292633777

il

TH. ADAMSEN: P

RESTAURATØRFORENINGEN FOR KØBENHAVN OG OMEGN

1906 — 13. MARTS - 1931

KØBENHAVN KANDRUP & WUNSCH BOGTRYKKERI 1931

I et Foredrag, som Handelsminister Hauge den 5. Marts holdt i Restaurationsindustriens Lærlingeskole om Ungdommens Uddannelse før og nu, udtalte Ministeren, at den Tid, han vilde skildre, laa ikke saa mange Aar tilbage, men for de Unge var den alligevel allerede Historie, og Udviklingen var ikke altid saa let at forstaa. Mange havde derfor ikke den rette Opfattelse af- de Fremskridt, der skete, og mange Fejlgreb var gjort, fordi Eftertiden ikke forstod at vurdere tidligere Tiders Tilstande. Handelsministeren føjede til, at han stod inde for Skildrin­ gerne, da det var hans egne Oplevelser, der vilde blive gengivet. Desværre kan Forfatteren af dette lille Tilbageblik over Restau­ ranterhv>ervets Udvikling i det sidste halvthundrede Aar ikke give samme Garanti. Men Fremstillingen er søgt affattet saa nøjagtigt og nøgternt, som det har været Forfatteren muligt efter de foreliggende Oplysninger, og selv om der kan have ind­ sneget sig Misforstaaelser eller Fejl, vil dog maaske Erhvervets unge og yngre Udøvere have Udbytte af at kaste Blikket tilbage paa denne Brydningens Tid, der for de fleste allerede er Historie, og af Fortidens mange Fejlgreb lære at finde den sikreste Vej frem. Th. A.

RESTAURATØRFORENINGENS MODERFORENINGER

FOREN INGEN AF 11. AUGUST 1899 R estauratørforeningen for K øbenhavn og O megn , der den 13. Marts 1931 fejrer sit 25 Aars Jubilæum, proklamerer gennem Lovenes § 2 sit Formaal saaledes: a) At værne om Medlemmernes faglige Interesser, saavel indad- . som udadtil, b) At skabe et sundt og godt Forhold mellem Principal og Personale, c) At afholde Møder for dér, ved Diskussion og Selskabelighed, at fremme kollegialt Sammenhold iblandt Medlemmerne, og d) Gennem en særlig Begravelseskasse — omfattende saa mange af Foreningens Medlemmer som efter Forholdene muligt — at yde gensidig Hjælp. Dette Program er Resultatet af ikke mindre end fire forskellige Sam­ menslutningers Bestræbelser for at skabe det rette Værn om en bestemt Art af Virksomheder indenfor det Erhverv, der i Lovsproget med et fælles Udtryk kaldes »Beværternæring«. Den første af Restauratørforeningens Moderforeninger er »Foreningen af 11. August 1899«. Stifteren af denne Forening, Hotelforpagter Holger Meyer, »Knapstedgaard«, samlede paa den Dag 32 af sine Kolleger —. dels Hotelværter, dels Restauratører — paa Turisthotellet, og her vedtog man at oprette Foreningen med det Formaal »i første Række at virke hen til at skabe et stabilere, sundere og hensigtsmæssigere Forhold mellem Principal og Personale end det, der i de senere Aar har gjort sig gældende — at fremme og styrke Kol­ legialitetspligten blandt Medlemmerne — at virke hen til Oprettelsen af et Engagerings-Bureau for Hotel- og Restaurations-Industriens Personale — samt at yde Personalet ekstra Anerkendelse efter længere Tids tro Tjeneste«. • ■ ~ . 3

t)er fandtes den Gang allerede tre Organisationer indenfor Erhvervet: »Korporationen af Beværtere i København og Omegn«, »Hotelværtfor­ eningen af 18. Marts 1884« og »Restauratørforeningen i København af 17. December 1887«. Den første Forening, der oprettedes 17. Juli 1818 ved et kgl. Reskript af 7. Juli. s. A. som en Laugsforening for Værtshushol­ dere og Øltappere under Magistratens. Overhøjhed, fik gennem Grund­ loven 1848 Laugstvangen og Laugslænkerne afkastet, men gennemgik i de følgende nogle og tredive Aar en haard Krise. Medlemmerne forstod ikke at skønne paa Friheden, og Næringsloven af 12. December 1857, der indførte fri Adgang til denne Næring som til alle andre, medførte i Hoved­ staden som overalt i Landet en Tilstand, der med et mildt Udtryk kan kaldes for Kaos. I Provinskøbstæderne var der i 1850 ialt 795 Beværtninger og Gæst­ giverier eller 1 for hver 200 Indbyggere, i 1870 var Antallet steget til 1944 eller 1 for hver 122 Indbyggere. I København var der i 1870, da Byen havde 180,000 Indbyggere, 1205 Beværtninger og Gæstgiverier — 1 for hver 150 Indbyggere, og Tilgangen var gennemsnitlig 250 om Aaret, i 1882 endog 455. En Del af dem gik selvfølgelig under i Konkurrencen, men i 1880 var der dog ialt 1350 Udskænkningssteder, og Halvdelen af Indehaverne stod udenfor Organisationen. 1888 opgøres Tallene saaledes: 655 Værtshusholdere i Korporationen, 419 udenfor —67 Gæstgivere indenfor, 114 udenfor — 34 Restauratører indenfor, 40 udenfor — 2 Vinhandlere med Udskænkningsret indenfor, 21 udenfor — 1 Konditor indenfor, 15 udenfor. De 759 organiserede havde i de 609 uorganiserede haarde og ubehagelige Konkurrenter, der opførte sig, som om dc ogsaa stod udenfor Lands Lov og Ret. Erhvervet, var endvidere fra 1883 til 1886 splittet i to store Lejre, idet der den 21. November 1883 var oprettet en Forening under Navnet »Foreningen af Beværtningsdrivende af 1883« som en Protest mod Kor­ porationens Misrøgt af Erhvervets Interesser. Den sidste Organisation, der sidst i Februar 1884 begyndte paa og i Løbet af 5 Maaneder fuldførte at samle hele Standen i »Centralforeningen af Beværtere i Danmark«, gav Stødet til, at en Del Hotelværter den 18. Marts 1884 dannede en særlig Hotelværtforening, og ligeledes til Oprettelsen den 17. December 1887 af »Restauratørforeningen i København«. Stifteren af den sidste var Kammerraad Carl Wivel samt Fr. Nielsen, Bræddehytten, Anders Christensen, Langeliniepavillonen og Larsen, Café du Lac. Formaalet var Bekæmpelse af ulovlig Konkurrence dels fra Bryggeriernes Side (Oprettelsen af de saakaldte Ølhaller), dels fra Kondi-

d

Holger Meyer.

