S_ThorvaldsensMusæumsHistorie_1892

29

OBERST PRANGENS SEPARATVOTUM OM VOGNSKURSBYGNINGEN.

den største Del deraf ikke skulde kunne ved passende Dispositioner hensigtsmæssigen anvendes til Musæet. Jeg forbigaaer at tale om Forkasteligheden af Belysningen fraoven, da det af Kunstnerne selv indrømmes, at Meningerne herom ere delte; og da Musæets Giver efter Forlydende finder en saadan Belysning antagelig, seer jeg ei heller heri nogen tilstrækkelig Grund til at ville udelukke Bygningens Anvendelighed. Man har endvidere yttret, at de frivillige Bidrag til Musæet skulde være ydede i den Supposition, at en ny Bygning dertil skulde opføres, som et den store Kunstner og den store Giver værdigt Monument, og at Committeen skyldte sine Committenter at holde fast ved dette Princip. Denne Anskuelse deler jeg aldeles ikke, tvertimod troer jeg , at en stor Pluralitet af dem, der have ydet frivillige Bidrag, vilde foretrække Afbenyttelsen af de skjænkede Bygninger, saafremt den tilsigtede Besparelse derved kan opnaaes, fremfor et større Projekt, der synes at ville udfordre Midler, hvis Tilveiebringelse i det Mindste vil være problematisk. Efter denne Anskuelse troer jeg, at skylde Committenterne at votere for Udarbeidelsen af et Projekt med Afbenyttelse af de Bygninger, som Hans Majestæt Kongen allernaadigst har skjænket i den Hensigt derved at fremme Musæets Fuldførelse. Jeg bestyrkes i denne Anskuelse ved at betragte: at den store Kunstner selv har erklæret sin fuldkomne Tilfredshed, ja sin Glæde over Tilbudet, og at paa en T id , hvor ifølge saa mange offentlige Diskussioner Landet paastaaes at være i en svær og trykkende Fattigdomstilstand, hvor en Del væsentlige og almennyttige Foranstaltninger, hvis Savn dybt føles, ikke kunne udføres formedelst Nationens supponerede Uformuenhed, — Consekventsen synes at byde, at ogsaa ved det Hverv, vi her have at lede, ingen Ødselhed maa finde Sted, men at Formaalet maa søges opnaaet vel med stadigt Hensyn til dets Værdighed, men dog tillige med ikke mindre Hensyn til fornuftig Økonomi og til de dels nu disponible dels endnu forventende Midler. Jeg meener og lægger stor Vægt paa, at vi bør sætte os et opnaaeligt Maal. A f de rigelig 100,000 Rclh, som Committeen indtil nu har at disponere over, ere ikkun nogle og tredsindstyve Tusinde indkomne ved frivillige Subskriptioner uagtet alle Anstræn gelser, som vi ikke kunne nægte at have anvendt for at udvide dem. Imidlertid vil jeg supponere, at ved fornyet Anstrængelse endnu nogle flere Bidrag kunne samles; jeg vil supponere, at den Kommune, der er blevet Eier af Thor- valdsens rige Gave, vil yde et klækkeligt Bidrag; men alt dette, frygter jeg, vil blive endnu langt fra Maalet, dersom dette ikke med Omhu afpasses efter Kræfterne. Ikkun heri seer jeg Midlet til at fremme det Værk, hvis Fuldførelse er Gjenstanden for vor Attraa. Vi bør vogte os for at levere et Sidestykke til Marmorkirken; — at begynde paa noget, til hvis Fuldførelse Midlerne kunne komme til at mangle.

Det ovenstaaende Votum — det føler jeg selv — overskrider Grændserne for den Opgave, der er givet den snevrere Gommittee. Gjenstandenes nøie indbyrdes Forbindelse vil, haaber jeg, tjene til Undskyldning derfor.

P rangen .

Kjøbenhavn den 9de Januar 1839.