S_ThorvaldsensMusæumsHistorie_1892

148

PROFESSOR HØYEN FORSVARER SIN PLAN.

trængt af nyere Malerier. Den langt talrigere Rest maa have stukket i Krogene; først her i Kjøbenhavn have disse Billeder faaet Rammer, og, saavidt jeg veed, uden Thorvaldsens For­ anstaltning. Det var Skrabet, som fulgte med, fordi det hørte til hans Eiendele og fordi det kunde gjøre Nytte som Fyldegods. 2. Nyere Malerier. Det er denne Afdeling, som giver Samlingen dens egentlige Værd, men der er betydeligt Misforhold mellem dens Omfang og det værdifulde Indhold, som kunde gjøre den kjær for Eieren. Et saadant Misforhold er ingen Sjældenhed — desværre, hverken i offentlige eller private Samlinger, og i dette specielle Tilfælde maa man desuden vel erindre sig Samlerens særegne Stilling, hans mangeliaande dels collegiale dels venskabelige Forhold til ældre Kunstnere, hans Godmodighed, hans Deeltagelse selv for ganske unge Begyndere, den Pligt, der paalaae ham ved mange Ledigheder at komme til Hjælp og understøtte. Det kan derfor heller ikke undre, ved Siden af aandrige eller dog interessante Værker at tinde dels ubetydelige, dels uheldige Arbeider af bekjendte Kunstnere, dels rene Begynderarbeider, Dilettantarbeider, dels endelig en heel Række af Stykker, der aabenbart blot ere Kvitteringer for modtagne Vel- gjerninger. Efter ret at have gjort mig fortrolig med Samlingen, stillede det sig som min Opgave, at fremdrage hvad jeg kunde kalde Samlingens Kjærne og sætte den i det fordelagtigste Lys. Jo mere jeg beskjæftigede mig med den, desto tydeligere blev det for mig, at denne Samling tillige havde sin største Betydning ved det Vidnesbyrd, som den kunde give om den universelle Deeltagelse, Thorvaldsen havde skjænket Malerkunstens fleersidige Udvikling i den Tid, han havde levet i Rom. Den æsthetiske Nydelse fik derved et eget Præg, et Udtryk, som ikke vilde møde Besøgerne i vore andre Samlinger. Med Hensyn til det Rum , hvori Malerierne skulle ophænges, da er Belysningen fortræffelig, og Væggenes dybe, mættede Farver tjene godt til at hæve Malerierne og frembringe Ro. Men Værelserne ere smaae og taale ingen Overlæsning, og Bagvæggene ere — med en enkelt Undtagelse, som jeg foranledigede, — bestemte til saadanne af Thorvaldsens Værker, som ikke andetsteds kunde erholde en passende Plads. Den sidste Betingelse blev jeg alt i Efteraaret 1845 gjort opmærksom paa i et Møde med D’Hrr. Bissen og Bindesbøll, og jeg gik gjerne ind paa den; thi ogsaa efter min Formeening burde der først og fremmest sørges for Thorvaldsens egne Arbeider. Bagvæggene due i Regelen desuden ikke til at hænge Malerier paa. Det var under saadanne Forhold at jeg i afvigte Foraar begyndte at forberede Ophæng­ ningen. Erfaring havde viist mig den store Usikkerhed, som er forbundet med ene at ville anordne Kunstgjenstande paa Papiret. Det var derfor at jeg udførte og prøvede heele min Plan paa Skjærme, der havde samme Maal som de tilsvarende Vægge i Musæet, og som vare stillede saaledes, at ogsaa Belysningen blev omtrent den samme som i Musæets Værelser. Først efter saaledes at have gjennemgaaet Væg for Væg (undtagen Bagvæggen i Forsamlingsværelset), og efter at have erholdt Professor Bissens Samtykke, ansaae jeg mit forberedende Arbeide for fuldendt. At denne Anordning kan varieres paa mange Maader, at en enkelt Væg, et enkelt Værelse kan sammenstilles mere harmonisk, at der selv ved Valget af enkelte Malerier, — dog kun nogle faae, — kan være Spørgsmaal om, hvorfor de ere valgte og ikke dette eller hiint af dem, der nu betragtes som reent tilsidesatte, alt dette indseer jeg meget vel og har ofte følt det under Arbeidet. Jeg har bestræbt mig for at tilveiebringe en harmonisk og charakteristisk Heellied. Er det ikke