Rasmus Andersen.

torernes (Servering af varm Mad), dels fra en Del Gæstgiveriers og Pen­ sionaters Side (ulovlig Restaurationsvirksomhed). Foreningen søgte end­ videre at ordne Forholdet til Tyendet paa Restaurationerne, men blev heri fuldstændig svigtet af Autoriteterne og faldet i Ryggen af Fæstekon­ torerne, der ansaa det for deres Opgave at forlokke Tyendet til at løbe af Pladsen uden Varsel og skifte saa ofte som muligt, et Forhold, der heller ikke er ukendt i vore Dage, da Fæstekontorerne heldigvis synger paa deres sidste Vers. Tjenerorganisationen, der ønskede Overenskomst, afviste man, og det er Hovedgrunden til Oprettelsen af Restauratørforening Nr. 2 i 1899, der paa den konstituerende Generalforsamling den 5. September s. A. havde samlet ca. 100 Hotelværter og Restauratører — men lige saa hurtigt mistede de fleste, saaledes at Medlemstallet næste Aar var 26, 1902 ialt 22 og 1903 kun 18. Den første Formand blev Rasmus Andersen , Café »Central«, Lille Kirkestræde, den Gang Formand for »Centralforeningen af Beværtere i Danmark«. I Bestyrelsen indvalgtes endvidere Holger Meyer, Hotel Knap- stedgaard, P. E. Christensen, »Metropol«, Pierre Nielsen, Turisthotellet, N. Yde, Hotel Valdemar, Bernhard Meyer, Meyers Hotel, samt Kammer- raad Wilhelmsen, Constantia. Foreningen søgte at faa Hold i Tjenerne ved at fastsætte en Opmuntringspræmie for enhver, der havde været fast knyttet til en Forretning i 2 Aar, en Sølvmedalje for 5 Aar og en Guld­ medalje for 10 Aars Virksomhed i samme Plads. Det sidste Diplom skulde give fortrinsvis Adgang til Engagement paa de bedste Pladser og til senere Optagelse i Stiftelsen og lign. O

Foreningen forpligtede sine Medlemmer til at forlange Skudsmaalsbog af det øvrige Personale og til ikke at rane Personale fra. hverandre. Men Bestræbelserne strandede for denne'Forening som for Foreningen af 1887 paa, at Myndighederne erklærede: Kassererske, Kogejomfruer, Smørre­ brødsjomfruer og Kokke er ikke Tyende og behøver ikke Skudsmaalsbog. Med Resultaterne af Arbejdet for Pkt. 2 i Foreningens Program: Fremme af »Kollegialitetspligten« var det ogsaa kun smaat bevendt, og Medlemmerne faldt derfor, som ovenfor nævnt, katastrofalt fra. Navnlig de yngre Restauratører og særligt de saakaldte »Caféværter«, følte sig stærkt skuffede baade af denne Forening og dens Forgænger, der begyndte at slaa sig paa Hotelværtinteresser i højere Grad, end mange syntes om, og som den 25. Januar 1904 sammensluttedes med Hotelværtforeningen i København til den nu bestaaende »Hotelvært- og Restauratørforeningen i København«. Misfornøjelsen hos de yngre gav til Resultat, Dannelsen af en ny Forening: CAFÉ-VÆRTFOREN INGEN I KØBENHAVN Den blev undfanget ved et Møde paa »Bernina« mellem denne For­ retnings Vært, Herman Petersen, Andreasen, »Taarnborg«, og Adolf Jensen, »Premier«. De var lidt betænkelige ved Planen og derfor gik de til lo noget ældre Kolleger: Th. Henriksen, »Himmerige« og Grave , »Odin«. Da de her vandt Tilslutning, udsendte de Indbydelser til et Møde i »Premier« den 31. Januar 1901, hvor der dog kun var mødt 13 Restauratører, og den endelige Oprettelse opsattes derfor til et nyt Møde den 7. Februar hos Mess i »Helmershus«. Her tik Foreningen Navn og ikke faa Medlemmer. Formanden blev Herman Petersen, Næstformand Mess, Kasserer og Sekretær Adolf Jensen og i Bestyrelsen, indvalgtes endvidere A. Nielsen, »Osborne« og Niels Andersen, »Standard«. Formaalet var først og fremmest at ordne Principalernes indbyrdes Forhold. Ethvert Medlem blev under Bødetvang forpligtiget til at give Møde, naar Bestyrelsen kaldte dem sammen, og her ligeledes under Bøde­ tvang give Oplysninger om Leverandørpriser og Funktionærforholdet. Andre Forhold, som Foreningen arbejdede med, var Afskaffelse af Spise- _ tavlerne udenfor Forretningen og Afskaffelsen af Kaffen til Diner’en. Konkurrencespørgsmaalet var i det hele taget Hovedsagen, men det v a re t overordentlig vanskeligt Spørgsmaal at løse, fordi Medlemmerne kunde løhe fra Vedtagelserne ved at udmelde sig. For at hindre, at nogen løb over i den gamle Forening, forsøgte m anen Sammenslutning med denne, 6

Herman Petersen.

Kammerraad Wilhelmsen.

der som nævnt førte en hensygnende Tilværelse. I første Omgang glippede det imidlertid, da den yngste Forenings Generalforsamling forkastede Sammenslutningsforslaget. De to Foreninger arbejdede saa videre hver for sig. Café-Vært For­ eningen dannede sammen med Foreningen af 1887 og Hotelværtforeningen samt Opvarter- og Tjenerforeningen af 1806 et Fællesudvalg, der skulde tage sig af Tjenerkonflikter, men Udvalget opløstes ret hurtigt. Skandi­ navisk Kellnerforening og Den faglige Kellnerforening af 1898 konkurerede stærkt med den gamle Opvarter- og Tjenerforening, som i mange Aar havde været ene Hane i Kurven, og Principalerne forstod ikke Betyd­ ningen af Fællesudvalget. Ved andre Lejligheder, f. Eks. da Slagterne og Kreaturkommissionærerne slog sig sammen om at boycotte de Restaura­ tører, der købte Kød som var indført fra Provinsen, kunde hele Erhvervet dog godt samles i Fællesoptræden. Her mødte endog hele 9 Foreninger op til Protest og dokumenterede en forbavsende Mangel paa Fællesinteresser. I Cafe-Vært Foreningen holdt Spliden sit Indtog med et heftigt Opgør og paafølgende Proces mellem den første Formand Herman Petersen og hans Efterfølger Adolf Jensen, og saa optog Samlingsmændene Arbejdet paa at forene de to Foreninger. Det var navnlig Niels Andersen, der nu var flyttet fra »Standard« paa Kgs. Nytorv 6 til »Kongens Klub«, Østergade 15, der arbejdede paa Sammenslutningen. Han var den fødte Mæglings­ mand, og han raadede over en Energi, som man ikke skulde have tiltroet den ellers ret stilfærdige og tilbageholdende Mand, en Energi, som senere af­ vandt ham alles Beundring, da han i 1927 i en Alder af 70 Aar gennemførte et ganske enestaaende Arbejde for Centralforeningens Ulykkesforsikring.

7

Han fik samlet begge Foreningers Medlemmer den 25. Marts 1904 i sit Lokale paa Østergade, men de vilde raadslaa hver for sig, og saa maatte han vandre frem og tilbage som en Forligsmand mellem Parterne, indtil de gik op i en højere Enhed: CAFÉ- OG RESTAURATØRFOREN INGEN AF 1904 Til Formand valgtes Stifteren af Foreningen af 11. August 1899, Hotel­ forpagter Holger Meyer , til Næstformand Hiels Andersen. I Bestyrelsen indvalgtes endvidere M. Jensen , »Premier«, V. A. C. Larsen , »Havne-Cafeen«, Olsen , »Broholm«, A. Nielsen , »Osborne« og Blanckensteiner, Vodroffsvej 2. Rasmus Andersen og Niels Andersen arbejdede begge ivrigt for Ind­ meldelse i Centralforeningen, hvor førstnævnte stadig var Formand og Niels Andersen i 1903 valgt til 1. Suppleant i Hovedbestyrelsen, hvor han allerede i 1906 indvalgtes som Næstformand. Nordre Birk, hvor den første Restauratørforening udenfor København var dannet i 1887, havde vist Vejen ved i 1894 at indmelde sig i Centralforeningen, og nu fulgte Café- og Re­ stauratørforeningen paa sin Generalforsamling i 1905 Eksemplet. Hans H. Thomsen indvalgtes i Hovedbestyrelsen som Foreningens Repræsentant. Foreningen samarbejdede sine Forgængeres Programmer og arbejdede saaledes baade udadtil og indadtil. Telefontakst-Spørgsmaalet gav Bestyrel­ sen meget at bestille, ligeledes Aktieselskabet »Consol«. Dernæst begyndte Bestyrelsen at lægge mere Vægt paa Selskabeligheden i rigtig Forstaaelse af, at Medlemmerne finder hinanden ved gode og muntre Fester, Tilvisse lige saa meget som i Arbejdet. Formanden var en overordentlig stilfuld Præsident ved Sammenkomsterne og vandt alle ved sin formfuldendte Optræden og sin Elskværdighed. Han lagde Grunden til den Tradition, der har gjort Restauratørforeningens Sammenkomster berømt. I Foreningens ovennævnte Bestyrelse var imens kommet et nyt Medlem: Lars Petersen, Molberg, og han blev valgt til Kasserer. Formanden var Grandseigneur, og Kassereren var paaholdende, de kunde slet ikke sammen. Da Formanden ved en Sammenkomst havde været noget flot i Traktementet og endog havde spenderet en Flaske Champagne paa. For­ eningens Regning, nedlagde Kassereren sit Mandat, Han vilde ikke, sagde han, være med til at Foreningens Penge blev formøblede. Men Mandat­ nedlæggelse var ikke Lars Petersen Demonstration nok, han startede for at tage Luven fra den gamle Forening en ny: DANSK RESTAURATØRFORENING Formand blev Restauratør A. Jensen , »Café du Vest«, Lars Petersen overtog som Kasserer Pengeforvaltningen, og i Bestyrelsen sad endvidere 8

