S_ThorvaldsensMusæumsHistorie_1892

THORVALDSENS ØKSKE. OM ET MUSÆLTM UDTALES FOR FREDERIK DEN SJE1TE.

4

paa hans Værker, — et passende Opbevaringssted, et Musænm, og at den Kapital ikke m aatte angribes, som skulde sikkre hans Datier et sorgfrit Udkomme. Sætter man sig nu tilbage i hine T ider, da vort lille Land efter en S tatsbankerot møisom- meligt arbeidede paa atter at komme til K ræ fter, saa vil man fo rsta a , at det kunde have sine Vanskeligheder at skaffe disse Betingelser tilveie, især den første. Vi levede under Enevælden og vare vante til at lade Regjeringen sørge for, hvad der vedkom Landets Interesser og Ære. At der stilledes ret betydelige Krav fil den private Velgjørenhed, fandt man i sin O rden, men ad Frivillighedens Vei at søge et fædrelandsk Formaal opnaaet, det var man ikke v an t til. Enevælden, - ja den kunde blande sig i A lt, den kunde, som man havde seet det ved R aad - og Domhusets Bygning, paalægge Hovedstaden Byrder uden at spørge om Gommunalbestyrelsens Sam tykke; men til disse Yderligheder greb man dog ikke gjerne. Det k n eb , som s a g t, med al skaffe det til Regjeringens Førelse Fornødne, det Nyttige m aatte bestandig gaa forud for det Skjønne. Frederik VI følte, det er sikkert, varm t for Landets Hæder og Æ re, og uagtet han ikke gjorde Fordring paa selv a t eie særlig Kunstsands, var der dog, især efter Thorvaldsens Resøg i Hjemmet i 1819, tilflydt den verdensberømte Kunstner en Række Bestillinger dels til S lottet, dels til Frue Kirke. Men disse Kunstværker skulde jo forherlige S tat og Kirke; det laa vistnok temmelig fjernt fra den sparsommelige Konges Tankegang, af Statens Midler a t anvende en betydelig Sum p aa en Bygning, som udelukkende var bestem t til Kunstnydelse og til Forherligelse a f en enkeil. Kunstner­ personlighed, selv om denne havde vundet europæisk Navnkundighed. Man m aatte i alt Fald føle sig for paa dette Sted, det eneste, hvor der kunde være noget Haab. Dette gjorde Thorvaldsen da ogsaa, ved, som Thiele mener, efter sin Ven, den trondhjemske Kjøbmand Jørgen Knudsens Raad, gjennem Grev Rantzau Breitenburg, der havde reist med den unge Prins Frederik (Frederik VII), at underrette Kongen om, at han tænkte p a a , før sin Død a t sikkre sin Fødeby Kjøbenhavn alle sine egne Årbeider i Gips eller Marmor og alle sine Samlinger af ældre og nyere Kunst- gjenstande til fremtidig Opbevaring, dersom Regjeringen vilde sørge for et passende Opbevaringssted og tilstaa hans efterlevende Datter en Pension1. Kongens Svar, meddelt i et Brev fra R antzau af 20de April 18292, var meget imødekommende: han vilde gjerne sikkre Datteren en fast Aarpenge og rette sig efter Thorvaldsens Ønsker med Hensyn til Musæet, ogsaa hvad Pladsen angik (Rantzau mente, Rosenborg Have vilde være en god Beliggenhed); dog — det blev ved dette Løfte, man ventede at høre Nærmere fra Thorvaldsen og skyndte sig ikke synderlig med at sikkre Fædrelandet de Skatte, som han var villig til a t skjænke d e t3. Manglede man saaledes paa høieste Sted i Kjøbenhavn Blikket for hvad der stod paa Spil, var der Andre, som bedre begreb, hvad en saadan Arv havde at betyde. Kong Ludvig af Bayern kom til Rom i Foraaret 1829 og gjorde Alt muligt for at hædre Thorvaldsen og vinde ham for sig. Næste Aar maatte Thorvaldsen reise til München for at overvære Afsløringen af Hertugen af Leuchtenbergs Monument, hvad han ved Gontrakt var forpligtet til under en Bøde af 6000 Gylden. Man kappedes om, paa enhver Maade at vise ham sin Hyldest; Kongen bestilte Maximilianstatuen og har vistnok allerede dengang tilbudt Thorvaldsen Professoratet i Billedhuggerkunst ved Münchens Akademi, hvis

1 Thiele, „Thorvaldsen i Rom“, II, S. 332. 2 Thiele, „Thorvaldsen i Rom“, II, S. 366. 3 P. Hjort, „Udvalg af Breve“. Kbh. 1867, S. 165, Brev fra München.

Made with