A.K.Bang

34

Krebs, at dette var et Tilfælde, der skjulte en dyb Tanke, thi „A. K. Bang“ var virkelig i en sjælden Grad Andres „Bang“. Hans store Redebonhed til at hjælpe Andre og den varme Interesse for Andres Forhold, der bragte ham til ikke at sky nogen personlig Uleilighed ja Ubehagelighed, hvor det gjaldt om at fremme Andres Vel, lagde sig naturligvis først og fremmest for Dagen i hans Egen­ skab af F a m i l i e f a d e r , dette taget i vid Betydning. Thi ikke blot hans egne Børn mindes med dyb Taknemmelighed den kjærlige selvopofrende Omhu, hvormed han Skridt for Skridt fulgte dem gjennem Livet som en trofast Støtte for dem med Raad og Daad ved hver given Leilighed, men Skjæbnen føiede det jo saa, at samtlige hans Svogre døde i forholdsvis yngre Alder, og deres Børn, af hvilke mange ved Faderens Død endnu ei havde traadt deres Børnesko og de andre endnu stode i den første Ungdoms­ alder, fandt i ham en trofast faderlig Ven. Der er vistnok ikke een af hele denne yngre Slægt af Mænd og Qvinder, som ikke med rørt Sind mindes „Onkel Bang“ som den, der paa et eller andet bestemt Punkt i deres Udvikling, var deres bed_te Raad- giver og viste kjærlig Vei. Han besad da ogsaa deres fulde For­ trolighed, thi det vidstes, at hos ham blev Alt taget i den kjær- ligste Forstaaelse, og han havde den saa overordentlig sjældne Gave aldrig at komme med unødige Bebreidelser, — unødige enten som ubeføiede eller som overflødige ved kun at være et pinligt Tillæg til smertelige Selvbebreidelser. — Men dernæst ogsaa som Ven. Talrige vilde de Vidnesbyrd være, der kunde samles fra Mænd i de forskjelligste Livsstillinger, om den Tak, de skyldte „lille Bang“ for imødekommende Hjælpsomhed. Navnlig i en tid­ ligere Tid, da den faderlige Enevælde gjennem den liøie Universi­ tets Direction styrede den lærde Verden, hvis Embedsmænds Løn- ningsvilkaar i Tarvelighed tidt stod i skjærende Modstrid med den Plads, som Stillingen gav og krævede opretholdt i Samfundet, var han ved sin i Dygtighed og Flid velbegrundede store Anseelse hos de Styrende en hjælpende Mellemmand i mangen økonomisk Misere paa disse Steder; han tilveiebragte Lønningsforskud og Gratialer, ordnede Laan og var den ledende Aand i mangen privat Ind­ samling, som maatte træde til, hvor Naadesgratialerne ikke alene kunde redde Situationen. Og hvad særligt skal mærkes, i ikke faa Tilfælde optraadte han som hjælpende Aand proprio motu, hvor hans Forretninger havde givet ham Leilighed til at see, hvor