Niels Andersen.

J. Clausen, »Royal«, Fr. Lindegaard, »Basarcaféen« og Chr. Petersen, »Teatercaféen«. Lars Petersen var Sjælen i Foretagendet. Han lavede et Program, der omfattede »alle faglige Interesser« og saa optog han som helt nye Punkter: Alderdomsunderstøttelse samt Begravelseshjælp. Foreningen fik paa Grund af hans energiske Agitation hurtigt en Del Medlemmer, og han ramte derved Holger Meyers Forening føleligt. Men Bestyrelsen udrettede ikke noget, den holdt 5—6 Møder og fik ikke noget ud af dem. Man var naaet op paa 32 Medlemmer,.men paa det Grundlag bygges der hverken Alder­ domsunderstøttelse eller Begravelseskasse. Mæglingsmanden Niels Andersen begyndte derfor at føle sig for, om der ikke var Mulighed for en ny Sammenslutning, og da begge Parter var forhandlingsvenlige, blev Niels Andersen og Andreas Petersen, »Mellem­ havepavillonen« paa Alleenberg, valgt til at indlede Underhandlingerne. De førte ret hurtigt til et Resultat, og paa en fælles Generalforsamling den 13. Marts 1906 vedtoges Sammenslutningen. Herved opstod den nu jubilerende Forening: »CAFÉVÆRT- OG R E STA U RA TØ R FO R EN IN G EN FOR KØBENHAVN OG OMEGN« Baade Holger Meyer og A. Jensen trak sig tilbage fra Formands­ posterne, og man valgte derefter til Formand, Hans H. Thomsen, Raad- husets Restaurant. A. Jensen og Lindegaard gik ind i Bestyrelsen henholds­ vis som Næstformand og Sekretær. De øvrige Bestyrelsesmedlemmer var Carl Jacobsen, »Hotel Union« (Kasserer), Th. Klingspor, »Bellevue Strand­ 9

hotel«, Vaid. Nicolajsen, »Nyt Landmandshotel« (nu Centralbanehotellet) og Andreas Petersen, Alleenberg. Sidstnævnte havde ca. 3 Uger i Forvejen faaet oprettet Frederiksberg Beværterforening. A. Jensen købte kort efter Jernbanehotellet i Horsens, og saa indvalgtes Lars Petersen i hans Sted, dog ikke som Næstformand, den Post overdroges Nicolajsen. Foreningen voksede hurtigt, skønt man gennem Ballotation sigtede Tilgangen ret nøje. Den tik stærk Tilknytning til Centralforeningen derved, at dens Kasserer, Carl Jacobsen, i 1906 blev Centralforeningens Formand, og dens Formand, Hans IL. Thomsen samme Aar indvalgtes i HovedbeL styrelsen, ligesom Niels Andersen, der i 1905 var rykket ind i Hoved­ bestyrelsen fra Pladsen som 1ste Suppleant, blev Centralforeningens Næst­ formand. Alle Spørgsmaal, som angik hele Erhvervet, blev derfor loyalt henvist til Landsorganisationens Ledelse. Det gælder Sager som Ædruelig- hedskommissionens Nedsættelse, Beværterlovforslaget, Spiritusskatten m. m. Bestyrelsen blev derimod af Medlemmerne tvunget til at beskæftige sig med Prisspørgsmaal, Bestyrerforhold, Automatkafeernes Konkurrence, Nat­ bevillingerne o. s. v. Samtidig søgte den stadig Samarbejde med Hotelvært- og Restauratørforeningen, opnaaede det ogsaa ved nogle Lejligheder, men blev navnlig i Spørgsmaalet om Samarbejde indenfor Centralforeningen og dermed den fuldstændige Sammenslutning for hele Landet stadig af­ vist, skønt enkelte indenfor Hotelværtforeningens Ledelse stillede sig ret forstaaende og ogsaa fik Sagen frem paa Generalforsamlingerne flere Gange. Formanden, der indadtil regerede med streng Haand og bl. a. fik gennemført, at et Bestyrelsesmedlem, som uden lovligt Forfald ikke gav Møde, idømtes Bøde, førte indenfor Hotelværtforeningen Agitationen videre med en beundringsværdig Udholdenhed og Ihærdighed. Ved hvert Fæl­ lesmøde anbefalede han den fuldstændige Sammenslutning, som han ogsaa tilsidst opnaaede i Slutningen af 1916, efter at der var udkæmpet bitre Kampe, der kostede ham Formandspladsen. I Virkeligheden skyldes hele den Ufredens Aand, som i disse Aar bredte sig, Stridigheder mellem Tjenernes Organisationer. Den gamle Op­ varter- og Tjenerforening, hvor en Mængde Principaler stod som Med­ lemmer, og som navnlig fra Indehaverne af de største Virksomheder i København fik rundelige Tilskud, ønskede at holde den socialdemokratisk farvede »faglige Kellnerforening af 1898« borte fra Markedet ved at lave Alliance med Principalforeningerne. »Hotelvært-og Restauratørforeningen« var den ivrigste til at hoppe paa Limpinden, der blev rakt frem som om det navnlig var Omsorgen for Lærlingene, der dikterede Frieriet til Prin­ cipalforeningerne. Senere kom Forslaget om et Engageringsbureau frem, 10

Andreas Petersen.

