S_ThorvaldsensMusæumsHistorie_1892

87

BREV FRA PROFESSOR HØYEN (?) TIL PROFESSOR SCHOUW.

Forslaget om a t lade A rbeidet fortsæ tte p a a den Thorvaldsenske Gomm ittees A n- og T ilsvar h a r forekomm et m ig sæ rdeles h eld ig t, m en jeg veed jo ikke, om det lader sig udføre, n a a r R e­ p ræ se n ta n te rn e sa a bestem t — eenstemm igt — h a r erk læ ret sig for S tand sn ingen a f hele A rbeidet. Det væ rste ved Sagen er den Om stændighed, at jeg ingen Ende seer p a a alle disse Chikaner. N aar n u B indesbøll h a r ud fø rt T egn ingerne efter F o rla n g en d e , gjort og ladet gjøre nye Overslag, — sa a k u n n e disse gjerne blive ap p rob ered e og i Løbet af et h alv t A a r, heelt A ar nye Indvend inger og nye S tand sn ing er skee. H v ad er d et overhovecM for G aran tier m a n forlanger? E r d et m uligt h er til L an d s, a t erholde flere eller stæ rkere G aran tier for det gode Udfald af et Bygningsprojekt end der er givet for B indesbølls? Men d et er jo en Selvfølge, a t n a a r E nhv er p a a det løseste S ladder tro er sig be­ rettig et til a t tvivle og til a t opponere og til a t komm e m ed overflødige Forslag eller til a t forsøge M agtsprog, — sa a komm er P ro jek tet ingen Vegne. H v ad jeg anseer for det Vigtigste for Ø ieblikket er, a t holde T ho rv ald sen i Ligevægt. Man b lande dog for Guds Skyld h am slet ikke ind i Sagen, n a a r h a n ei af „rette V edkomm ende“ vil blive tru k k e t ind i den. T ho rvaldsen er jo ei Bygmester, h a n s Mening som D o n ato r k an dog heller ikke i det h er opstaaed e S trid spunk t have nogen Ind ­ flydelse, b ø r ikke h av e dette. Man bø r gjøre A lt for a t overbevise T ho rvald sen om, a t det er ikke L unkenhed m od h am , m en n etop Iv er for h an s S ag , som h a r b ra g t B o rg errep ræ sen tan tern e til b o n a fide a t gjøre d et slet overlagte Skridt, de hav e gjort. Til m in sto re Sorg m a a jeg jo tilstaae, a t A kadem iets A rch itek ter have endnu lang t m ere Skyld end den sølle G apitain S ibbern og Consorter. Men hvorledes de kan m odarbeides p a a and en M aade end ved a t finde sig i det Skete, m en derimod, n a a r Bindesbøll h a r ud fø rt Tegningerne, holde p a a den gode Sag af al K raft og saa- vidt m uligt forehygge videre Chikaner, — det veed jeg ikke. E r det muligt, a t hæve S tand sn ingen ud en M agtsprog, som dog ikke passer n u læ nger h er tillan d s, sa a v a r det jo h erlig t; th i al denne Skraal, al denne Skrigen, alle disse latterlige R yg ter ere, saav id t jeg k an see, aldeles uden G rund. B indesbøll fører P enn en slet, og Munden ikke synderligt b ed re, og forsaavidt k an h an h ave nogen S kyld; iøvrigt h a r h a n opført sig som en redelig og dygtig K unstner. C apitain S chap er er vist ogsaa den solideste T echn ik er, som k an erholdes, og det vilde væ re et sto rt T ab , om h an forlod d ette A rbeide L “ S amm e Dag, som B a ro n e sseS tam p e sendte sit an d e t Brev til Schouw — den 10de A ugust — , undersk rev T ho rv ald sen en Skrivelse til E xecu to rerne sa aly d e n d e2: Jeg h a r i disse Dage i de offentlige Blade læ st en Bekjendtgjørelse fra B o rgerrep ræ sen­ ta n te rn e , hvilken h a r g jo rt et hø ist ubehageligt In d try k p a a m ig og som m ere end noget A ndet k an p aaskynd e m in Afreise fra m it ellers sa a kjæ re Fødehjem . Jeg skyer S trid og T ræ tte , som ere uforenelige m ed den S in d sro , jeg som K un stn er behøver og i m it Livs Aften træ n g e r til, og jeg afholder mig derfor heelt fra al um idd elbar Deeltagelse i denne Sag. Men jeg k an for m ine V enner ikke tilbageholde den Y ttrin g , a t ligesom det h a r sm ertet mig, a t erfare de uforskyldte Ubehagelig- 1 Høyen fortalte paa sine gamle Dage, at han havde beundret Bindesbølls Sindsligevægt i hele denne Tid. Den Aften, da Arbeidet var blevet standset, kom lian ud til Høyen i Toldbodga.de med et Par af de smaae brændte Leertærninger til Mosaikgulvene i Lommen, og hans Sind var fyldt, ikke af Harme og Fortørnelse over den lidte Krænkelse, men af kunstnerisk Glæde og Iver for at faae det ham betroede Arbeide saa skjønt som muligt. 2 Mus. A. 165 og Thiele, „Thorvaldsen i Kjøbenliavn“ 1S39— 48, S. 127 ff.