StormenPaaKøbenhavn_1659

først en Vandmølle tæ t inden for Vesterport. Følgende Voldens Krumning ved Vartov løb det ned gennem Løn­ gangsstræde, der var den yderste Gade i Byen paa denne Kant og kun bebygget paa den ene Side, og faldt saa ud i Slotsholmskanalen i Nærheden af Vandkunsten, hvor det endnu engang maatte gøre Nytte ved at drive en Vaske­ mølle og afgive Vand til det kongelige Vaskehus. Langs Vandløbet laa en Række Smaahaver; i en af disse, ud for Lavendelstræde, var opsat en Indskrift om, at her laa i fordums Tid Set. Klemens Kirkegaard. Paa Vandkunsten endte Befæstningen med et højt, grundmuret Krudttaarn, og her begyndte den saakaldte Løngang, en overdækket Bro, der førte over til Slotshol­ men. Denne Bro havde ingen Betydning for Færdselen, da den kun maatte passeres af de Kongelige, men den var et vigtigt Led i Byens Forsvar. Gik man til den modsatte Side fra Vesterport, havde man den lange Voldgade for sig, hvis Retning endnu vises af vor Tids Boulevarder. Ud for Set. Pedersstræde drejede Befæstningen i et skarpt Knæk, og her, lige ude i Vinke­ len, ragede den spidse Hat af Jarm ers Taarn op over den grønne Voldskrænt. Dette Taarn var en Levning af den ældre Befæstning, med Murstensmur, med Runddele og Taarne, som indtil Kristian IV.s Tid havde omgivet Byen. Da Jordvoldene var blevet dynget op over de gamle Mure, var Taarnene bleven afbrudte; kun Jarm ers Taarn stod endnu yderst paa det skarpe Hjørne, med Ryggen støttet med Jordvolden, men med den røde Murstensfront frit ud mod Omverdenen, — lidt ubesindigt viste det sig, thi de gamle Mure var ikke beregnede paa Artilleriangreb, og de slog store Revner i Belejringens Løb. Længere oppe, ud for Larslejstræde, kom man over det højtliggende Strøg af Voldgaden, der benævnedes Klokkerhøjen, og hinsides denne for Enden af Nørregade, stod den svære, gamle Nørreport med sit mærkværdige Spir. Den nye Nørreport stod ud for Frederiksborggade; den var først for nylig ble­ ven færdig, og i 1656 var den bleven malet med hvide og røde Farver. Saa var man ved Enden af den gamle Be fæ st­

24