Hans H. Thomsen.

og der blev oprettet en Alliance herom mellem »Opvarter- og Tjener­ foreningen af 1866« og de tre Principalforeninger: »Hotelvært- og Restau­ ratørforeningen i København«, »Cafévært- og Restauratørforeningen for København og Omegn« samt »Nordre Birks Restauratørforening«. Navnet blev »De samvirkende Principal- og Tjenerforeninger«. Mens Bestræbel­ serne for en bedre Lærlingeuddannelse og Indførelse af Lærlingeeksamen hurtigt strandede, fordi de bundede i fagpolitisk Spekulation og ikke, som den for Ungdommens Vel saa varmtfølende Kammerraad Wivel antog, i Omsorg for de Unge, blev Engageringskontoret presset frem trods mange og alvorlige Advarsler. De tre førnævnte Principalforeninger, der trak hele Læsset baade med Arbejdet og Pengene, led en frygtelig Skuffelse gennem dette Engageringsbureau, som Myndighederne tilsidst slog ned paa, fordi det var i Strid med Eæstelovgivningen. Lederen, Hotelforpagter Poul Møller , »Centralhotellet« blev ved Højesteret 21. Maj 1909 idømt en Bøde paa 21.210 Kr. — som han ganske vist fik eftergivet — men denne Sag satte i en lille Menneskealder ondt Blod indenfor Principalernes Kreds, og Restauratørforeningens Ledelse fik ogsaa sit Smæk. »De samvirkende Principal- og Tjenerforeninger« opløstes 1909 under indbyrdes Kampe. Ogsaa den nyoprettede »Frederiksberg Beværterforening« maatte tage sin Part af Smerten, og dette virkede stærkt til denne Forenings Formands, Andreas Petersens Fald i 1909. Der blev afholdt én eneste Lærlingeeksamen, den 5. August 1908, i Re­ staurant »Wivel«, og næste Forsøg — 8. Oktober 1912 i Henhold til en den 21. September 1911 sluttet Overenskomst — endte ogsaa i en Blindgyde. Det er Forhandlingerne om denne Overenskomst af 1911 — den første i l

i Faget — der lavede Revolte indenfor Principalforeningerne. Der var stadig Smaakampe med Tjenerne, i Efteraaret 1909 endog en alvorlig Konflikt med »den faglige« paa Grund af Tjenernes Optræden overfor Haagensen. Rømersgade og Sørensen, Haandværkerforeningen, men det blev ordnet ved Forhandling. Af den oprindelige Bestyrelse var paa Generalforsamlingen i 1908 udgaaet Lindegaard, Andreas Petersen, Nicolajsen og Lars Petersen. I Stedet for var indvalgt Formanden for »Nordre Birks Restauratørforening«, P. V. Cornelius, »Lottenborg« i Lyngby og Hovmester paa Kongens Lyst­ yacht »Dannebrog«, J. J. Biscliojf, Studenterhuset, Nørregade 9, Axel Tullin, »Esplanaden«, og P. Rasmussen, »Café Bellevue«. Den sidste afløstes Aaret efter af Wm. Riedel, »Café Helvede«, og i 1911 faldt Bischoff for Aabye Hansen, »Grand Café«. Revolutionen i 1911 begyndte forholdsvis smaat, men Ilden næredes udefra, og den blussede hurtigt op, tilmed da Oppositionens Førere var let fængelige. Den gamle Opvarter- og Tjenerforening af 1866’s Repræsentanter havde som nævnt stærkt Tag i Hotelværtforeningens konservative Med­ lemmer, medens »Kellnernes faglige Forening af 1898« havde Forbindelse med en Del af Centralforeningens Hovedbestyrelse og herved fremkom der Gnidninger og Mistænkeliggørelse i begge Lejre. Fra Centralforeningen lød det til Lederne indenfor dens to Restauratørforeninger: Hvis I vil slutte Overenskomst, saa tag alle Tjenere med. Fra »Hotelvært- og Restaura­ tørforeningen«, der stod udenfor Centralforeningen, som den i sin første Fase — Hotelværtforeningen i København — selv havde været med til at oprette i 1884, lød det baade til den københavnske Restauratørfore­ ning og til Nordre Birk: Meld Jer ud, saa staar I frit. Nordre Birk reagerede hurtigst og foretog Udmeldelse, Restauratør­ foreningen i København fulgte efter gennem en Generalforsamlingsbeslut­ ning af 8. Maj 1911, hvor der dog kun var 27 Stemmer for og 19 imod. Det var Aabye Hansen, der trumfede Udmeldelsen igennem trods For­ mandens sejge Modstand og Carl Jacobsen's Hærskare af Argumenter. Aabye Hansen havde paa den ordinære Generalforsamling den 22. Februar samme Aar slaaet Bischoff ud af Bestyrelsen med stort Stemmeflertal og erobret hans Plads. Han var ung og sprudlende af Energi,,savnede den parlamentariske Indsigt og det vide Fremsyn, han senere i saa høj Grad tilkæmpede sig, og indenfor den Garde, der fylkede sig om ham, var der maaske ogsaa nogen Tilbøjelighed til at se lidt ned paa Centralfor­ eningen, som de syntes mest repræsenterede de smaa Beværtere. 12

Formanden *satte sit Mandat ind i denne Kamp. Han vilde, sagde han, ikke lade sig Foreningens Optræden diktere af Hotelværtforeningen eller Nordre Birk, og mange ældre Medlemmer var meget betænkelige ved Situationen. De manede til Forsigtighed, men det nyttede ikke noget. Straks efter Afstemningen nedlagde Hans H. Thomsen, der den Gang var Næstformand i Centralforeningens Hovedbestyrelse, sit Mandat som For­ mand i »Cafévært- og Restauratørforeningen«, og Næstformanden, Tli. Klingspor overtog Ledelsen som fungerende Formand til næste ordinære Generalforsamling. Hans H. Thomsen’s Bortgang beklagedes stærkt af alle Medlemmer. Han havde været Foreningen en god Mand, og udført et stort Arbejde. Paa et af de første Bestyrelsesmøder, han holdt, møder man hans Udtalelse: »Gør din Pligt, saa kan du altid kræve din Ret!« Det var en noget anden Orden, end man ellers plejede at fremsætte sine Krav i, og den fandt god Jordbund i Foreningen. Gang paa Gang møder man den igen i de følgende Aar og under de følgende Formænd, indtil den nu er gaaet ind i alles Bevidsthed som en Selvfølge. Retlinethed og en brændende Kær­ lighed til Erhvervet og dets Organisation kendetegner Hans H. Thomsen i al hans Færd, og hans første Formandsperiode har bragt Foreningen langt frem fra de tidligere Aars Kævlerier og Smaalighed. Under Klingspors korte Formandsperiode fra 8. Maj 1911 til 1. Fe­ bruar 1912 indlraadte de tre Restauratørforeningers Bestyrelser i et Fælles­ udvalg, den første Begyndelse til det nuværende Fællesudvalg, der har været til saa stor Gavn for Udviklingen. Men Samarbejdet resulterede ikke i meget. Principalforeningerne indgik en Overenskomst med Opvarter- og 13

