Kgl. hof-bager I L W Olsens Søn 7.februar 1778-1928

er slappet efter Svenskekrigen, synes det at have været smalle Tider, navnlig fordi man ikke havde Hjemmel nok til at holde fremmede ude; det hedder sig, at Bagerlavet ikke alene trykkes af den høje Told, men ogsaa ved „at saa mange er indkomne i Lavet, at den ene sidder oven- paa den anden ganske næringsløs.“ Dertil kom, at de fremmede Svende og Drenge stadig begærede højere Løn, ligesom de idelig skiftede Plads, naar de ikke var fornøjede; det gik saa vidt, at man ved en Forord­ ning af (j. Maj 1(182 maatte give særlige Regler for Forholdet mellem Svende og Mestre og de førstes Pligt til at tjene deres bestemte Tid ud og ikke at forlade deres Pladser uden behørig Opsigelse. Dette gav An­ ledning til den første Svendestrejke eller „Skrue“, som det da kaldtes; den endte med, at lire af Hovedmændene, fordi de havde trodset de Bagerlavet givne kgl. Privilegier, skulde rømme af Byen og inden (1 Uger være ude af Riget, de andre Svende skulde hver give Kongen 20 Mark og Staden 20 Mark og forpligte sig til herefter ikke at befatte sig med saadant Mytteri og ikke at forulempe de Svende, som i Ro var blevet hos deres Mestre, og disse Forpligtelser maatte de indgaa paa „under Æres og Livs Fortabelse.“ Man søgte ogsaa lige til Aar 1700 be­ standig ved Forbud at komme Svendenes Sammenslutninger paa Svende­ kroen med de dertil hørende ziinftige Lavsskikke til Livs ved mere og mere at give Mestrene Tilsyn med disse Sammenkomster, hvilket ikke bidrog til at forbedre Forholdet mellem de to Parter. Det gik saa vidt, at da Svendene havde bekostet en stor Sølv-Velkomst, der kunde tage tre Potter 01, og som var prydet med 40 Sølvskilte, tog Mestrene i 1095 uden videre disse kostbare Sager samt 24 smaa Sølvbægre fra dem og satte dem paa Auktion, hvorpaa de lagde Pengene i Mesterkassen for at lette Svendene for de „Tidepenge“, de ellers skulde svare til Under­ støttelseskassen. Langt ind i det attende Aarhundrede klages der over, hvor usselt det er at være Slagter eller Bager, især i de hyppig indtrædende Krigs­ tider. Selve Magistraten siger herom: „De fleste Slagtere og Bagere ere Stakler, og naar nogen af dem ved Døden afgaar, findes der mere Gæld end Gods efter dem, saa Koner og Børn sidder i Armod efter; der har nu paa et Aars Tid en Del Bagere kvitteret deres Bageri og givet sig til anden Næring, eftersom de have ei kunnet ernære sig af Bageriet.“ 11