A.K.Bang

27

en vis coqvelterende Vrissenlied hyppigt yndede at erklære, at han helst var fri for at komme ud og befandt sig bedst ved at sidde og „revidere“, saa var dette dog næppe alvorlig ment, thi han deltog med største Livlighed i selskabelige Sammenkomster, der som oftest netop ved hans livfulde Taler og kvikke Improvisa­ tioner fik en adskillig større Fornøielighed for Deltagerne end den, god Mad og Drikke kan forskaffe. Hvad disse materielle Nydelser angaaer, satte han med sin fra Barndommen tilvante Tarvelighed ikke særligt Pris paa dem; jeg mindes kun een Ret, der — om jeg saa maa sige — kunde fremkalde en vis Begeistring hos ham, det var Østers. Hans Hustru klagede tidt for Spøg over, at man ikke havde nogen Glæde at at byde ham noget Lækkert, da han ingen Smag havde, hvilket hun — maaske ikke med Urette — mente maatte hidrøre fra, at han havde ødelagt sin Lugtesands ved over­ dreven Brug af Tobak, navnlig Snustobak. Selv om han ei directe tog Deel i de Unges Fornøielser ved Leg, Dands og Komediespil, var dog hans Nærværelse stedse et Glæden forhøiende Incitament ved den Interesse, han lagde for Dagen for vore Præstationer og ved det Velvære, vi følte ved vor gjæstfri Værts milde Blik og spøgefulde Bemærkninger. De Fornøielser, han søgte for sit eget Vedkommende, vare faa. Han satte megen Pris paa Musik, havde et fint Øre og en god Sangstemme, som han bevarede i sin høie Alderdom, et Speciale for ham var en Evne til at kunne jodle, og i sin Ungdom havde han livligt deltaget i Sammensang, men hans mere og mere tiltagende Døvhed udelukkede ham fra denne Fornøielse, ligesom den ogsaa satte Bom for hans Theaterbesøg. Skjøndt han ikke var blottet for Natursands og til det Sidste ved­ blev med sine daglige Spadsereture i ih edriksberghave, ei blot for Motionens Skyld, men ogsaa for at frydes over Naturskjønheden, brød han sig dog ikke om at reise; han manglede, som han selv sagde, i høi Grad „Stedforandringssands“ ; i sit hele lange Liv var han ingensinde udenfor Danmark, og de Reiser, han foretog i Indlandet, og hvis Antal næppe overstiger en halv Snes, fandt ubelukkende Sted i det Øiemed at besøge Slægt og Frænder. Den bildende Kunst erklærede han sig med en vis Kynisme at være aldeles uforstaaende overfor. Dette kunde synes underligt, idet man nærmest skulde antage, at en døv Mand med særlig Iver vilde søge den Nydelse, som Maleri og Billedhuggerkunst give, men herved er dog at mærke, at Sands for og Forstaaelse af disse