Tjenerforeningen af 1866 i Efteraaret, men fik den ikke lovmæssigt god­ kendt paa Generalforsamlingerne, i hvert Fald blev den paa Cafévært- og Restauratørforeningens ordinære Generalforsamling 1. Februar 1922, hvor den endelige Godkendelse Skulde finde Sted, forkastet med 32 Stemmer mod 32, og saa nedlagde hele Bestyrelsen Mandaterne. Formanden, der drev Forretning i Klampenborg, havde et vældigt Be­ svær med at besørge Arbejdet inde i Byen, hvor Tjenerne flere Steder førte en ren Voldspolitik og bl. a. tvang baade Ganlzel i Zoologisk Have og Carl Jørgensen i »National« til at underkaste sig paa Naade og Unaade. Udvalget for Forhandlingerne med Tjenerne kunde ikke værne Medlem­ merne, og mellem Udvalgets Formand, Aabye Hansen og Carl Jørgensen førtes der stadig en haard Kamp. Klingspor mæglede, hvor ban kunde, og det var slet ikke ham, men Aabye Hansen, Oppositionen slog efter. — Klingspor var meget afholdt og formfuldendt i sin Fremtræden, Medlem­ merne var glade over at have ham til Formand, men naturligvis var det upraktisk og i Længden uholdbart at have Formanden saa langt borte fra Arbejdsfeltet. Han vilde derfor heller ikke modtage Genvalg, og som hans Efterfølger valgte man da Axel Tullin, »Esplanaden«. Carl Jacobsen og Cornelius var i 1910 udtraadt af Bestyrelsen, og Kammerraad Knud Pagh samt Chr. Christensen , »Kjæden«, var indtraadt. Chr. Christensen valgtes straks til Kasserer, og han beklædte denne Post indtil sin Død i 1925 med Dygtighed og Energi. Han tilførte Foreningen en Mængde Medlemmer; i den Retning har ingen kunnet maale sig med ham. Hans muntre Smil og joviale Væsen besejrede selv de mest trevne, og han ofrede ikke blot al sin Tid men ofte tillige Penge af sin egen Lomme paa Agitationsarbejdet. Foreningen skylder ham Tak for dette uegennyttige og opofrende Arbejde, der strækker sig igennem 6 forskellige Bestyrelser. Mange af disse Medlemmer skylder ham tillige Tak for en Haandsrækning, naar det kneb for dem i Debatten, thi lige saa jovial og smilende Chr. Christensen i Almindelighed var, lige saa hvas kunde han være, naar det gjaldt om at slaa et Slag imod en Angriber. Axel Tullin stod altsaa, som Klingspor i sit Interregnum havde gjort det, uden anden Støtte ude fra end den, Foreningen kunde faa gennem Fællesudvalget — der holdt Møde 1 Gang — een Gang om Aaret, sidst i November Maaned. Overfor alle de store Sager, som da var fremme: Beværterlov, Bogholderilov, Ølskatten, Cigaretskatten m. m. maatte man nøjes med at se til. Netop den Gang, da der indenfor Lovgivningen brød en ny Tid frem, vilde det have været af den største Betydning for Udvik­ lingen, om ikke blot .denne store Forening — der repræsenterede saa godt U

Kammerraad Wivel.

Hof-Hotelejer Carl Niiendam.

som alle større Virksomheder — men ogsaa Hotelvældforeningen og Nordre Birk kavde været med til at præge Udviklingen. Mange af Standens bedste Mænd beklagede dybt de to store Foreningers Udmeldelse af Central­ foreningen paa Grundlag af et Funktionærspørgsmaal, som dog Princi­ palerne, store som smaa, først og fremmest burde have forhandlet sig til Rette om. Men andre lod fem og syv være lige. De mente, at saadan noget som Beværterlov aldrig kunde komme til al røre deres Virksom­ heder og Interesser, men kun vilde vende den tunge Ende nedad og ramme de smaa Beværtere. En Udtalelse fra den Tid er karakteristisk. Den faldt fra en meget kendt Storrestauratør under Drøftelsen om Cen­ tralforeningens Betydning og lød saaledes: Hvad skal jeg dog med en saadan Forening af Snapseskænkere! Indenrigsministeren spiser næsten hver Dag Frokost bos mig, er der noget i Vejen, kan jeg jo tale med ham! En anden Udtalelse fra samme Tid — og fra en af de »allerstørste« er ogsaa karakteristisk. Den faldt, da Deltagerne i Centralforeningens Delegeretmøde 1912 sammen med deres Damer ankom til Marienlyst, hvor Festmiddagen skulde indtages. Inde i Restauranten spurgte da nogle Gæster: Hvad er det for en Masse Mennesker, som kommer der? En til­ stedeværende Storrestauratør, som aldrig havde lært Faget, men var dum­ pet ind i det gennem Held og Forbindelser, svarede da: Det er en Flok forhenværende Tjenere, der bar giftet sig med en Flok forhenværende Kokkepiger! Dåden gamle, kloge Neiiendam, derved sin og sin Hustrus Dygtighed og Flid arbejdede Holel »Phønix« frem til Europas eneste Hof-Hotel, hørte herom, sagde han: Sikken et Fjols! De mange fremragende yngre Kræfter, 15

der nu arbejder for øget Samling og Samarbejde til de yderste Grænser, vil sikkert underskrive Hof-Hotelejerens drastiske Bemærkning. Saa langt fremme som i 1911—12, saa kort et Spand af Tid tilbage som for knap en Snes Aar, var man ikke naaet videre i Forstaaelse af Samarbejdet end i 1902, da der ved Protesten mod Slagterne — som før næ vn t— mødte 9 — ni forskellige Organisationer op: Centralforeningens administrerende Hovedbestyrelse, Korporationen, Hotelværtforeningen i København, Restauratørforeningen af 1887, Restauratørforeningen af 11. August 1899, Restauratørforeningen for Nordre Birk, Café-Vært-Foreningen af 1901, Gæstgiverforeningen af 1896 samt Restauratør- og Værtshusholder- Foreningen af 1900. Tullin og hans Bestyrelse, hvori Carl Larsen, Café »Royal«, Allégade 2, var indtraadt, og August Larsen, Nørre Centralcafé, senere afløste Knud Pagh, sled ærligt og flittigt med de foreliggende Sager, men alt var inde i en forkert Gænge. Man vil forstaa, hvor haabløs Situationen var, naar man erfarer, at Forslaget om Overenskomsten med Opvarter- og Tjener­ foreningen i 1911 blev underskrevet af Principalforeningernes Repræsen­ tanter i Forhandlingsudvalget med bindende Virkning, derpaa flere Gange forelagt Generalforsamlingerne til Godkendelse, uden at der mødte flere end ganske faa Medlemmer, saa ingen gyldig Beslutning kunde tages, og endelig i 1914 helt forkastedes, hvorefter Bestyrelserne maatte løse sig og Foreningerne ved Opsigelse af en Overenskomst, der i Virkeligheden aldrig gyldig havde eksisteret. Ingen kan fortænke Tullin i, at han under disse Forhold efter en 2 Aars Formandsperiode nægtede at modtage Genvalg. Man maa beundre Aabye Hansen, at han turde overtage Posten un­ der de Forhold; han blev ved Generalforsamlingen 9. Februar 1914 ved Akklamation kaaret som Leder, og da Tullin gik helt ud af Bestyrelsen, indvalgtes Direktør P. Wunsch. Det intime Arbejde, som her kom i Stand indenfor den store For­ ening, mellem Aabye Hansen og P. Wunsch, har mere end noget andet bidraget til Erhvervets Udvikling og den offentlige Anerkendelse, det har tilkæmpet sig. De to højtbegavede Mænd supplerede hinanden saa ud­ mærket. De var lige fremsynede, lige uforfærdede, havde begge Ordet i deres Magt, som ingen andre indenfor Standen og faa udenfor. Aabye Hansen var den impulsive, der helst vilde op paa det højeste gear. Han glemte aldrig sine Drengedage i Aarhus, da han og Henrik Malberg drømte om Teatret, og naar der var Brug for det, kunde han under en Forhandling spille den herligste Komedie og bruse som et Orgel. D ir 16

Poul Møller.

Chr. Christensen.

