A.K.Bang

21

af Toldas-istent Raun-Byberg. Tilbage i Hjemmet var nu kun den yngste Datter, Elisabeth, og den yngste Søn, Marcel, der som juridisk Kandidat en kort Tid havde været Fuldmægtig ved nogle jydske Embedscontoirer, men 1875 vendte tilbage til Kjøbenhavn og fik Ansættelse i Revisionsdppartementet. Han boede nu som Ungkarl i det gamle Hjem i dettes sidste Tiaar, og var en saare kjærlig og omhyggelig Søn, en trofast Støtte for de gamle Forældre. Fredelige, lykkelige Aar var det; fortroligt Samliv med Børnene i Kjøbenhavn; af og til Rejser til Jylland for at gjæste de der­ værende Børn, thi fra 1879 af var Henriettes Hjem i Viborg; og hvor Justitsraaden viste sig, fulgte Glæden i hans Spor. Dog skulde ogsaa han erfare, at i Alderdommen komme hyppigt de Dage, om hvilke vi maa sige, de behage os ikke. I den lange Aarrække, hvori han „var sat til det Tørreste af Alt, at samle Sand i Tallenes Ørkner“, bevarede han en virkelig beundrings­ værdig Iver og Nidkjærhed i sin Embedsgjerning, og det ikke blot i den Periode, hvori hans Contoir endnu udgjorde en selvstændig Deel af Cultusministeriet, og hvor hans dygtige Erfaring og Fjend­ skab til dettes Anliggender medførte, at „Revisor høres“ tidt og ofte blev Resolution i dets Sager, men ogsaa efter at hans Contoir i 1875 var bleven indlemmet i det almindelige Revisionsdepartement. Hans Embedsvirksomhed fik da forsaavidt ogsaa Paaskjønnelse: i 1856 benaadedes han med Ridderkorset og i 1876 med Dannebrogs­ ordenens Hæderstegn. — Hans livlige Temperament og stærke Sands for det Pudsige og Snurrige fik ham imidlertid til i sine Revisionsudsættelser betydeligt at afvige fra den Tørhed, der dog vistnok er den bedste Form for officiel Kritik. Han kunde ikke forstaae, at vedkommende Regnskabsførere ærgrede sig over hans Vittigheder og Spydigheder; „de kunne jo svare igjen paa samme Maade“, var hans naive Raisonnement, der oversaae, at naar man ærgrer sig, er man ikke tilbøielig til at sige Vittigheder, og en be­ rettiget Udsættelse — og det vare hans altid i Realiteten — er en Ærgrelse, mest netop jo dygtigere og omsigtsfuldere Regnskabs­ føreren er. Egentlige Uvenner skaffede han sig dog ikke herved, thi saasnart de Paagjældende kom i personlig Berøring med ham, hvad enten det var i Forretningsanliggender eller i Privatlivet, svandt deres Vrede som Dug for Solen overfor hans Elskværdighed og Hjælpsomhed, og efterhaanden vænnede man sig til hans noget eiendommelige Opfattelse, saaat han fik ligesom et Slags hævd