A.K.Bang

vant til at passere. Denne Regelmæssighed var da ogsaa et meget bestemmende Motiv i hans Ulyst til at reise, og naar han endog i sin Oldingealder overvandt den for at besøge sine Børn i Jylland, saae disse da ogsaa deri et yderligere Bevis paa den store Kjærlighed, hvormed han omfattede dem. Men hvor godt han befandt sig paa disse Besøg, meente han dog stedse, at lian maatte tilbage til Kjøbenhavn og sit der tilvante Liv; at for­ søge paa at tildanne sig et nyt Vaneliv andetsteds, vilde han ikke indlade sig paa. Sidste Gang han gjæstede Jylland var i For­ sommeren 1893, men hvormeget end hans Datter Henriette ønskede, at han skulde forblive i hendes Hjem i Fredericia indtil Efteraaret, da hendes Sølvbryllup indtraf, for personlig at være med ved denne Fest, — i det lønlige Haab at det, naar man først var naaet saa vidt, skulde lykkes at formaae ham til at tage fast Stade og tilbringe sit Livs sidste Aftentimer i det Hjem, han omfattede med saa inderlig Kjærlighed — og hvor godt det vistnok i mange Henseender kunde have passet for den 88aarige Olding at blive draget ind i Provindslivets hyggelige Stilleben, var han dog ikke til at overtale til at forlænge sin forud bestemte Reisetid med en eneste Dag, end sige med et Par Maaneder. Der var dog et Omraade, livor hans Tarvelighed og Regel­ mæssighed ikke tik Lov til at gjøre sig gjældende, — det var i hans daglige Tale. Den flød med stor Letlied over hans Læber og havde sit ganske eiendommelige Præg; han ruttede med Adjec- tiver, svælgede i Interrogativer, og brugte med stor Forkjærlighed Fremmedord, snurrige Eder og billedlige Udtryk, hvilke Sprog­ blomster lian ved forunderlige Omformninger vidste at give en yderlig pudsig Virkning; han „gjorde ingen Kule af sit Røverhjerte“, naar han kaldte det velordnede Festarrangement for „et virknings­ fuldt Lavement“, og han kunde „Herren skal hamre mig“ ikke forstaae „disse Fruentimmer, der styrte afsted med Tungen ud paa Knæerne for at hale en Sporvogn ind“. Jeg kender Ingen, om hvem det med saa megen Sandlied som om ham kunde siges, at hans bedste Fornøielse var at fornøie Andre. Han var derfor en søgt Selskabsmand i den Tid, da lians Døvhed endnu ikke var tiltaget i saa høi Grad, at den lagde absolut Hindring i Veien for hans Deltagelse, og skjøndt han med