Wunsch var den nøgterne og kritiske Natur, han holdt igen, naar Farten nærmede sig Løbskkørsel og fulgte navnlig Programmet: Man skal ikke lægge al sin Kraft i et Slag ud i Luften, for saa gaar man paa Næsen. De havde i Bestyrelsen gode og prøvede Mænd ved deres Side, og »Café­ vært- og Restauratørforeningen.« blev derfor i den vanskelige og for alle Erhverv skæbnesvangre Periode under Verdenskrigen og de umiddelbart følgende Aar den førende Forening, som klarede Erhvervet ud af mangen kritisk Situation. Der er en udenfor Standen staaende Mand, hvis Navn fortjener at nævnes i denne Forbindelse: Foreningens kloge juridiske Konsulent, Over­ retssagfører P. A. Freilev. Han var gennem sin Fader, Ølhandler, kgl. Hof-Leverandør P. A. Freilev fra Barnsben nøje knyttet til mange af Erhvervets Mænd og i en Menneskealder har han været den nu jubile­ rende Forening den mest trofaste Støtte. ‘ Den 7. Februar 1928 kunde Foreningen hylde ham som Dirigent . ved Generalforsamlinger, ordinære og ekstraordinære, for 25. Gang, og vel at mærke Dirigent uden Betaling derfor. For nu at vende tilbage til Aabye Hansen’s Formandsperiode saa kom han og Bestyrelsen straks ud i en Kamp. En Kreds af Restauratører fra de forskellige Foreninger indbød til et Fællesmøde i »Wivel«s Sel­ skabslokaler den 26. Marts 1914 og foreslog her at samle alle Hotelværter og Restauratører i en faglig Organisation. Aabye Hansen var ikke uvillig overfor en saadan Plan, men den kunde i hvert Fald ikke gennemføres for »Cafévært- og Restauratørforeningen«s Vedkommende, uden at Lovene skulde laves fuldstændig om. Han opponerede derfor baade her og paa 17

et senere Møde paa »Hotel Phoenix« samt paa et tredie Møde hos »Wivel«, og det blev misforstaaet, hvorfor han sammen med sin Bestyrelse forlod Mødet. I Principet var han enig med de andre, og for at lette Vejen, om en ny Lejlighed tilbød sig, blev Lovene ogsaa, kort efter ændrede, saaledes at Foreningen deltes i 2 Afdelinger: A, Den faglige, B, Begravel­ seskassen. Medlemmerne var begejstrede for den nye Ordning, men Tilgangen standsede, og Foreningen stod i Stampe. Verdenskrigens Udbrud lammede alle, Møder og Fester blev aflyst rundt omkring, saa Selskabsværterne fortvivlede. Foreningen aflyste ogsaa næste Foraar sin Stiftelsesfest, Cen­ tralforeningen aflyste sit Hovedbestyrelsesmøde, fordi de fleste var bange for Minerne i Bælterne og derfor ikke turde rejse. Navnlig i København gik alt dette stærkt ud over Besøget udefra, og Omsætningen paa Hoteller og Restauranter dalede derfor. Foreningen fik dog snart noget at tænke paa. Tjenerforeningerne pressede paa med Krav om at faa Lønnen for Lejetjenerarbejdet sat op, og da Principalorganisationerne paa Grund af de urolige Tider og Usik­ kerheden afviste Forhandling, dikterede Tjenerforeningerne Strejke fra 15. Maj. Principalforeningerne sluttede øjeblikkelig op til Kamp, vedtog at svare med Loek-out og antage kvindelig Betjening. I en Haandfæstning af 10. Maj forpligtede de sig til at betale en Bøde paa 1000 Kr. pr. Dag for hver i Forretningen ansat Tjener, saafremt vedkommend Principal ikke rettede sig efter Krigsraadets Beslutninger. Strejken afblæstes saa, og der oprettedes nu Overenskomst den 28. Maj med »Opvarter- og Tjener­ foreningen af 1806« og »Kellnernes faglige Forening«. Denne Kamp væk­ kede Principalerne, og nu kom der Liv i Foreningen. Hertil bidrog ogsaa det, at der efter Overenskomstens Ikrafttræden fulgte en Række Konflik­ ter med paafølgende Voldgiftssager i livlig Debat paa Møder, i Fagpresse og i Dagspresse. Direktør Wunsch, der var Sjælen i alle disse Forhand­ linger, blev Foreningens Repræsentant i Mæglings- og Voldgiftsretten og udførte lier, ikke blot i de første Kampaar, men i en lang Aarrække et overordentlig dygtigt Arbejde, som afvandt baade Kolleger og Modstan­ dere den mest absolutte Anerkendelse. Kampen lærte Principalerne Sammenholdets Betydning, og paa Café- vært- og Restauratørforeningens Generalforsamling 1910 fremsatte Niels Andersen Forslag om Indmeldelse i Centralforeningen. Formanden udtalte sin Tilslutning og Hans H. Thomsen boldt derefter et meget dygtigt Fore­ drag om Centralforeningens Arbejde og Betydning. Ud paa Sommeren dukkede saa Datidens »Koda« op, et af fhv. Inspektør Carvil, Den .lille 18

tf.

Axel Tullin.

Cornelius.

Laanekasse, stiftet Selskab »Skandinavia«, der krævede høje Afgifter af Musik. Endvidere tonede Ulykkesforsikringsloven frem, og da Central­ foreningen paa sit Delegeretmøde 1916 gjorde det kloge Skaktræk at ind­ vælge i Hovedbestyrelsen Anton Pedersen, Restaurant »Wivel«, P. Wunscli, Tivoli Variété, og Chr. Christensen, »Kjæden«, var Vejen for en Sammen­ slutning banet. Hans H. Thomsens utrættelige Agitation bar Frugt, og ved Udgangen af 1916 indmeldtes Nordre Birks Restauratørforening, Hotel­ vært- og Restauratørforeningen i København og Cafévært- og Restauratør­ foreningen for København og Omegn i Centralforeningen. Formændene for disse Foreninger: Klingspor, Carl Jørgensen og Aabye Hansen optoges i Hovedbestyrelsen, og nu var Sammenslutningen over hele Landet fuldbyrdet. Det var ikke en Dag for tidligt, for i 1917 brød Uvejret løs over Erhvervet gennem den Række Krigsforanstaltninger, som — lovligt eller ulovligt — med haard Haand gennemførtes overfor Erhvervet, næsten som en Plyndring. Under hele denne Prøvelsens Tid, med Konfiskation, Re­ striktion, Forbud, Lukketidsindskrænkning, Rationering af Varer, Tvangs­ regulering af Priser og mange andre Plager, som i hvert Fald de ældre endnu ikke har glemt, stod Caféværtforeningens dygtige og højt ansete Formand, Aabye Hansen, forrest i Kampen, og han var for Direktør Wunscli, der den 1. Marts 1918 overtog Posten som Centralforeningens Formand, en uvurderlig Støtte i Arbejdet og Kampen. Funktionærerne klemte ogsaa paa. Kokkene fik man ret let en til­ fredsstillende Ordning med, Tjenerne var det vanskeligere at komme over­ ens med. Musikafgiftsselskabet »Skandinavia« gik frem gennem Domstolene, Regeringen tvang Magistraten til at optage Forhandling om Prisregulering 19

