A.K.Bang

36 sig over hans religieuse Liv. „Jeg er egentlig en gammel Jøde,“ kunde han sige halvt i Spøg, halvt i Alvor. For ham var Bevidst­ heden om „een Gud og Alles Fader“ det absolutte Hoveddogme, og om han end, navnlig i ældre Alder, fik Øiet op for Syndsbe­ grebet og Umuligheden af ved egen Kraft at hævde Gudsbilledets Renhed i Menneskesjælen og her søgte sin Trøst i Guds uendelige Naade og Kjærlighed aabenbaret i vor Frelser, saa stod han dog stedse uforstaaende overfor de specielle kirkelige Dogmer. At disse Spørgsmaal dog ikke af ham henveiredes i tankeløs Ligegyldighed, fremgaaer dels af den Iver, hvormed han igjennem en Brevvexling med troende cbristelige Venner søgte at komme til nærmere Forstaaelse, dels af den oprigtige og inderlige Glæde han følte og gjentagende gav Udtryk over, at hans Børn vare saa lykkelige at være naaede videre end han paa dette Omraade. Hans med Alderen saa stærkt tiltagende Døvhed gjorde det ogsaa vanskeligt for ham med større Udbytte at kunne deltage i Gudstjenesten og umuligt gjennem fortrolig Samtale at udvikle og klargjøre sit religieuse Liv; han var henvist til gjennem Læsning at søge sin Opbyggelse. Men hans Liv var ført i sand christelig Aand; Kjærlighed, opoffrende Hengivenhed og energisk Had til Egoisme, disse christelige Kardinal­ dyder prydede hans Livsvandel. Tidt og mange Gange maa jeg tænke paa de Ord, hvormed min kjære, faderlige Ven, Pastor v. Wylich gjentagne Gange endte vore Samtaler om min elskede Svigerfader: „Ja, Andreas Bang er et i Sandhed ædelt Menneske!“ itequiescat in pace!