KøbenhavnsBagerlaug_1683-1933

167 kongeligt Reskript, der fra 1. Jun i s. A. ophævede al Takst paa Brød. Reskriptet fastsatte , a t den hidtil bestemte Vægt for Grovbrød af hhv. 4, 8 og 12 u stadig skulde bibeholdes, a t Bagepengene stadig skulde fast­ sættes hvert Foraar og E fteraar og endelig, a t Bagerne fremdeles forplig- tedes til a t holde det befalede Forraad af Kornvarer. Til Slut ud talte Re: skriptet, som allerede nævnt ovenfor, Forventningen om, a t Bagerne ikke vilde benytte sig af T akstens Ophævelse til Brødets Fordyrelse eller anden ubillig Adfærd. At man ikke har væ ret helt dristig ved a t gaa til a t ophæve den nu i saa mange Aar bestaaende Takstansæ ttelse paa den Livsfornødenhed, som Brødet var, fremgaar af mange Ting, men man trøstede sig, som Indstil­ lingen viser, med, a t man, hvis Bagerne benyttede Takstens Afskaffelse til at skrue Priserne i Vejret, kunde give Tilladelse til Anlæg af flere Ba­ gerier paa Broerne og ved Forandringer i Konsumtionen sæ tte disse i Stand til a t konkurrere med Bagerne indenfor Voldene, ligesom man henviste til Fribagerne, for hvis Antal der ikke var sat nogen Grænse. Frygten blev dog gjort til Skamme. B rødet blev efter Takstens Afskaffelse hverken dyrere eller mindre. Vi skal endnu, inden vi forlader B rødtaksten, ko rt nævne, at det under den herskende Mangel paa Rug og Hvede 31. Oktober 1800 tillodes Ba­ gerne, hvis de ikke kunde forskaffe sig de befalede Forraad af disse Korn­ sorter, m a a tte supplere dem med Byg og »andre til Brødbagning tjenlige Kornsorter saa vel som med Æ rte r og Kartofler.« Det Blandingsbrød, der fremkom heraf, m a a tte sælges udenfor Taksten. Ligeledes ophævedes ved Reskript af 14. J a n u a r 1801 indtil videre Taksten paa Surbrød og Rug­ tvebakker, og 13. Jun i 1806 forlængedes Reskriptets Gyldighed indtil Ud­ gangen af Jun i 1807. A lt de tte var im idlertid Undtagelser fra den strenge Haandhævelse af de fastsatte Takster, fremkaldt af Krigstid og Dyrtid. Reglen va r den, a t B rødtaksten bestemte Bagernes Fortjeneste, der kunde være knap nok, idet der ikke i lange Aarrækker toges Hensyn til den Stig­ ning, der fand t S ted i Bagernes Udgifter til Folkeløn og meget andet, men kun, og knap nok det, til Kornets Indkøbspris. Naar Bagerne alligevel, trods deres Klager over Taksten og over deres fattige Forhold, noget, som forøvrigt alle andre ogsaa klagede over, dog kunde subsistere, skyldtes det dels deres Fortjeneste paa Brød, der ikke omfattedes af Taksten, dels Bagetaksten. Bagetaksten var, ligesom B rødtaksten, for det her omhandlede Tidsrum, hjemlet i Skraaen a f 1683, i hvis § 11 det siges, a t enhver »som lyster og