— men alt dette bidrog kun til at øge Interessen for- Organisationen, og i Cafévært- og Restauratørfoieningen strømmede Medlemmerne ind. Bestyrelsen gennemgik i de Aar følgende Forandringer: Ludvig Jensen, »La Reine«, blev indvalgt, men forsvandt hurtigt paa Grund af Sygdom. I hans Sted valgtes Emil Cloella, »Peter a Porta«, Carl Larsen, »Royal« efterfulgtes af Carl Larsen, Studenterforeninger, Wm. Riedel trak sig til­ bage paa Grund af Sygdom, Thorvald Klingspor indvalgtes paany, og end­ videre valgtes Lorentz Nielsen, Hotel »Cosmopolite«, i 1920 ind i Besty­ relsen som Hotelværternes Repræsentant. Den spanske Syge og de dermed følgende Indskrænkninger gjorde et stort Afbræk i Virksomhedernes Omsætning, Tjenerne truede med Strejke, og kort efter dukkede Truslen om Generalstrejke op. Den blev heldigvis afblæst, men i Sommeren 1920 fulgte omtrent en hel Maaneds Tjener­ strejke, der endte med en Overenskomst med den nye Forening: Tjener­ foreningen af 1920, og Brud med de to gamle Tjenerforeninger. Efter Strejken, hvor Cafévært- og Restauratørforeningens Repræsentant gjorde et stort og godt Arbejde, trak William Riedel sig, som før nævnt paa Grund af Sygdom, ud af Bestyrelsen. Han havde i over 10 Aar været Foreningens dygtige Sekretær, og havde trukket en stor Part af Læsset i de vanskelige Aar. Til hans Efterfølger valgtes Red. Th. Adamsen. Henimod Aarets Slutning kom der Splid i Fællesudvalget. Hotelvært- og Restauratørforeningen havde imod et givet Løfte sluttet nogle Over­ enskomster og blev skarpt angrebet derfor. Den brød saa fra 1. Januar 1921 ud af Centralforeningen, men klamrede sig til Fællesudvalget, der heller ikke helt ophævedes, selv om Samarbejdet med Hotelværterne næsten ophørte. Med Musikerne forsøgtes en Ordning. Deres Førere gav Ord paa en foreløbig Aftale, men løb fra det, og senere har alle Forsøg paa at naa en fornuftig Ordning været forgæves, da Musikernes Førere blindt maa følge Ordre fra Det kgl. Teaters Kapel og Tivoli-Orkestrene. Principalforeningerne vedtog, at Medlemmerne ikke maatte underskrive Orkesterforeningens Kontrakter, og da et Medlem spurgte, hvad man risikerede ved at bryde Vedtagelsen, gav Aabye Hansen det rammende Svar: At blive stemplet som en Pjalt. Cafévært- og Restauratørforeningen skiftede i 1921 Navn. Otto Bock, Idrætshuset, var gennem Arbejdet med Lærlingeeksamen kommet frem i første Række, og han paastod, at Ordet Cafévært blot var en daarlig Over­ sættelse af det svejtsisk-franske Cafetier, der nu er gaaet over til et Navn for Lederen af Storrestaurationernes Kaffekøkken. Foreningen fik da sit nuværende Navn: Restauratørforeningen for København og Omegn. 20

Aabye Hansen.

P. Wunsch.

Der gennemførtes Gruppeafdeling, saa de i hvert Forhold specielt interesserede behandler deres egne Anliggender. Endnu før Lærlingeloven blev vedtaget gennemførtes endvidere Kokke-Eksaminerne. Restauratørerne stillede sig her ganske anderledes forstaaende end Handelsstanden, der rejste den skarpeste Protest mod Loven. Gang' paa Gang drøftedes Spørgs- maalet om en Kogekunstudstilling. Hotelvært- og Restauratørforeningen havde i 1908 arrangeret en saadan i Tivoli og haft en stor Succes og et godt Udbytte. Kokkeforeningen, som havde holdt Udstillinger i Odd-Fellow- Palæet og Industriforeningen, havde flere Gange spurgt om Samarbejde, men foreløbig blev Sagen stillet i Bero. Kokkelærlingenes Eksaminer, hvor Principalforeningerne samarbejdede med Kokkeforeningen, blev en stor Succes, og det var af Principalerne Aabye Hansen og Otto Bock, der øvede den største Indsats. De gik op rdette Arbejde med Liv og Sjæl bragte store Ofre ogsaa pekuniært og fortjener at fremhæves her. Otto Bock stillede kort efter Forslag om Oprettelse af en Lærlinge­ skole — en Plan, som senere gennemførtes til saa stor Ære for Erhvervet. Saa ramte Aabye Hansens Død i Foraaret 1922 Foreningen som en Lynstraale. Næstformanden, Direktør Wunsch, som samtidig undergik en livsfarlig Operation, var i lang Tid bundet til Sygelejet, men saa snart han var nogenlunde restitueret, meldte han sig til Arbejdet og overtog Ledelsen — dog med udtrykkelig Tilkendegivelse af, at dette kun kunde være en midlertidig Ordning, da Stillingen ikke kunde forenes med hans Formandsstilling i Centralforeningen og det dermed følgende store Ar­ bejde. Han fungerede derfor kun som Formand til den næste ordinære Generalforsamling 28. Februar 1923. ................... . , .

m

'Det er ovenfor fremhævet, hvad Samarbejdet mellem Aabye Hansen og Dir. Wunsch betød; alle, som har fulgt Udviklingen, ved, at skønt den fra Marts 1922 til Februar 1923 fungerende Formand gik ind til Arbejdet efter en meget alvorlig Sygdom og samtidig maatte udføre det omfattende og vanskelige Arbejde som Centralforeningens Formand, saa er i den Periode ikke én Opgave indenfor Restauratørforeningens Omraade ikke bleven løst. I denne Periode falder Gennemførelsen af Restaurantskatten, og Re­ stauratørforeningen ydede her sin loyale Støtte i Arbejdet paa at hindre Skattens Camoutlering ved, at den ikke blev opkrævet særskilt, men in­ kluderedes i Priserne. Der blev afholdt en Del Fællesmøder sammen med Nordre Birks Restauratørforening, en enkelt Gang sammen med alle køben­ havnske Foreninger med Undtagelse af Hotelvært- og Restauratørforenin­ gen. Der blev blandt Medlemmerne boldt udmærket Justits, og det Eks­ empel, Hovedstaden her gav, bidrog til at opretholde en stadig virksom Agitation imod Skatten. Kokkeoverenskomsten fornyedes, Lejetjenerlønnen kom1ned paa rimelige Satser fra Krigstidens Topnotering, og indenfor Lsérlingeskolen blev forskellige farlige Tendenser i Skolens Ledelse og Stilling afværgede gennem en energisk Optræden. Formandens og Bestyrelsens strenge Krav til Medlemmerne vakte hos ganske enkelte stærk Modstand og medførte et Par Udmeldelser, men skønt Døden hærgede meget alvorligt i Rækkerne, gik Foreningen frem i Medlemsantal. De misfornøjede søgte at hævne sig ved lyssky Angreb paa Formanden; det bevirkede dog kun, at Foreningens Medlemmer slut­ tede sig saa meget tættere sammen om ham, og da ban paa General­ forsamlingen i Februar 1923 traadte tilbage, blev der fra alle Medlemmer bragt ham den varmeste Hyldest. Generalforsamlingen valgte næsten helt enstemmig Lorentz Nielsen, Hotel »Cosmopolite«, til Formand. Han blev af et Medlem anbefalet som en Mand, der var prøvet i Livets Skole, og ban erklærede i sin Takketale, at han altid vilde tone rent Flag og søge at jævne Uoverensstemmelser. Han vandt ogsaa hurtigt alle Medlemmers Anerkendelse, fik Lovene mo­ derniserede og slog Forsøgene paa at forplumre Lærlingeskolens Organi­ sation og Opgaver ned med haard Haand. Formanden raadede over en udmærket Stab af Medarbejdere i Bestyrelsen. Der var kommen tre nye iyfedlemmer ind i denne: Louis Christensen, Otto Bock og Otto Petersen. Julius Johnsen valgtes til Næstformand, og mellem ham og Formanden udviklede der sig et saa loyalt, trofast og smukt Kammeratskab og Sam­ arbejde, som sjælden set. Det opretholdtes, til Johnsen i 1926 gik ud af 22

Lorentz Nielsen.

Julius Johnsen.

