S_ThorvaldsensMusæumsHistorie_1892

MUSÆCMS-

/

September boretter ham. at han havde fortalt Kongen, hvad han i Rom nogle Gange havde h ø r t, at TI«orvalidsen engang vilde skjænke ham de fleste af sine Gipsafstøbninger; Kongen var toleven glad overrasket herover og havde livlig y ttr e t. hvad det var for en Skat ikke blot for München, men for hele Tydskland at besidde disse Sager der. Han forundrede sig kun over, ikke a t have hørt Noget herom , da han var i Rom , og brød saa atter ud i Y ttringer af stor Glæde: .Jeg vilde naturligvis efter vor Aftale ikke sige ham , a t jeg havde hø rt det af Dem selv, og sagde kun , jeg havde endogsaa hørt Tale om et Testamente. Nu blev han meget interesseret, udtalte sig med meget Liv om, hvor megen Kjærlighed og Agtelse han nærede for Dem: h an kunde neppe taale a t tænke derpaa og kunde ikke tro det, før h an hørte det fra Dem selv; han glædede sig over, a t De var saa rask, haabede at det vilde vare længe, inden De tænkte p aa noget Testamente. In Summ a, jeg h ar seet. a t han glæder sig uhyre til disse Gipsafstøbninger. Saa vidt er jeg nu gaaet, og De kan herefter gjøre hvad De selv vil. Ligeoverfor Glyptotheket skal der bygges et Musæum for Kunstudstillinger; det vilde ikke være nogen daarlig Plads for Deres Gipsafstøbninger.“ N sa r m an h ar m eent, at der ogsaa har været Fare for a t S tu ttg art skulde være blevet en R ival for Kjøbenhavn med Hensyn til Thorvaldsens Samling af A fstøbninger, da synes Faren dog efter den af Thiele meddelte Gorrespondance 1 ikke at have væ ret overhængende. Vel var Thorvaldsen meget igaaet med den wurtembergske Minister i Rom Hr. v. Kolb, og han gjengjeldte en ham af Kong Wilhelm forlenet Orden med en Gave af Afstøbninger til Kunstskolen i S tuttgart, men til mere end disse Opmærksomheder fra begge Sider synes m an ikke a t være kommen. Heller ikke i, hvad Scliwanthaler fortæller, er der jo mere end en Prøveballon. Thorvaldsen var lun ; han vilde nok, især da Udsigten til et. Musæum i Kjøbenhavn ikke var saa særdeles glimrende, høre hvad man fra anden Side kunde faae i Sinde at byde, men i sit stille Sind ventede han dog paa, om der ikke skulde høres en Røst fra Danmark, om hans saa ofte for de danske Reisende og Kunstnere tilkjendegivne Ønske, at kunne gjøre Danmark til sin A rving, n a a r man i Kjøbenhavn vilde bygge ham et Musæum, ikke skulde finde Gjenldang i hans Landsmænds Hjerter. Jo! dette skulde omsider vise sig. Grosserer H. Puggaard, der havde væ ret sammen med Thorvaldsen i Rom og Sorrent, kom ved Juletid 183G tilbage til Kjøbenhavn. P a a hans Opfordring sam inentraadte nu Professorerne Schouw , H. N. Clausen, N. Høyen og H. Freund sam t, efter Indbydelse fra Schouw , Gon ferent sraad Golim. Disse fem dannede en Gommitte, der kom til at tiest aa foruden af dem selv af Grev Revemtlow Griminil, E tatsraad Dumreicher, Fabrikant Gamst, Hofraad Hambro, Grev C. Moltke, Oberst v. Prangen, Grosserer H. Puggaard, Justitsraad Rathgen, Kammerjunker P. B. Scavenius, Professor Thiele, E tatsraad Treschow og Gommandørcapitain P. M. Tnxen, og denne Committe udstedte under 10de Januar 1837 en af Høyen forfattet Indbydelse til al yde Bidrag til e t Tborva kisen sk Musæum2. Man finder under Indbydelsen baade den gamle øg den nye Tids Mænd forenede; selv de tydske Slesvigere og Holstenerne ere repræsenterede. Ledelsen af Gommilteens Arbeider overtoges som efter Aftale af Collin, dels p aa Grund at den T illid, han nød hos Thorvaldsen, dels paa Grund af hans Anseelse som Forretningsmand. H ans Evne i denne Retning fornegtede sig heller ikke ved denne Lejlighed. Alle mulige

1 Thiele, „Thorvaldsen i Rom“ , IT, S. 568— 73. 2 J. L. Ussing, „Høyens Levnet“, S. 267. Fremstillingen af Gommilteens Dannelse i „Freunds Levned“ Pag. 220 er ikke aldeles nøiagt.ig.

Made with