A.K.Bang

24

Frederiksberghave, røg sin Pibe Tobak og fik sig sin AftenPhombre — helst hver Dag. Da Christian imidlertid i April 1891 blev ud­ nævnt til Amtsforvalter i Viborg og den gamle Mand ikke vilde indlade sig paa at drage til Jylland, blev hans Livskreds end yderligere indskrænket. Vel fandt han ogsaa et kjærligt og venligt Hjem hos sin yngste Søn Marcel, der den 6te April 1887 var bleven gift med Louise Vieth, og deres smaae Børn vare ham en stadig Kilde til bedstefaderlig Fryd, men det var dog den yngste Slægt, han nu færdedes mellem, den for hvem hans Velmagtsdage nærmest var et ikke selvoplevet Minde. Hans Døvhed var næsten absolut, og hans Syn blev ogsaa efterhaanden svækket, saa at han ikke længer kunde læse, ja tilsidst kunde han ikke se Kortbladenes Chiffre rigtigt, og det kjære L’hombrespil maatte ogsaa lægges paa Hylden. Nu var han træt, længtes efter at Vorherre skulde kalde ham hjem; mild og venlig var han dog altid, og naar hans i Jyl­ land bosatte Børn ved Besøg i Kjøbenhavn mærkede hans tiltagende Affældighed, mildnedes Bekymringen herover ved at see hans Øje lyse paa gammel Vis, naar han kjærligt tog imod dem, og ved af og til at fornemme et opblussende Glimt af hans gamle Humeur. Da jeg sidste Gang saa ham, sagde han til mig: ,,Ja veed du hvad, nu duer jeg kun til at røge Tobak, og det er virkelig for lidt at leve for.“ Dette var dog kun en af hans sædvanlige spøgefulde Vendinger; nu som før levede han for og i sin store Kjærlighed til sine Børn og Børnebørn, hvis Fremgang og Opvæxt han fulgte med usvækket Interesse, og hans Hjerte vaandede sig i dyb Med­ følelse med Christian, da denne i Januar 1896 mistede sin trofaste Hustru Augusta, og med Frants og Aurelia, da disse i Foraaret 1897 havde den tunge Sorg at miste deres eneste Barn Poul, en haabefuld I6aarig Yngling. — Men Kjærligheden hører jo til ud­ over det jordiske Liv; i det var hans Gjerning endt og det var derfor med dyb Veemod men uden Sorg, at vi modtoge Efterret­ ningen om, at han den 14de Avgust 1897 efter et kortvarig Syge- leie havde fundet den attraaede Forløsning. Den 19de s. M. jord­ fæstedes han paa Frederiksbergkirkegaard i det Gravsted, som gjemte Støvet af hans dyrebare Ægtefælle, og ved hvilket han saa tidt havde dvælet i Tanken om det Gjensyn med hende, hvorefter han længtes saa saare.