Bestyrelsen, fordi han mente, at han stod umiddelbart overfor Bortrejse til Skagen med varigt Ophold der. Han forlod dog først København i 1927, og han efterlod da baade indepfor Restauratørforeningen og indenfor Cen­ tralforeningens Hovedbestyrelse et dybt Savn — samt Mindet om en ret­ tænkende, retlinet og nobel Mand, der altid sagde sin ærlige Mening, selv om den gik imod Flertallets. Lorentz Nielsen9s Bestyrelse var i det hele taget, en Stab af Mænd med Temperament. Selv var ban ikke bange for at tale rent ud af Posen og en Gang imellem »slaa i Bordet«. Johnsen, Thorvald Sauerberg og Otto Bock gik heller ikke paa Akkord. Chr. Christensen, Louis Christensen og Otto Petersen udgjorde det mæglende Element, og Formanden glemte ikke sit gamle Program fra Generalforsamlingen at søge at jævne. Uoverensstem­ melser — ogsaa i Bestyrelsen. Udadtil var der nok at gøre, og Bestyrelsen boldt flittigt Møde. Der var stadig meget Arbejde med Restaurationsskatten, og den føltes saa meget tungere, som den kom med Nedgangen fra Krigens Guldalderperiode. Med faa Ord kan det siges, at alle Goder under Højkonjukturerne faldt væk, men alle uheldige Forhold fra den Tid holdt sig. Der førtes navnlig om Ordningen af Natbevillingsspørgsmaalet en haard Kamp, og her svigtedes Erhvervet af de Mænd, der indenfor Kommunalbestyrelsen tidligere havde støttet Restauratørernes berettigede Krav, Magistratens Program var nærmest kun at tjene Penge paa Ord­ ningen, og da Restauratørorganisationerne advarede mod den paatænkte Ordning, blev flere af Magistratsmedlemmerne fornærmede, idet de mente, at Restauratørerne kun vilde mele deres egen Kage. Borgmester Kaper, 23

der eliers altid har været Erhvervet en god Mand, stillede sig nu paa et Skolemesterstandpunkt: Restauratørerne skulde straffes ved at man vendte det døve Øre til og selv afgjorde Sagen. Den af Restauratørerne fore- slaaede Udvidelse af Lukketiden til Klokken 1 blev derfor forkastet, og man havde ændret Politivedtægten saaledes, at Lukketiden fra før Krigen ikke automatisk vendte tilbage, da Krigsindskrænkningerne ophævedes. Følgen var en Række Natklubber, som Organisationerne gik stærkt imod for at værne om Foreningsretten. Med Hotelvært- og Restauartørforeningen førtes en Række Forhand­ linger om Genoptagelse af Arbejdet i Fællesudvalget. Det var navnlig Formanden og Louis Christensen, der udførte Mæglingsarbejdet og tik Hotelvært- og Restauratørforeningen indmeldt paany i Centralforeningen, hvorpaa Fællesudvalget efter en Række diplomatiske Forhandlinger gen­ oprettedes ved et Møde i Odd Fellow Palæet den 7. April 1924. Lorentz Nielsen valgtes til Formand med Aage A. Christensen som 1. Viceformand og Ewald Sauerberg som 2. Viceformand. Under Lorentz Nielsens Formandsperiode faldt ogsaa den første Koge­ kunst- og Konditor-Udstilling i Tivoli, September 1925. Det boldt haardt at faa den gennemført, og naar det lykkedes, skyldes det især Otto Bock og Chr. Christensen, der under Drøftelserne aldrig vaklede og aldrig næ­ rede Betænkeligheder. Udstillingen gav et Overskud paa 80.000 Kr., der fordeltes med 20.000 Kr. til hver af de tre Restauratørforeninger og 20.000 til den fjerde Deltager: Konditorforeningen. Alle Tvivlere skyndte sig da ogsaa — bagefter — at bedyre den sikre Tillid, de havde haft til Udstillingen. Til Generalsekretær valgte man Otto Bock, der giorde et fortræffeligt Arbejde. Han blev fra flere Sider angrebet paa lyssky Maade, og der ud­ førtes i det hele taget i de Aar en grim Mistænkeliggørelses-Politik fra nogle Sider; den er heldigvis nu ophørt indenfor Organisationerne, og hvad private Spekulanter udenfor foretager sig, falder jo ikke Organisatio­ nerne til Last. Otto Bock var ofte stejl og skarp i sin Optræden, derved ned kaldte han Angreb paa sig. Han har imidlertid paa mange Omraader været Evhvervet en udmærket Mand, der med Ildhu har arbejdet for at reformere og forbedre. Han har ogsaa indenfor Lærlingeskolen og ved Lærlingeeksaminerne øvet en meget betydelig Indsats, men hans rige Evner kunde have været udnyttet mere, om der fra alle Sider var vist ham mere Forstaaelse og set bort fra hans Væsens undertiden skarpe Kanter. Julius Johnsen og Thorvald Sauerberg er heller ikke altid bleven forstaaet paa rette Maade, saa lidt som mange andre dygtige Mænd, der ikke har villet stikke deres Mening under Stolen. 24

/

Lorentz Nielsen trak sig tiltage i 1926, fordi han skulde overtage Hotel »Cosmopolite« som Eneindehaver og Driften af det store Hotel ikke levnede ham- Tid til at fortsætte Formandsarbejdet. Som en Paa- skønnelse af hans udmærkede Indsats i de 3 Aar har Foreningen opret­ holdt hans Mandat i Centralforeningens Hovedbestyrelse. Nu følger det sidste Kapitel af Foreningens Historie, Perioden fra den ordinære Generalforsamling den 16. Februar 1926 til nu: Foreningen under den nuværende Ledelse.

Wm. Riedel.

Otto Bock.

Carl Larsen.

Emil Cloétta.

25

DE SIDSTE 5 AAR D en nuværende Formands Periode har først og fremmest været præget af Samarbejdets og Sammenslutningens Aand. Da det for nylig inden­ for Centralforeningens Hovedbestyrelse fra en Foreningsgruppe blev be­ brejdet ham, at ban ikke havde slaaet til Lyd for den Idé, der ofte er betegnet som hans »Kongstanke«, nemlig at alle storkøbenhavnske Orga­ nisationer skulde samles i én F'orening, svarede ban: »Har jeg bestilt andet?« Det var en mild Overdrivelse, for Formanden og den øvrige Bestyrelse bar arbejdet meget flittigt og meget energisk paa alle for Er­ hvervet vigtige Omraader. Men Udtalelsen ramte alligevel i Centrum; ved enhver Lejlighed bar ban forfægtet dette sit>Forslag, der til at begynde med Vilkte stærk Modstand, fordi det blev opfattet som et Indgreb i de forskellige Foreningers Selvstændigbed, men som efterhaanden bar vundet mere og mere Terræn, ^da det ikke er Hensigten dermed at ophæve de bestaaende Foreninger, der paa mange Omraader — ogsaa det rent sel­ skabelige — bar Særinteresser, som godt kan bevares. Formaalet er alene en Koncentration af Arbejdet, og lier kan det ikke nægtes, at Formanden bar haft Anledning til indenfor det københavnske Arbejde at fremhæve visse Brist, som bar svækket Fællesfrontens Slagkraft. Da Formanden i 1926 overtog Foreningens Ledelse, skete det egentlig med visse Betænkeligheder fra hans Side. Allerede paa Generalforsam­ lingen i 1923, da ban indvalgtes i Bestyrelsen, blev ban foreslaaet som Formand, men ban vægrede sig bestemt og ud fra Motiver, som alle fuldt­ ud anerkendte. Han mente navnlig, at hans Stilling indenfor en Statsin­ stitution ved visse Lejligheder kunde virke hæmmende i lians Arbejde og Optræden, Tanker, man senere fik ham bort fra, og takket været hans gennem mere end en Menneskealders Samarbejde med Parlamentets Re­ præsentanter stærkt udviklede parlamentariske Sans og hans Takt og sociale Forstaaelse er det endnu aldrig sket, at haiis Handlefrihed i nogen Grad er bleven hæmmet. Louis Christensen havde ved sin Tiltræden som Formand, altsaa kun siddet 3 Aar i Bestyrelsen; Otto Petersen, der genvalgtes som Kasserer, 26