.

Krus. Katalog-Nr. M. 1119.

I) AN SK F OL K E MUS E U

Fra ukjendte Fabriker. tit.

' I

Opsats. Katalog-Nr. M. 410.

Suppcteirin. Katalog-Nr. M. 280.

Franske Mærker. 46.

Rouen. Bakke. Katalog-Nr. M. 1408.

Rouen. 'Uo Fade. Katalog-Nr. M. 022.

Antwerpén. Fad. (Stentøj). Katalog-Nr. M. 031.

16

Made with